Debat: København fester – men de udsatte er ikke inviteret med

Sidste nyt


Foto: Filip Knaack Kirkegaard

København er gennem de seneste år er kommet på den ene top-ti efter den anden over de byer i verden, som er bedst er leve i, smukkest, mest bæredygtig, kulturel, tryggest osv. Men samtidig er byen røget ned ad listen, hvad angår hjælpen til de mest udsatte.

DEN 29. SEPTEMBER kan københavnerne igen fejre sig selv, når den nye Metrocityring åbner under stor festivitas.

Det er ikke kun alverdens turister, der elsker København – vi er også selv glade for de gode cykelstier, dejlige havnebade og en overflod af skønne parker, legepladser, arrangementer og kulturtilbud.

København har i både 2018 og 2019 ligget i top 10 over verdens mest ‘ livable cities’, når The Economists fagfolk har vurderet forhold som stabilitet, sundhed, kultur, miljø, uddannelse og infrastruktur. Det tiltrækker masser af turister og privilegerede, skattebetalende borgere. Det går godt i København, og det er værd at være stolt af.

Men vi, der arbejder med og for de mest udsatte mennesker i København, kender også bagsiden af medaljen. Vi kender de udsatte mennesker på gaden i København, som er hjemløse, og som lider under manglende behandling for stofbrug og psykiske lidelser.

Vi kender de kvinder og børn, som lever i frygt for en voldelig mand eller far. Vi kender dem – de udsatte unge, de voldsudsatte familier, de ensomme uden familie, netværk og arbejde – som ikke får den hjælp, de har brug for. Vi har et af verdens mest udbyggede velfærdssamfund, vi lever i et af verdens rigeste lande i en af verdens bedste byer. Alligevel er der mange, vi slet ikke får hjulpet godt nok, og som ikke er med til festen.

Og nogenlunde samtidig med at overborgmester Frank Jensen klipper den røde snor til metroen sidst i september, så går han tilbage til rådhuset og sætter sig for bordenden i forhandlingerne om budgettet for vores alle sammens København.

Her er der mindre at være stolt af.

For København er den af de store byer i Danmark, der bruger færrest penge pr. borger på udsatte. I 2018 brugte Københavns Kommune 6.041 kr. på voksenområdet per 18-66-årig indbygger i kommunen, mens gennemsnittet for de øvrige 6 byer (Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Randers) var 6.711 kr. per borger mellem 18 og 66 år. Og der spares fortsat.

Som opvarmning til budgetforhandlingerne blev socialudvalget bedt om at finde besparelser for 84,5 millioner kroner. Det er blandt andet livsnødvendig døgnbehandling til de mest udsatte stofbrugere. Det er væresteder til hjemløse. Det er krisecenterpladser og rådgivning til voldsudsatte. Det er fællesskaber for udsatte og ensomme unge og mange andre vigtige tilbud til udsatte mennesker.

Både socialborgmesteren og socialudvalget har protesteret højlydt. Da udvalget vedtog budgetforslaget med besparelser for 84,5 millioner kroner, skrev de samtidig, at der skal skaffes flere penge til området, »hvis en række vigtige indsatser ikke skal lukke ned, hvilket vil betyde, at effektiviseringerne dermed i høj grad vil gå ud over de udsatte københavnere«. ‘ Effektiviseringer’ skal dog tages med et gran salt, for der er reelt tale om, at man skærer i indsatserne, så borgerne får mindre støtte – ikke at indsatserne bliver mere effektive.

De foreslåede besparelser fik tillidsfolkene for de ansatte på socialområdet til at hævde, at socialområdet i København nærmer sig nedsmeltning. Ligesom med klimaspørgsmålet er det altså ved at være sidste udkald, hvis vi skal sikre, at vi ikke bare taber en stor gruppe københavnere på gulvet og sender et kæmpeproblem videre til kommende københavnere.

De ressourcer, vi allerede har investeret, vil gå tabt, og de sociale og økonomiske omkostninger vil være ubærlige. Og det er ikke, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. De evidensbaserede metoder til at løse problemerne findes; vi skal bare beslutte at finansiere anvendelsen af dem.

Gør vi det, vil vi i historiens ulidelige klarsyn kunne sige: ‘ Vi var med, dengang fornuften og medmenneskeligheden sejrede over snæversynet og uansvarligheden.

Vi var med, da København besluttede at være en by for alle københavnere’. Hvad er der at betænke sig på? Når man spørger de ansvarlige kommunalpolitikere, hvorfor København ikke vil bruge flere penge på socialområdet, er svaret som regel ‘serviceloftet’ og ‘ budgetloven’. Og det er da også rigtigt, at der er grænser for, hvor mange penge kommunen må bruge – samlet set, vel at mærke.

Men hvordan pengene prioriteres, det er et kommunalt ansvar. Og her kan vi bare konstatere, at københavnske politikere prioriterer de mest udsatte mennesker lavere end andre kommuner.

Det er ikke i orden – og det er i øvrigt en dårlig forretning. For udgifterne til sociale problemer går kun én vej, hvis vi ikke sætter ind med forebyggelse og støtte til borgere med særlige behov.

Det er på tide at vise og minde københavnerne om, at der også er en bagside af den smukke by, og at vi skal have alle med. Københavnerne skal også være stolte over den måde, vi behandler vores udsatte medborgere på. Og vi er sikre på, at københavnerne er enige i, at det er tid til at prioritere de udsatte.

Vi venter spændt på at se, hvordan politikerne prioriterer til årets budgetforhandlinger. Og vi opfordrer alle københavnere til at følge med. Det er budgettet for vores by, som politikerne sidder og forhandler lige nu. Og det er os, der har valgt politikerne. Vi håber, de gør os stolte af en ikke bare smuk og turistvenlig, men også solidarisk og socialt retfærdig by.

Det er på tide at vise og minde københavnerne om, at der også er en bagside af den smukke by.

Bragt i Politiken, 20. september 2019, Sektion 2 (Kultur), Side 7 (Debat), Medlemmer af Udsatterådet i København. 935 ord, Id:e759b0ce

Relaterede nyheder