Stifter af projekt UDENFOR Preben Brandt skriver reflekterende indlæg om hjemløshed på Preben Brandts side på facebook. Den første torsdag i måneden udgiver vi hans indlæg på udenfor.dk, under serien ’Tænksom torsdag’. Indlæggene er udtryk for Preben Brandts egne holdninger og refleksioner.

Forfatter: Preben Brandt

For nylig hørte jeg igen, at man i økonomisk-politisk sammenhæng kan finde politikere – og andre, selvfølgelig – der argumenterer for, at det ikke gør noget, ja endda tværtimod, at den rigeste del af befolkningen bliver endnu rigere, da det har en afsmittende virkning, således borgere, der ikke er de rigtigt rige og endda de fattige, bliver rigere, og at uligheden dermed ikke øges væsentligt.

Hvor forkert og misvisende!

Dér dukkede det gode gamle ord ’besiddelsesløs’ op i mine tanker. Det er nemlig ganske rigtigt, at indtægterne hos den besiddende middelklasse langsomt, altså som dråberne der rammer degnen, når det regner på præsten, følger med op når de højeste indtægter stiger. Men i næsten mikroskopisk størrelse, om overhoved, gælder det indtægterne for dem, der lever af de laveste lønninger og overførselsindkomster.

Indtægterne er kun en del af uligheden. Formuerne i ejendom, i aktier, i pensionsopsparinger hos de rigeste og hos den besiddende middelklasse spiller ifølge Thomas Piketty i ’Kapital og Ideologi’ en særdeles væsentlig rolle i forhold til væksten i den økonomiske ulighed. Og dermed uligheden på en lang række andre livsforhold som bolig, sundhed og uddannelse.

“Når de rigestes indtægter og formue skal retfærdiggøres sker det ved at se bort fra eller glemme de besiddelsesløse”

De besiddelsesløse og ikke mindst dem på overførselsindkomst kan slet ikke være med i det kapløb mod større rigdom. I sagens natur besidder de ikke noget, de kan blive rigere af. De har ingen formue, hverken af den ene eller den anden art. Så når de rigestes indtægter og formue skal retfærdiggøres sker det ved at se bort fra eller glemme de besiddelsesløse.

De besiddelsesløse er de lavtlønnede og dem uden uddannelse. Og nederst i det sociale hierarki har vi per tradition placeret dem, der er uden for arbejdsmarkedet og dem, der ikke har kvalifikationer til at være topeffektive medarbejdere. Det er ikke en ny socialgruppe, tværtimod. For få år siden kaldte man den pjalteproletariatet. Nu har man sociale diagnoser som socialt udsatte og hjemløse.

Pjalteproletariatet har aldrig for alvor haft politisk magt. De har simpelthen aldrig været tilstrækkeligt mange eller de har været så ydmygede, at de ikke rigtigt har råbt op. Selv hvis de gjorde, overses de let og gerne, vil jeg påstå.

Der er mange grunde til, at man kommer til at tilhøre pjalteproletariatet; Social arv, psykiske traumer, individuelle forhold. Men væsentligst er i mine øjne politisk-strukturelle forhold, som skabes og fastholdes af de besiddende klasser, som ikke finder det tiltrækkende at skulle afgive egne goder.

At eje boliger er, hvad enten det er den enkeltes ejerskab af egen bolig, eller det er ejere af udlejningsejendomme, attraktivt på grund af de forventede værdistigninger på boligen. Man tjener penge på boligen og passer på den. De fattige og besiddelsesløse må leve med huslejer, som ikke levner meget tilbage i denne jagt på stadig højere priser på ejendomme, fordi de besiddende ser boligerne som et godt investeringsobjekt. Det syn på ejendomme støttes af den eksisterende politiske tænkning. Samfundets konstruktion bygger så at sige på denne præmis.

De fattigste besiddelsesløse bliver klemt økonomisk af forholdsvis høje huslejer. Nogle af dem har samtidig betydelige sociale problemer og ses som socialt udsatte. Nogle bliver hjemløse, hvor økonomi og tunge sociale og helbredsproblemer bliver en del af hverdagslivet.

Det nytter kun som sminke, når man individualiserer disse menneskers problemer uden at inddrage strukturelle forhold og uden at indse og forholde sig til andres grådighed. Det er værd at råbe vagt i gevær, når man hører den politikerskabte løgn, at bunden af samfundet vil nyde gavn af, at de rigeste bliver endnu rigere.