På gaden er den eneste happy ending De ukendtes grav

Sidste nyt

Senere på året udkommer forlaget UDENFOR med en samling digte, som er skrevet af unge hjemløse. Digtene er håbefulde, foruroligende og mørke og flere af dem er skrevet af Isar. Han blev født på gaden i Rumænien, voksede op på et af de rumænske børnehjem, der ryddede forsiderne herhjemme i 1990’erne, inden han blev adopteret af danske forældre. Nu er han tilbage på gaden, hvor det hele startede. Denne gang er det bare i Københavns gader, og det er herfra han skriver, og det er her jeg møder ham til en snak om hans tekster og om alt det, der former dem.

Hvad betyder det for dig at skrive?

”Jeg hørte en i toget, der brokkede sig over en elektrisk dør, der ikke virkede. Han var meget oprørt over den dør, og jeg sad bare og kiggede på ham og tænkte: overvej lige at sove udenfor, stå op udenfor og bare sidde udenfor mellem mennesker 24-fucking-7. Ikke at have noget mad, ikke at have nogen penge. Bare være fucking fucked. For det er du. Du er fucked. Du kan lige så godt skyde dig selv, og så brokker han sig over en dør, der ikke virker. Det er så betydningsløst og dumt, og så er jeg nødt til at skrive, tegne eller høre musik.”

Vi går op af Nørrebrogade, dumper ind på en nudelbar og bestiller to store portioner. Isar henter noget at drikke, trækker stolen ud til mig og vi bliver enige om, at vi godt må snakke med mad i munden.

”Fråd løs. Slap af. Jeg er den sidste til at dømme et andet menneske. Du forstår det ikke. Jeg er den sidste til at dømme,” siger han, mens jeg kæmper med at hale en virkelig lang nudel ind. Jeg beslutter mig alligevel for at prøve at spise lidt pænere.

Du har tidligere sagt, at du håber, at dine tekster kan være med til at vise folk, hvordan det er. Det med at leve på gaden og være ”fucked”, som du siger. Hvorfor er det vigtigt?

”Der er et virkeligt liv ved siden af det der vidunderlige, smukke, fiktionsagtige liv, som andre lever med deres kæreste eller kone. Folk der lever i den der lille fantasiverden, de glemmer den anden side.”

Hvad er det, som du gerne vil have alle os, som lever i den verden, til at forstå?

”En ting, jeg har forstået, det er, at vi grundlæggende er meget ens. Hvis jeg tager telefonen fra ham der,” siger Isar og nikker hen mod en velklædt ung mand ved nabobordet, inden han fortsætter: ”hvis jeg tog den og hans lejlighed, hans tøj, hans dyre sko og stiller ham i mit tøj og sko, og vi så mødte ham efter fem år, så ville han have lige så meget stress som mig og være lige så fucked i hovedet som mig.”

Hvad ville der ske, hvis man puttede dig ind i hans liv. Ville du kunne falde ind i det?

”Hvem ved. Måske ville jeg. Eller også ville det være en total fiasko.”

Er du bange for det?

”Ja. Jeg er bange for at komme tilbage til et normalt liv, og det fucker op, så det viser sig, at jeg kun kan leve det her liv. Det er ikke ligefrem den fedeste følelse i verden.”

Men du har jo levet det, som du kalder et normalt liv.

”Ja, jeg har gået på handelsgymnasiet og arbejdet i Føtex-food som afdelingsleder. Mit gamle liv var bare, at jeg stod op, gik på arbejde, gik hjem. Men jeg var tyve, da jeg endte på gaden og jeg lærte det lynhurtigt. Folk er nødt til at vide, at de ikke kan fucke med dig. Ellers er det dig der får tæsk. Du møder ikke meget næstekærlighed, og hvis du gør, så er der altid en pris. Du kommer til at betale tilbage. Hvis du har nogle, der passer på dig derude, så er det fordi de har en grund til at passe på dig, og det er ikke sikkert, du kender den grund. Der er nogle, der vil være ven med dig i ti år for så at tage dine penge og stikke dig ned. Tro mig. Jeg har set barndomsvenner stikke hinanden ned for hvad der svarer til 10.000. Det har gjort mig opmærksom på, hvad det virkelige liv er.”

Men det liv, du levede før, var vel også virkeligt?

”Nu har jeg set rigtig mange mennesker i en kiste, og de har alle sammen været på min alder. Når man har begravet nok, så begynder man at indse, at det ikke kun er dem, der er noget galt med. Det er også dig. Der er gået fem år, og nu er det liv blevet mig, og derfor er jeg bange for at starte på det liv, som jeg havde før, som ikke er mig mere, men som var mig. Dengang da jeg gik på fucking handelsgymnasiet og var klog. Jeg er bange for, det er for sent, at jeg kun kan være en gadedreng, og det har jeg ikke lyst til at være.”

Hvordan endte du på gaden?

”Min pige blev smidt ud af sin lejlighed, og jeg sagde, at hun kunne bo hos mig, men en dag jeg kom hjem var der fest, og så lå hun og bollede naboen. Jeg blev psykotisk lige der i øjeblikket, og endte med at stikke ham ned, og så gik den derfra. Jeg blev tiltalt for drabsforsøg, men frikendt.”

Hvad med hende?

”Hun er flyttet sammen med ham, hun lå og bollede.”

“Ej, det er sgu da for meget,” siger jeg, og som en lille ekstra overjordisk ondsindet trumf spiller de Wish You Were Here af Pink Floyd i radioen.

”Åh gud,” siger Isar og griner, inden han fortsætter: ”Hun har det luksus. Jeg har forbandet den pige langt ind i helvedet. Håbet hun har fået kræft og aids. Men hold nu kæft mand. Hun har det fantastisk.”

Han hiver et knitrende tyndt stykke cigaretpapir op fra en æske og samler en tynd stribe tobak på midten, mens han ryster på hovedet og fortsætter:

”En ting er, at hun får følelser for et anden. Okay det kan jeg leve med. Men lige der. I min lejlighed.”

Isar mistede lejligheden og pigen og endte på gaden. De første måneder var gode, ligesom vejret. Det var sommer, og han tænkte tingene ville ændre sig, men det gjorde de ikke.

”Nogle gange føler jeg, at jeg står stille, og det gør jeg. Jeg står stille, og det er bare nederen, når man har energien til at rykke videre.”

Hvor vil du gerne rykke videre hen?

”Jeg vil gerne i skole og have et fast sted.”

Når du skriver om at komme væk fra gaden, så skriver du som om det er svært. Det er på en gang som om håbet er meget tæt på og meget langt væk.

”Der er altid et håb. En følelse af at man ikke kan vælge bare at give op. Du kan vælge at kæmpe på den ene måde eller den anden, men du kan ikke stoppe med at kæmpe. Så længe dit hjerte slår, så er der håb, og så længe der er det, må du kæmpe. Ellers må du gå ud foran et tog eller tage en kugle eller et eller andet, men du kan ikke bare sætte dig i et hjørne og trille tommelfingre og tro, at der kommer noget godt ud af det, for det gør der ikke. Man bliver nødt til at prøve at komme videre fra, hvor man er. Ligesom en soldat der bliver taget til fange. Hans største opgave er at finde ud af, hvordan fuck han kommer væk. Det er ikke at sætte sig i et hjørne og vente på at blive buttfucked.”

Jeg spørger, om han selv føler sig fanget, og han fortæller om de gange, han er klatret op på toppen af en kran og tænkt: ”måske falder jeg”, og håbet det en lille smule fordi det alligevel ville være det letteste. Men så er han kravlet ned på grund af alle de øjeblikke, hvor han ikke føler sig fanget.

”Når jeg laver musik, tegner eller skriver. Det er en anden måde at udtrykke sig på, hvor jeg kan få lov til at ændre det, hvis jeg ikke har udtrykt mig rigtigt. Det kan jeg godt lide. Det er den positive side af livet. Når jeg gør det eller hænger ud med Tine (gadeplansmedarbejder i projekt UDENFOR, red.). Hun har fyldt min taske op med tusser i stedet for våben og plader af hash. Du må gerne kigge efter.”

Jeg smiler, ryster på hovedet og spørger ind til musikken.

”Når det rammer den der følelse, så er det som om det kalder på en. For mig er musik følelser, og når jeg selv laver musik er jeg kun tilfreds, når jeg rammer en bestemt følelse og kan genkende den, når jeg lytter til nummeret igen. Vi har fået en jazzmusiker i gruppen. Han spiller på saxofon. Det er lige før det er sexet,” griner Isar.

Hvor spiller I?

”Der hvor vi har en mulighed for at være. Vi er alle sammen hjemløse.”

Kan vi høre det?


”Jeg har altid drømt om at være musiker eller om at lave det I laver,” siger Isar. Vi går på gaden nu, og han hiver store lunser røg ned i lungerne og passer hele tiden på at lukke dem ud, så de ikke rammer mig eller dem vi passerer. ”Hvis jeg kunne få lov til at hjælpe folk, som I hjælper mig. Det ville være det fedeste i verden. Der var en dag, jeg var med Tine ude og dele mad ud til andre hjemløse og bare det der med at dele mad ud. Jeg elskede den følelse. Jeg følte jeg gjorde en forskel.”

Så er der stadig håb, ikke?

”Arh det ved jeg sgu ik.”

Findes der ikke en happy ending?

Han tager det sidste sug og slukker cigaretten, inden han svarer: ”Det er der ikke.”

Findes der en mellemting?

”Måske hvis jeg kommer væk fra gaden for på gaden er den eneste happy ending, at du bliver begravet på de ukendtes grav.”

 

Navnet er ændret af redaktionen.

 

Margit Ernst har interviewet Isar, og hvis du har spørgsmål til det eller til digtsamlingen og forlaget UDENFOR kan du fange hende på me@udenfor.dk

Hvis du vil vide mere om projekt UDENFORs ungeprojekt, så kan du skrive til Tine Vesterbøg på tve@udenfor.dk

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element