Preben Brandt i kronik i Berlingske: Det virker bare ikke

Presse

 

Gad vide hvilke partier, der i den kommende valgkamp vil tale om, give løfter om og efterfølgende være aktive for at gøre noget ved det stigende antal unge hjemløse. Det er ikke første gang i de senere år, at den sag bliver bragt op, men det er første gang, at vi snart skal til Folketingsvalg og samtidig ikke som samfund kan komme uden om, at der er et betydeligt og dokumenterbart problem med unge, der bliver hjemløse.

 

Antallet af mennesker, der, i kortere eller længere tid, lever som hjemløse har svinget lidt op og ned, men er samlet set steget lidt gennem de sidste år. Men antallet af yngre, herunder også purunge, er støt og roligt blevet større og større, viser hjemløsetællingerne, som siden 2007 er blevet foretaget hvert andet år.

 

Disse unge hjemløse bliver let væk i den form for socialpolitiske tænkning, hvor det først og fremmest er beskæftigelsespolitikken, der tæller med Beskæftigelsesministeriet som hovedaktør på det lovgivende niveau og med beskæftigelsesafdelinger og jobcentre i det udførende niveau ude i kommunerne.   Det er jo heldigvis også sådan, at det går ganske godt for flertallet af de unge.

 

Ifølge Danmarks statistik var der i 2014 knapt en halv million unge i alderen mellem 16 og 24, heraf var knapt 33.000 af disse unge modtagere af kontanthjælp ved udgangen af 2014. Under hjemløsetællingen i uge seks i 2013 fandt man, at knapt 1200 unge mellem 18 og 24 år var hjemløse. I store træk kan man vel således sige, at langt, langt flertallet unge er under uddannelse eller i arbejde. For knapt 10 % går det måske ikke helt så godt og for en lille gruppe danske unge på 3 promille af alle unge, går det socialt forfærdeligt dårlig.

 

Det er denne lille gruppe af unge hjemløse, der, i hvert fald siden 2007, er vokset. Dengang fandt man knapt 700, men allerede siden jeg, sidst i 80´erne, begyndte at interessere mig for yngre hjemløse, har det været tydeligt at se, at ungdomshjemløsheden har været støt stigende. En lille gruppe, kan man argumentere, men hvor få det end er, så er det et antal konkrete unge mennesker med drømme og ønsker, der må se, at deres liv er ved at gå uhjælpeligt i vasken, fordi vi ikke er i stand til at hjælpe dem – hverken før de bliver hjemløse eller når de faktisk står på gaden.

 

Den lille gruppe bliver overset og usynliggjort, og interessen lagt på de mange unge som nok skal klare sig selv eller som man kan gøre sig håb om, ved lidt eller meget hjælp, hvad enten det i form af pisk eller gulerod, kan komme på fode. Det er ægte fornuftetik, det kommer mange til gode og det kan betale sig. Men er det et velfærdsamfund værdigt?

 

Vi ved fra enkelte, men i øvrigt forbløffende få, undersøgelser noget om de unge hjemløse. Vi ved, at de helt unge hjemløse er udfordret af en række væsentlige problemer, hvoraf særligt hashmisbrug, psykiske lidelser, fattigdom og svage sociale netværk er fremtrædende.  Derudover, at de unge kommer fra alle samfundslag, men at der i høj grad er tale om unge, som har startet deres tilværelse med problematiske opvækstbetingelser, som har resulteret i et omflakkende liv. Mange af de unge har oplevet betydelige omsorgssvigt og færre, men ikke helt få har været anbragt uden for hjemmet i plejefamilier, på børne- og ungdomsopholdssteder, hvilket har haft som konsekvens, at mange af de unge har dårlige, eller ikke-eksisterende, familiære netværk samt skrøbelige eller uhensigtsmæssige venskabsnetværk. Det er altså ikke bare ganske almindelige unge, det er gået skidt for.

 

De unge, der bliver hjemløse, har sår på sjælen med sig ud i hjemløsheden og har derfor heller ikke så mange andre valgmuligheder end at trække sig ud af det, man kunne kalde mainstreamsamfundet.   Disse unge, som vi ikke ser og hvis skæbne, vi absolut helst ikke vil vide af, mødes på den samme måde, i forhold til sociale indsatser, som de tusindevis af andre unge, der lever af kontanthjælp. Det kan jo i princippet være sympatisk nok, men resultatet er absolut ikke sympatisk.

 

Både i almindelighed og i den politiske verden, hvad enten det er i den ene eller i den anden af de to politiske blokke, forstås social mobilitet som et udtryk for en social opstigen ved egen hjælp eller gennem sociale tiltag. Den form for social mobilitet opad på den sociale rangstige giver den, der gennemfører den, hæder, anerkendelse og respekt. Jeg selv er en af dem, der har bevæget mig den vej, så jeg ved, at det er sådan, det er og at jeg heller ikke kan sige mig fri for at sole mig lidt i, at det er sådan, man taler om os, der har haft kræfterne og heldet og samfundets støtte til at gennemføre den sociale opstigen. Men den anden form for social mobilitet, den, hvor man bevæger sig ikke bare lidt, men helt ned af den sociale rangstige, sådan som det sker for den unge, der bliver hjemløs og som jo også gennemføres ved egen kraft og gennem uheld og støttet af samfundets udstødelsemekanismer, den kalder til gengæld på ydmygelse, foragt og disrespekt. Man kunne også sige, at den, der bevæger sig opad, eller bare er født ind i toppen, har værdi og behandles derefter. Den, der bevæger sig helt nedad, er uden værdi og behandles derefter. Sådan kan man se det og sådan er det måske, på trods af at denne udsatte gruppe er, og altid har været, dem, man kan måle samfundets værdier på.  I hvert fald de etiske og menneskelige værdier og evnen og viljen til at vise dem omsorg.

 

Hvad er det så, man med rimelighed kan forvente af de politiske partier, og selvfølgelig især af dem, der har indflydelsen og magten til at ændre på noget? Det er ikke selve det sociale arbejde, der foregår i praksis. Ansvaret for kvaliteten af det ligger i kommunerne og hos praktikkerne. Det er rammerne og visionerne og dermed den sociale lovgivning, som skal sikre de unge, hvis sociale mobilitet fører dem ud i hjemløshed, jeg kan ønske vil blive sat på valgkampens socialpolitiske dagsorden.

 

Det er ikke bare spørgsmål om at sende flere penge. De hjælper ikke i sig selv, hvis de bare bliver brugt til at gøre mere af det sædvanlige. Det sædvanlige kan man ikke komme uden om, har vist sig utilstrækkeligt eller det har måske endda været med til at støde flere ud. Listen er lang over det, man for tiden synes er det rigtige at gøre.

 

I overskrifterne står flere billige boliger, helst almindelige lejligheder i almene boligafdelinger. Der står at unge hjemløse ikke bør henvises til herberger og lignende og i hvert fald ikke opholde sig der længe. Der står mentorer, som både kan støtte den unge i en personlig positiv udvikling og være med til at føre den unge ind på arbejdsmarkedet. Der står forskellige tiltag over for børn, der vokser op under belastende forhold. Der står indsatser mod kriminalitet og indsatser på misbrugsområdet. Altså indsatser som dygtig forebyggelse, effektiv behandling, resultatorienteret social støtte, faste almindelige boliger. Alt sammen noget, vi kender fra årtiers sociale arbejde, ja, vel egentlig fra de sidste 200 års sociale arbejde, som vi er fortrolige med og helt overbevist om er det rigtige at gøre.

 

Det virker bare ikke. Så hvad er det jeg gerne vil opfordrer til? Til ikke at tænke mere af det sammen, men i al enkelthed at tænke radikalt nyt. Under indsatsoverskrifterne gemmer sig mange underpunkter, også alle gamle travere. Lad os vende det på hovedet og tage hver enkelt af de kendte indsatser og sætte dem op over for deres modsætning. Og bruge disse modsætninger som grundlag for vores visioner og lade dem blive grundlaget for både lovgivning og praksis. Og dermed danne grundlaget for en hjemløsereform. For unge hjemløse og for de andre former for hjemløshed.

 

Kronikken af Preben Brandt blev bragt i Berlingske d. 5/5 – 2015

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element