Ny bog om mødet med det hjemløse menneske

Sidste nyt

projekt UDENFORs stifter, Preben Brandt, har skrevet en ny bog om mødet med det hjemløse menneske. Sammen med betragtninger over, hvad hjemløshed er, fortælles om de mennesker, man kan møde som hjemløse på gaden og om hvordan samfundet og hjemløshed udvikler sig og kræver nye indsatser. Samtidig beskriver bogen projekt UDENFORs historie og organisatoriske udvikling gennem de tyve år, der er gået siden begyndelsen.

Vores møde med hjemløse

”Det er hjemløse mennesker, af kød og blod, som du og jeg, vi møder på gaden. Det er ensomhed, isolation, og smerte, der møder os. Men også vilje og styrke til at klare sig igennem på gaden,” siger Preben Brandt.

Det er sjældent den hjemløse kun har et problem, oftest er der psykiske eller misbrugsrelaterede problematikker til stede. Det er de mennesker og de problematikker, der er omdrejningspunktet for bogen, der går tæt på en af de samfundsgrupper, som mange ellers prøver at distancere sig til. Bogen omhandler vores og samfundets møde med hjemløse – og det konkrete arbejde der gøres i projekt UDENFOR. Samtidig bliver organisationen spæde start og udvikling løbende beskrevet.

Om bogen siger Preben Brandt:

”Bogen handler ikke alene om mødet med den enkelte hjemløse og om sociale arbejdsmetoder, men er også en organisationsbiografi, der beskriver selve organisationens udvikling, og hvad der samtidig er sket i samfundet, som kunne påvirke en organisation som projekt UDENFOR og de mennesker, som den er sat i verden for at hjælpe.”

Følelsen af hjemløshed kan ramme alle

Bogen henvender sig til flere forskellige målgrupper, og den kan både bruges på de sociale uddannelser eller som en lærebog omkring opstarten af en organisation; men den kan også læses af alle, som har en generel interesse i vores samfund, og i hvordan vi møder vores svageste borgere. Og i sidste ende handler bogen måske også om os selv, for som Preben Brandt skriver i bogen:

“Hjemløshed og følelsen af at være hjemløs er et eksistentielt forhold, som vedrører os alle, fordi det er en del af vores skæbne at opleve tabet af hjem, at opleve at føle os ikke-hjemme og at måtte forsøge at finde vores hjemsted. Det er den psykologiske hjemløshed, som intet har med boligløshed eller omfattende sociale problemer at gøre, og som enhver af os har oplevet i korte glimt eller i længere perioder, og som vi enten vælger at se i øjnene eller at overse.”

Det er også et af temaerne, da Preben og Charles mødes i forbindelse med udgivelsen af Mødet med det hjemløse menneske. De to mødtes første gang, da Charles var hjemløs. Det startede som et professionelt forhold, men har gennem årene udviklet sig til et tæt venskab. Her snakker de om den følelse af hjemløshed, som kan ramme os alle – og om deres venskab.

Mødet med det hjemløse menneske er den første udgivelse fra forlaget UDENFOR, som er en nyetableret socialøkonomisk virksomhed under projekt UDENFOR.

Bogen koster 200 kr. og er på 168 sider.

For yderligere information kan Preben Brandt kontaktes på pb@udenfor.dk og telefon 4028 2186 eller Margit Ernst på me@udenfor.dk og telefon 5370 0255.

 

 

 

Læs mere om forlaget her.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element