Lad os insistere på trygheden sammen

Sidste nyt

Folketingets vedtagelse af skærpet straf for tiggeri er sammen med beføjelser til politiet om rydning af teltlejre og zoneforbud sat i værk for at gøre danskerne mere trygge. Justitsminister Søren Pape Poulsen har argumenteret således for skærpelsen af lovgivningen:

’’Vi vil ikke finde os i, at folk slår lejr på offentlige steder, bruger vores kirkepladser som toilet og tigger i togene. Derfor skærper vi straffen for tiggeri, og vi er ved at se på, hvordan vi kan give politiet endnu bedre redskaber til at bekæmpe adfærd, som skaber utryghed bl.a. i vores gader og parker. Vi har at gøre med et akut problem, og derfor har regeringen også handlet resolut’’.

Kilde: http://justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2017/bredt-flertal-i-folketinget-indfoerer-hoejere-straf-tiggeri

Men hvad er det egentlig, der vækker utrygheden i os? Hvordan kan fattigdom, tiggeri og hjemløshed fylde så meget i os, at vi bliver utrygge? Mon utrygheden ligger i, at mødet med den anden: den fattige, tiggeren eller den hjemløse konfronterer os med muligheden for, at vi under uheldige omstændigheder selv kunne være denne ’anden’? Frygter vi mon grundlæggende for at miste det, vi har og for at ende på gaden som hjemløse flaskesamlere og tiggere, der på ydmygende vis er henvist til at forrette vores nødtørft i de offentlige parker? Eller lærer vi, at de, der er anderledes, ikke er ligeså så gode og pæne som os og med deres anderledeshed bringer forstyrrelse og uro ind i vores verden?

Hvis vi skal tro Trygfondens tryghedsmålinger, så er vi danskere i almindelighed et utrygt folkefærd. Det er tankevækkende, for andre målinger viser gang på gang, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Hvordan kan vi på én og samme tid være både lykkelige og utrygge?

Trygfonden har siden 2004 målt danskernes tryghed. Den seneste tryghedsmåling fra 2015 viser, at danskerne er utrygge som aldrig før: fra 2004 til 2015 er andelen af utrygge danskere steget fra 2,5% til 17,7%. Og det er – nok overraskende for de fleste – ikke terrortruslen, der forstyrrer vores nattesøvn, men derimod de nære ting i vores dagligliv, som bekymrer os og gør os usikre. Det er fx bekymringen for at miste jobbet eller ikke at få fodfæste på arbejdsmarkedet, der gør os utrygge. Eller bekymringen for, om vi nu har penge nok til vores alderdom. Eller bekymringen for, om vi nu kan få den nødvendige behandling, hvis vi bliver syge. Eller bekymringen for indbrud.

Den udbredte følelse af utryghed kan undre, for det går godt med dansk økonomi og flere og flere kommer i arbejde. Siden april 2013 har der været en konstant og positiv vækst i antallet af lønmodtagere i Danmark.

Frygten for indbrudstyve synes ligeledes stærkt overvurderet, for antallet af indbrud falder konstant og markant; i visse politikredse har man siden 2009 endog registreret en halvering i antallet af indbrud.

Men alligevel skal vi nu og fremover – ifølge politikere og medier – også være utrygge ved de fattige, tiggerne og de hjemløse. Og utrygheden rækker helt derud, hvor vi er nødt til at bekæmpe fænomenet ved at fjerne det fra vores omgivelser og strafforfølge de fattige og hjemløse, der alligevel slår lejr, tigger eller forretter deres nødtørft i det offentlige rum.

Der ligger en modsætning i, at nogle kan blive utrygge ved tanken om eller synet af medmennesker, der har det svært, er fattige eller syge og som ikke har andre steder at opholde sig end i det offentlige rum, mens vi på den anden side ikke tøver med at hjælpe, når nogen i vores nærhed er i fare eller i nød.

Stadig flere danskere træder hjælpende til med livreddende førstehjælp, når en medborger får hjertestop. Og hvis nogen dratter om foran os i køen i supermarkedet, iler vi til nærmest pr. refleks. Vi mister vores plads i køen, måske får vi ikke engang tak – men vi træder til, for vi kan ikke lade være.
Når projekt UDENFOR efterspørger sokker og undertøj til gadens hjemløse, bliver vi overvældet af vore medborgeres gavmildhed og uforbeholdne trang til at hjælpe. De hjælper, fordi de ikke kan lade være.

Om foråret hænder det af og til, at en svane fra Søerne forvilder sig op på Dronning Louises Bro og højst upassende trisser rundt på kørebanen uden fornemmelse for risikoen for at blive kørt ihjel. Og hver eneste gang slår forbipasserende ring om svanen, mens andre hidkalder dyreassistance. De gør det, fordi det falder dem naturligt at hjælpe.

Danskere i almindelighed er hjælpsomme og omsorgsfulde. Vi møder hinanden på en åben og imødekommende måde. K.E. Løgstrup, som var teolog og religionsfilosof, mente, at der mellem mennesker er en naturlig kærlighed, der fører til handlinger, som ingen kræver eller fordrer af os, men som vi udfører, fordi de falder os naturligt. Løgstrup mente også, at vi mennesker lever et fællesliv med hinanden, at vi er prisgivet hinanden og derfor må tage vare på hinandens liv.
Den tyske filosof Kant, som var ophavsmand til det kategoriske imperativ, formulerede sit påbud således: ’ Handl således, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning’ eller den mere mundrette version: ’ Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet’.

I Danmark ses mange, også historiske, eksempler på, at borgere gør en forskel for andre borgere. Andelen af borgere, der udfører frivilligt arbejde er højt; hele 43% af befolkningen over 16 år løser opgaver af frivillig karakter.

Noget tyder altså på, at det falder os naturligt og selvfølgeligt at gøre noget for andre og at være noget for hinanden.

Alligevel er vi utrygge som aldrig før.

Men tænk hvis al denne utryghed slet ikke er vores egen! Tænk, hvis vi overtager bekymringer fra andre og ukritisk lader dem vokse videre i os selv? Tænk hvis vi lader vores rodfæstede, humanistiske menneskesyn farve af holdninger, som ikke er vore egne og som umærkeligt avler skepsis og mistro til vore medmennesker?

Vores samfund er præget af et rationalistisk menneskesyn, som hylder velfungerende og kompetente borgere, der er i stand til selv at træffe velovervejede, ansvarlige valg. De socialt svage, som træder ved siden af, dømmer vi, fordi de træffer forkerte valg om deres livsførelse. Vi synes, at de handler uansvarligt. Med dette menneskesyn inddæmmer vi økonomiske, politiske og sociale problemer og gør dem til individuelle forhold, som den enkelte selv må håndtere på en måde, som samfundet kan acceptere: de arbejdsløse må finde sig et job, de spiseforstyrrede må holde op med at spise eller spise noget mere, de hjemløse må vælge hjemløsheden fra og se at skaffe sig et arbejde og tiggerne må tage hjem, hvor de kom fra!

Vi ser ikke, at udsatte medborgere er ramt af forhold, som de ikke selv er herre over eller som de er for svage til at håndtere, men vi lægger uden at blinke skylden for deres situation over på deres egne skuldre. Vi gør deres lidelse til last. I ’Danmark på briksen’ skriver Carsten René Jørgensen om den sociale eksklusion af udsatte grupper: ’Blaming the victim’ vil alt andet lige blot forværre de berørte personers situation, ligesom det er vanskeligt at forestille sig, at det, at man stiller flere krav til de berørte personer, som de er ude at stand til at honorere, skulle bidrage positivt til at forbedre deres situation. Sociale problemer og sociale konflikter, herunder social ulighed, marginalisering og social eksklusion afpolitiseres og udlægges som rent individuelle, følelsesmæssige eller ’personlige’ problemer, hvor de berørte personers (manglende) styrker, svagheder og ’kultur’ kommer i centrum, mens sociale problemers forbindelse til politiske og kulturelle forhold ignoreres’ (s. 235).

Hvis bekymringer og utryghed tager magten fra os, så giver vi næring til mistillid og skepsis og vi risikerer at forringe kvaliteten af vores gode liv. Så lad os udvikle den sunde og stærke sammenhængskraft og –vilje, som danskere flest er begavet med. Og lad os fortsætte med at støtte hinanden i at hjælpe og lindre nøden for andre. Lad os fortsætte med at gøre noget godt for de fattige, tiggerne og de hjemløse – og lad os blive glade og trygge – sammen.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element