Antropologen og gadeplansmedarbejderen – om køn og hjemløshed på kvindernes internationale kampdag

Sidste nyt

I anledning af kvindernes internationale kampdag, hvor køn og lighed er på dagsordenen verden over, har vi interviewet to medarbejdere i projekt UDENFOR om deres arbejde med kvinder, der kæmper med et liv på gaden. Tabita er gadeplansmedarbejder, og møder dagligt både mænd og kvinder, som lever på gaden i København. Anne-Sofie er antropolog og er lige nu i gang med forskningsprojektet ”Hjemløshed i et kønsperspektiv”. Sammen står de i spidsen for organisationens skærpede blik på køn i arbejdet med hjemløse mennesker.

 

Er der en kamp at kæmpe på hjemløseområdet d. 8. marts, tænker I?

Anne-Sofie: Det synes jeg helt sikkert, der er. Jeg synes ikke, at vi på hjemløseområdet – inklusiv her i projekt UDENFOR – har været gode nok til at integrere kønsdimensionen i vores arbejde og tilgang til praksis. Køn spiller ind i forhold til vores måder at møde og forstå hinanden på.

… og hvis vi kigger mere specifikt på kvinder, som du gør i dit projekt?

Anne-Sofie: Jeg synes ikke, vi er gode nok til at se på hjemløse kvinder som mennesker med strategier og planer. Det er skide hårdt og sårbart at leve på gaden. Men hvis vi vil hjælpe kvinderne bedst, er det vigtigt – også – at se på de ressourcer, de har. Og det er min opfattelse, at den tilgang forvinder lidt, fordi kvinder i højere grad end mænd nemt bliver reduceret til stakler.

Du har taget lidt hul på det allerede Anne-Sofie, men hvorfor er det vigtigt at beskæftige sig med køn, mere specifikt kvinder, når man beskæftiger sig med hjemløshed?

Tabita: Som opsøgende gadeplansmedarbejder, og når jeg tager kontakt til mennesker på gaden, som jeg er bekymret for, tænker jeg egentlig ikke så meget i køn. Det er det enkelte menneske og den specifikke situation han eller hun står i, som interesserer mig. Men jeg er opmærksom på, at kvinder i nogle tilfælde kan være i en sårbar situation, hvis de er alene ude i gaderne.

… Kan du uddybe det?

Tabita: Fx er der noget fysik, der spiller ind, som gør, at jeg kan blive mere bekymret, når jeg ser en kvinde, der ligger alene på gaden end jeg gør, når jeg ser en mand. Jeg er omvendt også opmærksom på, at det er vigtigt ikke at forstå kvinder som ekstra sårbare, bare fordi de er kvinder. Nogle kvinder har nogle ressourcer at trække på, som nogle mænd måske ikke har. Det vigtigste er nok, at man ikke lader sig styre for meget af forudindtagelser – af alle mulige slags – men at man lader sig styre af den konkrete virkelighed, der gør sig gældende for det menneske, der står overfor én.

Når det er sagt, har jeg selvfølgelig øje for de – for at sige med et fint ord – ”kønsspecifikke” forudsætninger og realiteter, som kan have betydning for de mennesker, jeg møder på gaden. For eksempel kan det være vigtigt at være opmærksom på, at kvinderne er i undertal i det her univers. Hvis vi skal følge statistikkerne er det en femtedel af de hjemløse i Danmark, som er kvinder. Derfor befinder de sig i et mandsdomineret miljø. På godt og ondt måske. Men det er vigtigt at have øje for, tænker jeg.

… og hvis vi tager dine forskerbriller på Anne-Sofie?

Anne-Sofie: Det er min klare erfaring, at der ligger rigtig meget viden hos forskellige aktører på området – hos Tabita og alle hendes samarbejdspartnere, som møder, kender og arbejder med hjemløse kvinder i praksis – men jeg mener, at vi mangler et højere niveau af forståelse og en systematisk samling af de mange erfaringer, der er derude – hos kvinderne selv og blandt fagfolk – så vi sikrer, at vores viden og handling ikke bunder i forudindtagelser og “selvfølgeligheder”. Og så mener jeg, det er vigtigt at tænke køn ind i praksis. Det er noget med både at have blik for, hvor og hvordan kvinder (eller mænd) er særligt udsatte, hvad skal vi spørge ind til, hvad skal vi kigge efter og lægge mærke til. Vi har rimelig gode tal i på hjemløseområdet i Danmark, men vi mangler generelt viden, der ikke kun baserer sig på tal, hvis vi gerne vil forstå og hjælpe.

En forsker og en gadeplansmedarbejder – hvad kan I bruge hinanden til?

Anne-Sofie: Det er vi stadigvæk ved at finde ud af, men det at vi, fra hver vores position, kan spille vores tanker og erfaringer op ad hinanden, gør at vi hele tiden holder os på sporet. Som forsker er jeg hele tiden nervøs for at være en del af en industri, og at det arbejde jeg laver ligger langt fra praksis og ikke bliver brugt til noget – for mig er det vigtigt ikke at køre ud af en teoretisk tangent, hvor det bliver ligegyldig. Vi er her jo for at gøre en forskel for de mennesker, vi arbejder med. Det styrker mit arbejde og den forskning, jeg laver, at den får lov til at slå rødder ind i fx Tabitas arbejde, og at den kan gro videre derfra.

… Kan du genkende det Tabita?

Tabita: Ja bestemt, vi har forskellige briller på og kan sparre med hinanden, udfordre hinandens synspunkter og forståelse omkring hjemløse kvinder. Det er vigtigt, fordi man hurtigt kan blive blind indenfor sit eget felt og nemt kommer til at gentage sig selv og hinanden. Mit samarbejde med Anne-Sofie har blandt andet betydet, at jeg kan reflektere bedre – eller på andre måder – over mit arbejde på gaden og stille de rigtige spørgsmål til mig selv og dem jeg møder.

 


Forskningsprojektet ”Hjemløshed i et kønsperspektiv” er et antropologisk eksplorativt studie af hjemløse kvinder i Danmark, baseret på møder og interviews med hjemløse kvinder og praktikere på området. Projektet startede i oktober 2017 og afsluttes i juli 2018. Feltarbejdets resultater udmøntes i en afsluttende rapport. Til projektet har projekt UDENFOR tilkoblet en gadeplanmedarbejder, som fremtidigt kommer til at have fokus på kvinder på gaden. Anne-Sofie og Tabita håber på sigt at kunne iværksætte et netværk af relevante praktikere og fagfolk, som kan sparre med hinanden og bruge hinandens erfaringer til at blive endnu skarpere på området.

Relaterede nyheder