Rigsrevisionens alvorlige kritik af ministerier og kommuner må føre til ændringer…

Sidste nyt

 

Af: Direktør i projekt UDENFOR, Ninna Hoegh og bestyrelsesformand, Preben Brandt

 

Den 21. august 2014 udkom Statsrevisorerne med en beretning om indsatsen over for hjemløse og det er en beretning, der indeholder alvorlig kritik.

 

Baggrunden er, at der i Danmark er cirka 6000 hjemløse talt over en tilfældigt valgt uge (uge 6) og i følge Statsrevisorernes beretning, var der i 2013 i alt 2180 herbergspladser. Cirka 600 hjemløse sov på gaden og resten hos familie og venner eller var på vej til udskrivning fra hospital eller løsladelse fra fængsel.

 

Det er kommunerne, der har ansvaret for indsatserne mod hjemløshed, men kommunerne modtager et klækkeligt ekstra bidrag fra Staten gennem 50 procent refusion af udgifterne til herbergspladserne. I perioden fra 2009 -2012 blev indsatsen styrket igennem en Hjemløsestrategi, der som metodeudviklingsprojekt i 17 kommuner blev finansieret med et ekstra input på kr. 500 mio.

 

Selvom strategien rettede sig mod flere boliger, blev der kun skabt cirka 250 varige boliger. Og det er da tankevækkende, at der i perioden 2009- 2013 er socialministerielle udgifter for mere end 3000 mio. kroner til hjemløseområdet og at herbergsområdet med sine 2180 pladser har modtaget 2/3 af dette beløb, altså godt 2000 mio. kr. som statsrefusion og kommunerne har brugt det samme beløb på herbergerne. De 2000 millioner kroner dækker såvel opholdsbetaling som efterforsorg. Det beløb, der anvendes til statsrefusion vedr. herbergspladser har bestemt ikke været uforandret over årene. Udgifterne til statsrefusion til kommunerne for ophold på herbergerne i perioden fra 2007-2012 er steget fra 257 mio. til 385 – hvilket svarer til en stigning på cirka 50 procent – uden at man i Socialministeriet kan give en præcis forklaring på dette.

 

Statsrevisorernes konklusion rummer tre kritikpunkter:

 

– Kommunernes indsats på hjemløseområdet har været utilstrækkeligt: Når man ser på, at Serviceloven pålægger kommunerne en række opgaver. Det er altså ikke bare i forhold til strategiperioden, men i det hele taget. Læsere af SFI’s årlige tællinger vil vide, at der de seneste år har været gjort opmærksom på, at Servicelovens bestemmelser ikke følges, så dette er desværre ikke ny viden for Socialministeriet. Man har bare hidtil valgt at ignorere denne viden og er sluppet afsted med det. Konkret handler det om, at for få har en støtteperson, for få er skrevet op til en bolig og for få har en handleplan udarbejdet i samarbejdet med Kommunen.

 

Kommunerne og Boligministeriet har ikke gjort nok for at sikre en tilstrækkelig boligmasse:

 

For os at se har de berørte ministerier alt for længe dækket sig ind under, at der var krise overalt i samfundet og at grunde og boliger er dyre – vores kongstanke er, at der altid skal være rum til at skabe nyt og at udfordre vanetænkning i såvel samfund som ministerier. De udefrakommende forhold (økonomisk krise, dyre boliger osv.) kendte vi allerede inden, Hjemløsestrategien blev sat i søen, så denne viden har man forsømt at tage højde for og er efter vores mening måske nærmere en undskyldning for ikke at handle og bringe kreative kræfter i spil.  Vedrørende det, at Boligministeriet ikke har fulgt op på de muligheder, det har for at sikre at der skaffes boliger som hjemløse kan bo i, har projekt UDENFOR tidligere beskrevet i ”En PAMFLET om HJEMLØSHED”.

 

Her beskrev vi blandt andet, at der godt nok i de otte aftalekommuner er blevet etableret 457 boliger af forskellige slags i løbet af perioden. Men af disse er mere end 200 bare ikke permanente boliger, men boliger under § 107, 108 og 110. De kan derfor ikke understøtte ’Housing First’-tilgangen. Og set i forhold til de 2.884 borgere, der befandt sig i en hjemløsesituation i de samme kommuner i uge seks, er det ikke nok.

 

Socialministeriet har ikke sikret, at det fokus, Hjemløsestrategien har skabt på hjemløseområdet i de 17 involverede kommuner, i tilstrækkelig grad er blevet udrullet til de øvrige kommuner:

 

Vi ved, at der har været afsat meget få midler til udbredelse af viden og resultater fra afprøvningen af Hjemløsestrategien. I alt var der afsat 9,2 millioner kroner over 2 år til landets 98 kommuner. Det er lige i underkanten af 95.000 til hver kommune, hvilket jo ikke engang rækker til ansættelse af medarbejdere på feltet – og når midlerne mangler, er der ingen kommuner, som ændrer adfærd. Oven i købet har Socialministeriet fået udarbejdet en samfundsøkonomisk analyse, som viser, at der i løbet af ganske få år er en samfundsøkonomisk gevinst ved at benytte Hjemløsestrategiens metoder. Det kan derfor kun undre, at Socialministeriet ikke har bestræbt sig mere nøje på at få udbredt strategien – eller er det fordi, at man alligevel ikke anerkender resultaterne af strategien..

 

Ovenstående har betydning for alle hjemløse, men gruppen af unge hjemløse har haft særlig bevågenhed hos Statsrevisorerne og revisorerne finder da også, at Socialministeriet og kommunerne har forsømt at styrke indsatsen over for gruppen af unge hjemløse.

 

Næsten et år før Statsrevisorernes beretning udkom, vedtog regeringen en 2020-strategi på det sociale område – den hed “Alle skal med”. Imidlertid er der endnu ikke kommet handling bag ordene og der er aldrig blevet skabt konkrete milepæle endsige givet anvisninger til kommunerne om, hvordan disse mål skal sikres…

 

Lad os kort se på, hvad 2020-målene siger på hjemløseområdet – der er faktisk kun to mål:

 

– 2000 hjemløse skal hjælpes ud af hjemløshed inden 2020 således, at der max er 4000 hjemløse i 2020.  I vores optik er målet både uambitiøst og nedslående – at kalde strategien “Alle skal med”, er falsk varebetegnelse, når der fortsat vil være 4000 hjemløse i 2020

 

– I 2020 skal andelen af borgere, der vender tilbage til et herberg eller et forsorgshjem inden for det første år efter udskrivning til egen bolig, maksimalt udgøre 20 procent

 

Et mål, som jo er ædelt, hvis man formår at hjælpe folk til en bolig – men guderne må vide, hvordan det skal realiseres, når det pt. blot er 22 procent af de hjemløse, som har en handleplan hos kommunen og kun 32 procent som er skrevet op til en bolig.

 

Det, vi kan frygte, er, at det bliver sværere at blive genindskrevet på boformerne igen og at flere vil blive overladt til at være gadesovere. Ikke mindst, når nu vi ved at lovens bogstav om støtte til jf. Servicelovens § 141 ikke tages alvorligt.

 

Under alle omstændigheder står vi med et uløst dilemma. At skulle sove på gaden kan vi alle være enige om, ikke er værdigt og ophold på herberg, kan man i værste fald karakterisere som opbevaring – og i bedste fald som en meget, meget dyr boligløsning, som man trods viden fra Hjemløsestrategien fastholder som hovedløsningen i den danske hjemløseudfordring.

 

Det er altså på tide at sadle om. Vi står over for en række samfundsmæssige udfordringer, der i den grad kalder på nytænkning og en granskning af hjemløseområdet. Det må overvejes, om det ikke er på tide at tænke på andet end herbergspladser og discount-overnatning på natvarmestuer som svaret på udfordringerne.

 

Det må overvejes, om pengene gør bedre gavn i boligsektoren end i herbergssektoren. Og så må det overvejes, hvordan støtte kan gives ude i boligen, frem for at lade hjemløse bo på herberger i store dele af livet.

 

Spørgsmålet er, om Socialministeriet har modet til at insistere på diskussionen og magter at afsætte midler og sætte en dagsorden for visioner om noget andet. Samtidig er spørgsmålet, om boformerne ønsker at indgå dialogen om en fleksibel, ændret og meget mere midlertidig rolle i de hjemløses liv.

 

Spørgsmålet er, om By-og Boligministeriet magter og ønsker at tænke nyt og være bannerfører for ny eller ændret lovgivning på området, så der reelt skabes nye betalelige boliger til de hjemløse. Efter vores mening er der er ingen tvivl om, at rigtig mange hjemløse kan og gerne vil bo selvstændigt. De skal selvfølgelig have den relevante støtte – og de skal selv være med til at definere behovet. Derefter så kan og skal boformerne, eller måske andre former for boliger med fast personale, koncentrere sig om den mindre gruppe af hjemløse, som betragtes som kronisk hjemløse og som ikke magter at bo selvstændigt og derfor skal have et mere personaleintensivt tilbud.

 

Og endelig – så skal der altså i alle kommuner være en vilje og evne til at se, opsøge og hjælpe gadesoverne. Der er knap 600 gadesovere i Danmark i uge 6, 2013 – gadesoverne var i øvrigt nævnt i Hjemløsestrategien med det ædle formål, at ingen borgere skal leve et liv på gaden, men siden strategiens fødsel er interessen for den gruppe desværre faldet samtidig med, at antallet har været svagt stigende.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element