et hjem udenfor – udstilling på ARoS

Sidste nyt

I august deltager op mod 12 unge hjemløse i kunstprojektet Et hjem UDENFOR, som er et samarbejde mellem projekt UDENFOR, kunstnerne Jens Haaning og Mikkel Carl samt ARoS. Projektet består af en række workshops, der finder sted i ARoS Public. Et hjem UDENFOR afsluttes med udstilling og fernisering lørdag den 19. august klokken 14 til 16.

Formålet med projektet er blandt andet at give unge hjemløse et rum, hvor de kan dyrke og fremvise deres kreative talent med inspiration og opbakning fra en professionel kunstner og kulturinstitution. Med kunsten som udtryksform ønsker vi at skabe opmærksomhed og dialog omkring de unge, der oplever at stå udenfor samfundet, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

Projektet beskæftiger sig med unge, der på grund af hjemløshed for eksempel etablerer hjem på gaden, i kælderrum, i parker, på sofaer hos venner og bekendte, i en cykelvogn, i et telt eller i et skur. Disse unge står på mange måder udenfor velfærdssamfundets fællesskab.

Gennem kunstprojektet får de unge talenter fra gaden mulighed for at give deres bud på, hvad et hjem er for dem. Hvordan føler og oplever de hjemlighed? Kunsten bliver en måde at få sat ord på de følelser og oplevelser, som er personlige og svære at tale om, siger formidlingsudvikler og projektansvarlig Birgit Pedersen, ARoS.

Med projektet håber vi, at skabe et lidt mere rummeligt samfund, hvor der er plads til at lukke dem udenfor ind. I hvert fald i de dage projektet varer – og forhåbentligt i længere tid endnu.

Det er vores erfaring, at det er vigtigt at de unge kommer væk fra gademiljøet til et sted hvor de kan tænke på andet end det næste måltid og et sted at sove. Samtidig kan den kreative proces også være en måde at finde pejlepunkter og mening i en tilværelse, der ellers er præget af kaos og håbløshed, siger gadeplansarbejder i projekt UDENFOR, Tine Vesterbøg

Fernisering finder sted lørdag den 19. august klokken 14.00 til 16.00.

Jens Haaning (1965) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 1994 fik sit internationale gennembrud allerede i 1990’erne. Hans værker indgår i samlinger verden over. Herhjemme blandt andet hos Statens Museum for Kunst i København og ARoS i Aarhus. Han har udstillet en læng række steder blandt andet hos Moma Ps1 i New York USA og Moscow Museum of Modern Art i Moskva Rusland.

Mikkel Carl (1976) har en MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og en BA i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han er blandt andet medlem af Aftagerpanelet på Det Kgl. Danske Kunstakademi samt af Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond. Han har en lang række udstillinger bag sig både herhjemme og internationalt, og kan lige nu opleves i Kunstforeningen Gl. Strand med installationen BAD MOON RISING.

Hvis du har spørgsmål til udstillingen kan du fange Tine Vesterbøg på tve@udenfor.dk eller Margit Ernst på me@udenfor.dk.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element