Hjemløsestrategien – Hvad nu? Del 5: Housing First – Når der nu ikke er boliger nok!

Sidste nyt

Metoden Housing First har været en væsentlig del af regeringens netop afsluttede hjemløsestrategi. Strategien har haft flerfoldigt fokus med både fokus på reduktion i antallet af hjemløse og afprøvning af metoden Housing First, samtidig med at der har været fokus på varigheden af de midlertidige ophold på § 110 boformerne.
Den underliggende forståelse har vel været, at implementering af metoden Housing First ville medføre en reduktion i antallet af hjemløse. Men hvordan hænger det sammen, når vi nu godt ved, at der ikke er boliger nok? Og hvordan forsvarer man overfor de hjemløse at adoptere en strategi, som dikterer Housing First, velvidende at det ikke er muligt i praksis at give alle de hjemløse, man kommer i kontakt med, en varig bolig?

Metodearbejdet i Housing First tilgangen har sigtet mod en indsats for de borgere, der er eller har været hjemløse, således at man fastholder borgeren i bolig og undgår tilbagefald til hjemløshed efter indflytning i bolig. Housing First er kendt fra USA, hvor metoden er udviklet i 1990’erne. Den oprindelige betydning af Housing First indebærer en umiddelbar varig boligløsning OG støtte til opretholdelse af boligen og til eventuelle udfordringer i forhold til misbrug og psykiske lidelser.

Altså et dobbelt fokus på boligen og støtten som parallelle indsatser.

Når man taler bolig i Housing First konceptet, er det første, man lægger mærke til, at borgeren ikke skal bevise en vilje til afholdenhed eller til behandling. Der er i modsætning til tidligere ikke længere tale om at man skal være ”egnet” til bolig. Nu er tankegangen, at alle kan bo – det er en af de positive ting ved Housing First-metoden.
Alligevel bruger man i dansk strategi-sammenhæng termen ”boligparathed,” som nævnes i forbindelse med varighed af opholdet på § 110 boformerne. Er det fordi, man ikke rigtig for alvor har taget det seriøst, at borgeren skal tilbydes varig boligløsning hurtigt, og at det skal være en boligløsning efter borgerens valg?
Spørger man Sam Tsemberis, der har udviklet Housing First modellen, taler han om, at der maximalt skal gå 1-2 uger, før den hjemløse skal have tilbudt en varig bolig.

I forhold til etablering af delmål til strategien har man fra statens side været konkrete omkring følgende målsætninger: ingen borger skal ufrivilligt overnatte på gaden, unge hjemløse skal tilbydes andre løsninger end herberger, varigheden af hjemløses ophold på herberger skal reduceres (max tre til fire måneders ophold for boligparate), og endelig at der skal sikres boligløsning ved udskrivning fra hospital eller løsladelse fra fængsel.

En del af strategien har naturligt nok været etablering af boliger, og som alle ved – og vidste allerede før man iværksatte strategien – er det i hvert fald i de store byer endog meget vanskeligt at finde boliger, som er betalelige for hjemløse, der ofte er på kontanthjælp, understøttelse eller en social pension.

Samlet set er der etableret 457 nye boliger/pladser pr. december 2012. Udfordringen er selvfølgelig, at dette langtfra er nok, og at det ser ud som om, at omkring 100 af disse er § 110 pladser –altså midlertidige pladser og ikke varige boliger, hvilket er det Housing First handler om.
Så hvis der skal være tale om Housing First som en del af en reel national strategi, må der nu komme fokus på antallet af billige boliger. Hvordan vil man fra regeringens side sikre, at der sker noget på området?
Kan og vil man allokere ressourcer til flere billige boliger?

En helt anden ting er, hvordan man rent etisk kan forsvare at arbejde efter en housing first strategi, når der mangler boliger? Skulle man ikke hellere lade den overordnede indgangsvinkel være, at borgeren har ret til selvbestemmelse i alle livets forhold? Og dermed hjælpe og støtte både gadesovere og andre typer af hjemløse at til at opnå en større grad af styring af eget liv – både hvad angår bolig, sygdom, misbrug og økonomiog ikke mindst socialt netværk?

Endelig viser undersøgelser fra SFI, at det er vigtigt ikke blot at etablere såkaldte kategori-boliger, hvor personer med samme problemtyper placeres sammen i institutioner. For borgere udfordret af psykisk sygdom og/eller misbrug bør man tilstræbe, at de ikke placeres sammen med en gruppe andre borgere med samme sociale og misbrugsmæssige udfordringer, men i selvstændige boliger i almindelige boligområder – men altid med det klare udgangspunkt, at borgeren har ret til at medbestemmelse omkring hvor og hvordan, han ønsker at bo.

Støtten i Housing First-konceptet består af tre forskellige typer af bostøtte, som tilbydes til forskellige målgrupper. Assertive Community Treatment, Individual Case  Management og endelig Critical Time Intervention.

For lægmand og for hjemløse kan det være svært at skelne. Forskellene består i sammensætningen af  bostøtte-teamene og i disses case load – altså det antal personer, hver medarbejder skal kunne hjælpe. Rambøll og SFIs evaluering viser da også, at det har været svært for medarbejdere i de forskellige teams at skabe og synliggøre metode og identitet i forhold til omgivelserne i kommunernes andre afdelinger.

Samtidig har det også været en udfordring at vurdere hvornår en borger er klar til afslutning fra bostøtten – lige bortset fra de forløb, hvor det har været et tidsperspektiv, der har været afgørende for afslutningen.

En af de mere uklare ting i strategien er, hvordan borgeren bedst matches med bostøtteformen –eller visiteres til den konkrete type af bostøtte som tilbydes. Der er generelt store forskelle på, hvordan det gøres fra kommune til kommune, men alle har det til fælles, at det ikke er synligt for borgeren, hvordan visitationen foregår.

Ifølge evalueringen er der generelt stor succes med boligstøtteformerne, når man måler på kriteriet: fastholdelse af boligen. Det er rigtig positivt – men nok også forventeligt, at man fastholder boligen, når man får massiv støtte. Til gengæld lægges der mindre vægt på at udforske de forløb, hvor det ikke lykkedes, og hvor det er svært for både borgeren og for medarbejderen. Skal man kigge fremad, ligger der nok stort læringspotentiale her.
Man må også spørge sig selv, om det er realistisk at tro på, at kommunerne fastholder teams med lav caseload, når nu de fleste kommuner er økonomisk trængt.

Et andet aspekt er projekt UDENFORs erfaring med, at borgerne ofte blive usikre på, at støtten skal afsluttes, og at det er svært at afgøre, hvornår tiden er moden. Nogle gange sker der tilbageskridt, og nogle gange overraskes man over, hvor godt det går.
Under alle omstændigheder må der kigges på, om borgeren har et netværk, der gør, at støtten kan afsluttes, og om borgeren i fremtiden er i stand til selv at opsøge hjælpesystemet ved behov.
Ellers svigter man borgeren, som risikerer i bedste fald at ende ensom i en bolig og i værste fald at ryge tilbage i hjemløshed og måske forstærket misbrug.

Endelig ligger der en udfordring i at vurdere og eventuelt justere gældende lovgivning, så det tilpasses de vedtagne strategier. Der kan allerede i dag gives forskelig støtte via Serviceloven § 83, § 85, §99 og §110 efterværn. Skal disse former for støtte i fremtiden gives sammen med eller erstatte en eller flere af strategiens støtteformer?

Nu har vi så set et foreløbigt resultat ved anvendelsen af 500 millioner kroner. Der er ingen tvivl om, at metoden Housing First er anvendelig – men vi har samtidig i strategiperioden set antallet af hjemløse vokse. Indrømmet, der har været gode resultater i de 17 kommuner, men fortsætter indsatsen derude? Og hvad så nu, hvor der kun er omkring 10 millioner kroner til implementering i resten af landets 98 kommuner…

Det er tvingende nødvendigt, at der tages fat på det grundlæggende strukturelle problem med manglen på boliger. Hvis ikke den nød knækkes, vil man kunne anvende alskens forskellige strategier og bostøtteformer, og folk vil stadig være gadehjemløse eller opholde sig på en boform.

Og samtidig må vi, mens vi venter på et tilstrækkeligt antal boliger, via det udgående og opsøgende arbejde sørge for at skabe kontakt og tillid til systemerne blandt de mennesker, der skal hjælpes.

Ninna Hoegh, direktør i projekt UDENFOR, 17. oktober 2013

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element