Hjemløsestrategien – hvad nu? Del 2: Er mere af det samme godt nok?

Sidste nyt

Efter at evalueringen af den 500 million kroner dyre hjemløsestrategi er blevet tilgængelig, viser der sig i debatten åbenlyse forskelle på, hvordan man tolker hjemløsestrategiens tilrettelæggelse, dens forløb og strategiens resultater. Det fører næsten selvsagt også til forskellig opfattelse af, hvad der efterfølgende vil være hensigtsmæssigt at gøre for at forbedre forholdene for hjemløse.

Jeg har indtryk af, at der eksisterer en høj grad af enighed mellem flertallet af de organisationer, der har udtalt sig om hjemløsestrategiens resultater, om at den nuværende indsats, udvidet med metoder som ifølge evalueringen virker, bør føres videre, og at det ekstraordinære arbejde i endnu en periode bør støttes økonomisk ved en yderligere satspuljebevilling.

Jeg mener derimod dels, at evalueringen kun angiver få nye brugbare redskaber, og at den på det mere overordnede plan først og fremmest viser, at det vi gør i dag i bund og grund ikke er godt nok i forhold til de nutidige samfundsforhold, som er med til at skabe hjemløshed. Flere penge til det samme duer ikke, hvorimod flere penge brugt på baggrund af en fornyet forståelse af, hvad hjemløshed er i dag, og en efterfølgende nytænkning af lovgrundlag og ansvarsfordeling vil have en chance for at virke.

Jeg er næppe den eneste, der ved at anstrenge sig kan huske satspuljebevillingen på cirka 50 millioner kroner i 1999, som skulle sikre færre hjemløse. Anstrengelse skal der nemlig til for at erindre det, for indsatserne var nærmest usynlige og førte aldrig til noget nævneværdigt resultat. Set med mine øjne er vi tæt på, at det kan gå på samme måde med denne 500 millioner kroner store satspuljebevilling.

Med den særlige indsats til at reducere hjemløshed og udvikle metoder, som strategien har været tænkt som, har vi nu dokumentation for, at bostøtte efter indflytning i egen bolig og andre mindre indsatser virker. Men de store og meget konkrete mål er ikke er nået, og argumenterne om, at dette skyldes simple aktuelle samfundsforhold, virker meget lidt overbevisende. Og skulle en godt planlagt strategi ikke allerede i forberedelsesfasen have inddraget muligheden for, at både ukendte og allerede kendte barrierer – såsom mangel på billige boliger – kunne dukke op?

Det første mål hjemløsestrategien nævner er, at”ingen borgere skal leve et liv på gaden,” som er lidt upræcist formuleret, hvilket skaber tvivl om, hvorvidt man har tænkt på en enkelt nat eller et langvarigt ophold.

Her kunne man ved at have set på, hvad der er gjort i England fra begyndelsen af årtusindskiftet have erfaret, at en kvalificeret indsats virker men mister effekten, hvis ikke indsatsmetoden fastholdes. De få eksisterende gadeplanstilbud herhjemme blev ikke inddraget, og resultatet af indsatsen har været ret svagt.

To andre af de fastlagte mål som var, at ” ingen ung bør opholde sig på forsorgshjem, men tilbydes andre løsninger,” og ”at ophold på forsorgshjem eller herberger ikke bør vare mere end 3-4 måneder for borgere, der er parate til at flytte i egen bolig med den fornødne støtte,” er for mig at se i særlig grad væsentlige i deres betydning for den enkelte hjemløse og for samfundet.

Hvad angår de unge skal vi tilbage til sidste halvdel af 1980’erne for at finde begyndelsen til, at unge hjemløse søgte ind på herberger. Amtsrådsforeningen beskrev dengang en fordobling af antallet af helt unge hjemløse, og med min disputats om yngre hjemløse i København blev det påvist, at 10 procent af brugerne af de københavnske herberger var mellem 18 og 24 år. Siden er omfanget af så unge hjemløse på herbergerne ifølge Ankestyrelsens opgørelser vokset til at udgøre 13 procent. Dengang blev hjemløse, der ikke kom i herbergerne, hverken opgjort eller set med i hjemløsepopulationen, men de var der, uden at vi i dag talmæssigt kan sammenligne med det antal, vi kender fra SFI’s hjemløsetællinger. Vi har også hele tiden vidst, at disse unge var præget af mange misbrugsproblemer, at omkring halvdelen havde alvorligere psykiske problemer, og at de fleste har haft en meget vanskelig opvækst.

Det ubærlige er, at dette burde man have gjort noget ved tidligere, hvad man ikke har formået med de midler, der har været til rådighed, og at det burde have indgået som viden i tilrettelæggelsen af strategien, men er blevet overset.

Det andet påtrængende forhold er de stadig lange opholdstider i herbergerne og den upræcished, som opstår i krydsfeltet mellem ideen om housing first og parathed til at flytte i egen bolig. To tilgange, som  begge er udfordret af problemet med mangel på billige boliger. Fire års strategi har ikke ført til afklaring af, om vi vil følge en politik, der skal flytte den indledende indsats ud i den bolig, som den hjemløse så godt som direkte flytter ind i fra indsatsens begyndelse, eller om der først gennem behandling og træning – det der kaldes trappetrinsmodellen – skal skabes en parathed til at bo i egen bolig.

Når vi efter fire års særlig indsats, som var designet og finansieret specielt til at løse nogle alvorlige problemer, sidder tilbage med så få resultater, er det umuligt for mig at tro på, at lidt mere af det samme vil ændre noget som helst. Jeg vil ikke tro, at det er strategien og dens udførelse, der har været noget i vejen med, men at forandringer i indsatsen mod hjemløshed skal grave dybere end til metodefornyelse.

Preben Brandt, bestyrelsesformand i projekt UDENFOR, 24. september 2013.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element