Hvad er normalt?

Sidste nyt

Hjemløshed kan være en måde at frigøre sig fra normalitetskrav, hvis man ikke kan passe ind. Vores ideer om normale liv kan også gøre det svært for hjemløse at vende tilbage til en bolig og væk fra deres netværk på gaden. Det kan være hårdt igen at skulle være sammen med sin familie og i det hele taget skulle falde inden for “normalen” efter at have levet udenfor.

Lars Andersen, gadeplansmedarbejder

I samarbejde med forlaget UDENFOR har projekt UDENFOR arrangeret tre temaaftener på Københavns Hovedbibliotek. Under temaerne hjemlighed, normalitet og frihed talte hjemløse med forfattere, forskere og debattører om følelser og erfaringer, som vi alle kan genkende – uanset om vi er indenfor eller udenfor.

Den anden aften prøvede vi at finde svar på, hvad vi opfatter som ”normalt”, og om normalitet overhovedet er noget vi skal stræbe efter. Det blev en samtale om følelsen af at være anderledes. Og om hvorfor det kan være svært at få hjælp i systemet, hvis man ikke er normal. Om at lade som om man er det – og om hvordan vi giver hinanden mere plads til at være dem vi er.

Med os i panelet havde vi en hjemløs mand + Råbin Bille, der er tidligere hjemløs. Hun har skrevet og lavet værker til digtsamlingen FIASKO, der er udkommet på forlaget UDENFOR. Desuden deltog Nanna Mik-Meyer, der forsker i identitetsprocesser og mødet mellem borger og velfærdsstat, CBS, og Preben Brandt, speciallæge i psykiatri, dr.med. og stifter af projekt UDENFOR. Margit Ernst var moderator.

Lyt med her:

Du kan læse mere om de to andre samtaleaftener her på siden. Hvis du vil læse mere om bøgerne, så kig forbi forlagetudenfor.dk

…og lige herunder kan du læse et interview med Mie Chronberg, som var en af dem, der var mødt op på Hovedbiblioteket. Hun har følelsen af at være anderledes helt inde under huden.


DER SKULLE SKE NOGET HELE TIDEN

SÅ JEG SLAP FOR AT MÆRKE HVORDAN JEG HAVDE DET INDENI

Interview med Mie Chronberg

Mie var blandt tilhørerne til vores temaaften om normalitet. Hun er vokset op som dreng, men har aldrig følt sig som andre drenge. For to år siden fandt hun ud af, at hun var transkønnet, og hun venter nu på at blive indstillet til en kønsskifteoperation. Vi har mødt hende til en snak om, hvordan det er at føle sig anderledes – og om endelig at finde ud af hvorfor.

Hvornår begyndte du at føle dig anderledes?

Meget tidligt. Som barn skulle jeg gå til fodbold og håndbold, men jeg følte mig aldrig hjemme, og nu ved jeg jo, at det var fordi jeg endte på drengeholdene, og at jeg nok ville have haft det bedre hos pigerne. Det vidste jeg ikke dengang, så jeg øvede mig i at være som de andre drenge. Det var ikke noget, der kom naturligt, og det var svært for mig at lade som om.

Ændrede det sig, da du blev voksen?

Nej, det fortsatte. Jeg uddannede mig til automekaniker og begyndte at se Formel 1, selv om det ikke interesserede mig. Jeg gjorde det kun for at kunne tale med i de her mandegrupper, men alligevel endte jeg altid med kvinderne til privatfester.

Hvordan har du det så nu?

Jamen jeg har jo endelig fået en fornemmelse af, at jeg kan være den jeg, og at det er okay. Det har givet mig en hel anden ro. Før skulle der ske noget hele tiden, så jeg slap for at mærke, hvordan jeg havde det indeni. Nu kan jeg bare sidde i en time foran en iskiosk, spise is og hygge mig. Det er en ro, som jeg aldrig har oplevet før.

Til gengæld er der også ting, der er blevet sværere. Jeg oplever, at folk ikke har respekt for det jeg siger. Både mænd og kvinder. Nu er jeg jo uddannet automekaniker og ved en del om biler. Jeg ved også meget om aktier og banklån og den slags, og det var nogle emner, hvor jeg hørt og lyttet til tidligere, men nu oplever jeg derimod, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved min viden. Den bliver simpelthen ikke taget alvorligt længere. Selvom jeg har den samme hjerne som jeg hele tiden har haft, så bliver jeg vurderet som mindre begavet.

Hvordan reagerede dine omgivelser på din beslutning?

Jeg har sagt, at jeg har fundet ud af jeg er kvinde indvendig, og at jeg har tænkt mig at leve sådan, men jeg har samtidig sagt, at folk kan kalde mig, hvad de vil. Det første år havde jeg også den regel, at når der var børnefødselsdag måtte børnene bestemme, om jeg skulle komme som jeg plejede – eller i det tøj jeg havde lyst til. Det tror jeg har gjort det lidt nemmere.

Humor har også gjort det nemmere. Jeg er for eksempel ikke blevet stødt over kommentarer som ”Hvad fanden, så kan du jo ikke parallelparkere mere”. Jeg synes tværtimod det har gjort det lettere. Jeg oplevede i det hele taget, at dem i min omgangskreds, som jeg i første omgang tænkte ville have svært ved at rumme det – de har bakket mig meget op. Det eneste sted jeg har mødt rigtig mange fordomme er i LGBT-miljøet. Jeg synes de er meget firkantede og meget lidt rummelige. Nu er jeg jo teoretisk set lesbisk, men de synes ikke, jeg er en kvinde.

Hvordan har du oplevet dit møde med systemet?

Jeg har oplevet, at så snart jeg fik stemplet transkønnet, så blev jeg samtidig umyndiggjort. Jeg må ikke selv betale for en operation, og processen med at blive godkendt til en forsamtale er hele tiden blevet trukket. Da jeg så endelig blev godkendt skulle jeg vente ni måneder på samtalen, og derefter skal jeg vente på, at de træffer en beslutning, og så skal jeg vente yderligere 18 måneder. Det løber altså op i tre års ventetid, og det begrænser mig meget. Jeg kan ikke finde en kæreste, og jeg tænker rigtig meget over det.


Efter interviewet har Mie fortalt, at hun har besluttet at rejse til Thailand for at få foretaget operationen der.

Hvis du vil vide mere om kønsidentitet anbefaler Mie, at du dykker ned i transviden.dk, som er en vidensbank, som drives af Tina Thranesen.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element