Kontanthjælpsloftet truer fattige børns opvækst

Sidste nyt

I starten af april 2017 offentliggjorde Rockwool Fonden et studium, der viser, at når lavindkomstfamilier får beskåret deres kontanthjælp, så stiger risikoen for at deres børn anbringes uden for hjemmet med 25%.

Med udgangspunkt i kontanthjælpsloftet, som blev indført i 2004, viser Rockwool Fondens undersøgelse, at når familier bliver klemt økonomisk, så kan det have uheldige konsekvenser for børnenes fysiske og psykiske opvækstmiljø – og for nogle fører det altså til, at de må anbringes uden for hjemmet.

Anbringelse kan føre til hjemløshed i voksenlivet
At blive anbragt uden for hjemmet er imidlertid kun én af mange komplekse problemstillinger, som kontanthjælpsloftet risikerer at påføre især enlige mødre på kontanthjælp og deres børn. For – som vi vil påvise i det følgende – så kan anbringelsen uden for hjemmet og det, der er gået forud, risikere at øge den udsathed, som for nogle børns vedkommende kan føre til hjemløshed i voksenlivet.

Det er både trist og hæmmende for en socialt bæredygtig samfundsudvikling, at politikerne, når de forbereder reformlovgivning, undlader at slå damage control-knappen til. For én ting er, når dårligt forberedt lovgivningsarbejde får økonomiske konsekvenser for samfundskassen, men det er en helt anden og langt alvorligere sag, når den samme lovgivning forringer levevilkårene for samfundets svageste. Så kan man blive bekymret for, at de ypperste af demokratiets vogtere med deres fejlslutninger kommer til at slå på medborgere, der allerede ligger ned.

De svageste kontanthjælpsmodtagere er svage, fordi de har andre problemer end ledighed. De har faglige, sociale eller helbredsmæssige problemer, som medfører, at de ikke er i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode. Gruppen af svage borgere på kontanthjælp kaldes også ’aktivitetsparate’ og de udgør ca. 68% af alle kontanthjælpsmodtagere. Beskæftigelsesministeriet vurderer, at 33.000 borgere rammes af kontanthjælpsloftet og langt de fleste af dem er altså aktivitetsparate, som udover deres faglige, sociale og helbredsmæssige problemer nu også bliver fattigere, idet deres rådighedsbeløb bliver reduceret (Kilde: ’Husk det store billede – det er vigtigt, at vi ikke taber overblikket’. Rådet for Socialt Udsatte, 2017).

Flere kvinder bliver ramt
Udviklingen har ikke bare en social slagside; den skubber også på uligheden mellem kønnene, for det viser sig, at kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen i 7 ud af 10 tilfælde rammer kvinder. Det fremgår af en ligestillingsvurdering fra Beskæftigelsesministeriet i 2015.

Kvinder lever med social ulighed på stort set alle livets områder: de er uddannet på et lavere niveau end mænd, de er henvist til de dårligst betalte jobs med det ringeste arbejdsmiljø og de får tilmed i ringere grad end mænd anerkendt skader og ulykker på arbejdspladsen. Og nu ser vi altså også, at der selv i det nederste sikkerhedsnet i vores samfund, med kontanthjælpsloftet som udstødende faktor, praktiseres ulighed mellem kønnene. Det i sig selv er uacceptabelt, men bekymringen får kun mere næring af det forhold, at mange af de kvinder, som rammes af kontanthjælpsloftet, også er mødre.

Mere end 40.000 børn lever i fattigdom
Af den tidligere nævnte rapport (’Husk det store billede – det er vigtigt at vi ikke taber overblikket’) fra Rådet for Socialt Udsatte fremgår, at der i familier, som rammes af kontanthjælpsloftet, lever 43.500 børn, der altså vokser op med en fattigdom, som vi troede var fortid.

Konsekvenserne, af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag, er et veldokumenteret forskningsfelt i Danmark. For eksempel viser en forskningsrapport fra CASA, at 20-40% af familierne på de laveste sociale ydelser må undlade at tilbyde deres børn almindeligt forekommende børneaktiviteter eller goder. Og det er ikke kun afsavnene af de specifikke, børnerettede aktiviteter, der karakteriserer disse familiers situation. Her er også tale om afsavn, der rammer børnene på deres trivsel og udfoldelsesmuligheder, herunder tre daglige måltider, frugt og grønt, ferier og besøg hos andre samt adgang til tv med mere. (Kilde: ’Konsekvenser af de laveste sociale ydelser – Forsørgelsesgrundlag og afsavn’, CASA, august 2009).

Det er dyrt at tage fra de fattige
Lad os vende tilbage til Rockwool Fondens undersøgelse, for heri påpeger en af forfatterne, seniorforsker og lektor i sociologi, Peter Fallesen, at når familier rammes på økonomien, så kan det påvirke børnenes fysiske og psykiske opvækstmiljø:

International forskning har vist, at når forældre fra udsatte grupper oplever fald i ydelser, bliver de mere mentalt pressede oveni det øgede økonomiske pres. Det opleves også af børnene – både indirekte, fordi forældrenes mindre overskud smitter af på stemningen i hjemmet, og direkte, på grund af færre ressourcer i hjemmet og en øget risiko for misrøgt.

Kilde: ’Børn har højere risiko for at blive anbragt uden for hjemmet når mødrenes kontanthjælp beskæres’, Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2017

At psykosociale belastninger og omsorgssvigt i barndommen er væsentlige markører for en marginaliseret tilværelse som voksen ved vi blandt andet fra dansk forskning på området. I en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet fra 2003 påvises sammenhængen mellem anbringelse uden for hjemmet og en stærkt forøget risiko for psykisk sygdom, stofmisbrug og selvmordsforsøg som voksen. Den samme sammenhæng ses, hvor børn har været udsat for vold eller indlagt på grund af omsorgssvigt (Kilde: ’Risikofaktorer i barndommen og social arv – særligt med henblik på mishandling og vanrøgt’, Mogens Christoffersen, SFI).

I sin disputats fra 1992 ’Om yngre hjemløse i København’ viser Preben Brandt, at hjemløse kvinder i særlig grad har været udsat for tidlige omsorgssvigt; de debuterer tidligt med misbrug af hårde stoffer, de har dårligt helbred og har ofte kroniske og invaliderende sygdomme, de forsøger selvmord og er i høj grad udsat for vold og seksuelle overgreb.

Børn og unge, som bliver anbragt uden for hjemmet, er naturligvis belastet af de forhold, som har ført til anbringelsen. Men selve det at blive anbragt øger risikoen for en mislykket psykosocial udvikling, manglende gennemførelse af uddannelse og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Alt for mange undersøgelser tegner det samme billede af gruppen af anbragte børn og unge, som mistrives; nogle i en sådan grad, at de griber til selvmordsforsøg som et råb om hjælp. I en artikel fra SFI beretter forskere om de anbragte unges særlige udsathed, som blandt andet kommer til udtryk ved, at 28% af de anbragte børn og unge har forsøgt selvmord (Kilde: ’Anbragte unges selvmordsforsøg kræver handling’, Rikke Fuglsang Olsen og Mette Lausten, begge SFI).

De undersøgelser og forskningsresultater, som vi i denne artikel binder sammen, viser desværre med al ønskelig tydelighed, at fattigdom på den lange bane koster samfundet dyrt og – hvad værre er – fastholder udsatte familier og deres børn i uværdige og ydmygende levevilkår.

Der er adskillige eksempler på evalueringer og beregninger af effekt af kontanthjælpslofter gennem årene. De peger alle i samme retning, nemlig at den slags konstruktioner ingen effekt har for hverken samfundsøkonomi eller borgere. Fx viser beregninger fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, at (det nugældende) moderne kontanthjælpsloft blot vil øge beskæftigelsen med 100 personer (Kilde: ’Flere svage kontanthjælpsmodtagere: Et loft er nytteløst’, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, oktober 2015).

projekt UDENFOR finder, at kontanthjælpslofter ikke har gjort og aldrig vil gøre noget godt – hverken for samfundet som helhed eller for de svageste og meste udsatte medborgere, der har brug for omsorgsfuld hjælp, men som bliver mødt med udpining af deres beskedne eksistensgrundlag.

Tak til Rockwool Fonden for en konstruktiv og nødvendig rapport.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element