BLOGGEN

HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR

Drop idéen om frivillig hjemløshed – ‘housing first’ er for alle

Debatindlæg bragt i ‘Altinget – by og bolig’ d. 24.8.2021

Af Bo Heide-Jochimsen, direktør i Projekt Udenfor

En ny hjemløsestrategi er på trapperne. Strategien skal, med Housing First som det bærende princip, omlægge indsatsen fra ophold på herberger til social støtte i eget hjem – også for de mennesker, som er særligt sårbare og vanskelige at hjælpe, skriver Heide-Jochimsen.

Inden længe præsenterer regeringen sit udspil til en styrket dansk hjemløseindsats, og vi glæder os. Ifølge Social-og Ældreminister Astrid Krag skal vi vende den alvorlige udvikling med stigende hjemløshed ved blandt andet at udbrede den evidensbaserede Housing First-tilgang. Det er en tilgang, som har bidraget til at nedbringe hjemløsheden markant hos vores nordiske naboer i Finland og Norge.

Vi må ikke efterlade borgere på gaden, fordi det er vanskeligt at hjælpe dem. Ideen om frivillig hjemløshed eller systemets begreb om at være ’boligparat’ byder mig stærkt imod.
Bo Heide-Jochimsen, direktør i Projekt Udenfor.
Projekt Udenfor

Kommunalpolitikere, foreninger og organisationer over hele landet har i den senere tid meldt sig på banen for at byde ind med deres vision for en dansk Housing First-model. Engagementet er vigtigt, da en effektiv indsats forudsætter national forankring og et samarbejde på tværs af sektorer. Men det får en bitter eftersmag, når disse input ofte indebærer, at der er en gruppe mennesker, for hvem det overordnede mål om at reducere hjemløshed ikke gælder.

Formuleringer om mennesker, ’der frivilligt vælger at være hjemløse og leve på gaden’ eller ’som ikke har glæde af at flytte i egen bolig’ afspejler i min optik det udstødende samfund, som er medvirkende til, at de blev ramt af og sad fast i hjemløshed i første omgang.

Det er netop sådan en tankegang, der vil forhindre os i at nå i mål.

 

Ingen vælger hjemløshed
I Projekt Udenfor arbejder vi med gruppen af særligt sårbare gadesovere, og vi er dagligt vidne til hjemløshedens barske realiteter. Fra massiv social isolation, over ubehandlet lungebetændelse, til menneskers manglende adgang til vand, varme og medicin.

 

Vi må ikke efterlade borgere på gaden, fordi det er vanskeligt at hjælpe dem. Ideen om frivillig hjemløshed eller systemets begreb om at være ’boligparat’ byder mig stærkt imod.

Bo Heide-Jochimsen, direktør, Projekt Udenfor

 

Efter mere end 20 års erfaring med opsøgende gadeplansarbejde har vi endnu til gode at møde et menneske, for hvem hjemløsheden ikke er en voldsom belastning og forbundet med en krisesituation.

Gadesoverne udgør 11 procent af det samlede antal mennesker i hjemløshed i Danmark. Over halvdelen af dem kæmper med psykisk sygdom, og de er ofte langvarigt hjemløse. Mange af gadesoverne afviser da også vores hjælp, når Projekt Udenfor tilbyder den første gang.

Det er blevet en vane og en overlevelsesstrategi i et samfund, hvor de har oplevet et utal af systemsvigt og brudte relationer. Men vi kommer altid igen, og over tid får vi som regel lov til at hjælpe.

Jeg mener, at vores byer og lokalsamfund skal kunne rumme, at der er mennesker, der i perioder søger udenfor, at nogle bor anderledes end majoriteten, og at nogle bevidst søger fællesskaberne i gademiljøerne. Men vi må ikke efterlade borgere på gaden, fordi det er vanskeligt at hjælpe dem. Ideen om frivillig hjemløshed eller systemets begreb om at være ’boligparat’ (hvem er ikke det?) byder mig stærkt imod.

 

Et værdigt tilbud til gadesovere
Det kan godt lade sig gøre at hjælpe gadesoverne og andre særligt udsatte, hjemløse borgere til en anden og bedre tilværelse. I Projekt Udenfor har vi gjort det i mange år.

 

Mennesker i hjemløshed er i krise, og vi hjælper dem ikke ved at institutionalisere dem på et herberg eller overlade dem til sig selv på gaden.

Bo Heide-Jochimsen, direktør, Projekt Udenfor

 

Med udgangspunkt i gadesovernes egne ønsker til hvor og hvordan de vil bo, og med en massiv social indsats, har vi hjulpet dem med at flytte i campingvogn, lejlighed eller huse, de selv har været med til at bygge. Senest har vi tilbudt hotelophold som en vej væk fra gaden.

Det handler i bund og grund om at give mennesker et værdigt tilbud. Mennesker i hjemløshed er i krise, og vi hjælper dem ikke ved at institutionalisere dem på et herberg eller overlade dem til sig selv på gaden.

Vi skal tilbyde dem et sted at bo efter deres ønsker, og som de kan kalde deres eget, om det er i en lejlighed, husbåd eller i et socialpsykiatrisk bofællesskab. Vi skal hjælpe dem med at finde sig til rette på deres vej ud af hjemløshed, og vi skal stå klar, hvis de snubler undervejs og har brug for flere forsøg.

Det er dokumenteret, at Housing First-tilgangen er velegnet til at hjælpe mennesker med et højt støttebehov ud af hjemløshed.

En ny hjemløsestrategi skal derfor forpligte sig på at hjælpe selv de mest sårbare gadesovere til eget hjem og ikke kun prioritere de borgere, som har relativt hurtig vej ud af hjemløshed.

 

Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.