Er kernen i social ulighed i sundhed et resultat af utilsigtede fordomsfulde handlinger mennesker imellem?

Sidste nyt

I den seneste tid har hjemløse og socialt udsatte været genstand for en offentlig debat om social ulighed i sundhed. I første omgang i forbindelse med svigt hos alarmcentralen, der førte til to dødsfald. Og senere kom så en analyse fra CASA, der blev vinklet i retning af, at socialt udsatte får mindre hjælp på hospitalerne end velstillede ressourcestærke borgere.

Som det ofte sker i efterdønningerne på en sådan ophedet debat, kommer der andre boller på suppen. Alarmcentralen proklamerede ændringer i deres procedurer og spørgeguide, når henvendelser drejer sig om socialt udsatte, ligesom CASAs undersøgelse blev dømt ugyldig og kritiseret for at være stærkt overvinklet.

Således hørte debatten om social ulighed i sundhed op og hører nu for mange, og måske endda de fleste, gårsdagen til… Også selvom det faktisk fortsat er et faktum, at en gruppe af mennesker i det danske samfund ikke er blevet hverken mere eller mindre inkluderet i det sundhedssystem, som skal være til for alle danskere.

Som mulige forklaringer kan man slå ned på, at mange socialt udsatte ikke lyster eller evner at opsøge de offentlige sundhedstilbud. Man kan anfægte strukturerne i det offentlige sundhedssystem, der f. eks. efterhånden er blevet så specialiseret, at det er vanskeligt at håndtere patienter med flerdobbeltdiagnoser (som jo kendetegner mange socialt udsattes sundhedstilstand). De umiddelbare grunde er mange og forskellige. Men de peger alle tilbage på én væsentlig underliggende faktor. Nemlig de fordomme og forforståelser, der er på spil i interaktionen mellem mennesker. Det være sig i mødet mellem dig og ”den udsatte” på gaden. Og det være sig i konsultationen mellem det menneske, der varetager rollen som professionelt sundhedspersonale og det menneske, der er patient, men også socialt udsat.

Som en praktiserende overlæge, i forbindelse med en konference for kort tid siden, så rigtigt formulerede det: I praksis lærer de professionelle hinanden stigmatiserende prædikater, hvilket reproducerer fordomme og giver en uhensigtsmæssig og ulige sundhedspleje.

I projekt UDENFOR bliver vi en gang imellem ringet op af mennesker, som ikke ved, hvad de skal stille op, hvis de møder en udsat eller hjemløs, der har brug for hjælp.

Kan jeg godt tale med ham/hende? Kan jeg røre ved ham/hende uden at blive syg? spørger de.

Og for nogen tid siden, i marts 2013, lavede vi her i projekt UDENFOR, i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, en undersøgelse af danskernes holdning til hjemløse. 25 procent svarede, at hjemløse selv er skyld i deres hjemløshed, for som 63 procent siger, ingen i det danske samfund behøver jo at være hjemløse. Det er således et muligt fravalg at være hjemløs, kunne man konkludere! Af denne grund, kunne man antage, giver 50 procent af danskerne heller aldrig penge eller anden hjælp, når en hjemløs beder om det. For det er samfundets ansvar at hjælpe de hjemløse, som 55 procent af danskerne svarer. Der hersker ingen tvivl om, at vi alle på et eller andet niveau er viklet ind i fordomme og forforståelser om de medmennesker, vi omgiver os – og interagere med.

Uanset hvilke prædikater, vi hver især har på os, så spiller de en rolle i mødet med andre mennesker – og derfor også i forhold til den sundhedspleje, vi på så forskellig vis opnår – eller ikke opnår. For når alt kommer til alt, så er prædikater som socialt udsat eller hjemløs desværre behæftet med sådanne fordomme og negative forventninger, som meget ofte stiller socialt udsatte eller hjemløse ringere i mødet med sundhedsvæsnet.

Den egentlige kerne i social ulighed i sundhed er måske derfor først og fremmest et resultat af utilsigtede fordomsfulde handlinger mennesker imellem. En problematik, som vi aldrig får helt livtag med, men som, hvis vi skal minimere konsekvenserne, fordrer oplysning, debat og ikke mindst kendskab til vores medmennesker.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element