Det er det samme med gutterne – de ringer først, når den er helt gal – når de er helt nede og kysse jorden

Sidste nyt

 

Frem til vores kommende seminar på Bremen Teater d. 30. oktober “Når nøden er størst – er hjælpen?”, bringer vi en række interviews med vores paneldeltagere. I denne uge bringer vi et interview med paneldeltager og leder af Morgencaféen, Michael Espensen.

Vi skal indledningsvis tale lidt om, hvem du er og din baggrund?

Jeg er uddannet socialpædagog og daglig leder af Morgencaféen, der er et tilbud rettet mod socialt udsatte og hjemløse. Jeg var med til at starte Morgencaféen i 1989.

Hvordan oplever du i dit daglige arbejde, at der er ulighed i sundhed. Kan du komme med et par konkrete eksempler?

Vores brugere bliver ikke taget seriøst, når de ringer efter hjælp – hvis man er lidt fuld og er lidt ved siden af, så er det vanskeligt at få hjælp. Vi har flere gange oplevet, at det er problematisk at få ambulancen til at komme, når vi ringer efter hjælp her fra værestedet. Og når de så kommer, er de lang tid om at komme. Så sent som i går, var der en gut, der havde smerter i hjertet, kramper og snurren i armene – formentlig et hjerteanfald. Da jeg ringede, blev jeg stillet om til Regionen – de spurgte om alt muligt. Hvad er hans puls? hvad er hans personnummer? jeg kunne jo ikke spørge ham om noget, han lå helt stille. Jeg står der som helt almindeligt menneske og konstaterer, at det snurrer i mandens arme og han har ondt i hjertet og så skal jeg svare på alt muligt.. Men de kom så kl. 10:24 og satte en masse måleting på ham og de tog ham med – så han var jo syg. Havde jeg stået på gaden og skulle have svare på alle de spørgsmål, så havde jeg sgu givet op.

Med baggrund i seminarets overordnede tema – ulighed i sundhed – Hvad er da, i din optik, det største problem? Og hvad er den største udfordring at få løst – set fra din stol?

Hvis vi skal have noget som helst ud af alt det her, så skal vi have en fælles forståelse. Jeg aner ikke, hvad ambulancefolkets metoder er – aner ikke, om de har fået besked på, at de ikke skal tage sig af hjemløse. På den anden side, så aner de heller ikke, hvad de skal stille op med den hjemløse, der ikke vil med. Man kunne forestille sig, hvis vi altså fik en fælles forståelse af hinanden, at ambulancefolkene vidste, at når de møder hjemløse og de ikke vil med, så tilbyder de at køre dem et andet sted hen – Sundholm for eksempel.

Hvad tænker du om, at vi på denne måde så kan risikere at lave et parallelt sundhedssystem?

Hvis det er det, der virker, fremfor at lade dem ligge på gaden uden hjælp, så er det at foretrække.

Rummer sundhedssystemet de socialt udsatte, når nu de ikke vil med derhen, hvor du og jeg bliver kørt hen?

Ja, men det gør de da, vi har et udmærket samarbejde med Bispebjerg.

Når nu de ikke vil med, hvad er det så, der er galt?

Det er de hjemløses livsstil, der gør, at de ikke vil med. De får abstinenser, fordi de ikke kan få den næste øl osv. Det er selvfølgelig galt, at ambulancerne ikke altid vil komme og ikke ved, hvad de skal stille op, når de hjemløse siger, at de ikke vil med. Men jeg er ikke bange for parallelsystemer, jeg mener fortsat, at det er langt at foretrække at køre dem et andet sted hen, så de får den hjælp, de har brug for. Man kunne måske også forestille sig, at man fik socialsygeplejersker eller socialpædagoger med i ambulancerne, så der var en til stede, der vidste, hvordan man kunne gribe situationen an.

Hvilke budskaber er vigtige for dig at komme ud med på seminaret?

At vi alle skal forstå, hvad hinandens problemer er. Jeg forstår ikke ambulancemandens problem og han forstår ikke, hvorfor vores brugere ikke vil med. Vi havde i foråret et par møder – os væresteder og ambulancefolk og brandvæsen. Her talte vi om at arbejde os hen mod en fælles forståelse. Det var meningen, at vi skulle besøge hinanden – men der er vi ikke nået til endnu – det er et langsomt arbejdende system.

Hvad er din egen forventning til hjælp, hvis du en dag selv skulle stå og få brug for den?

Så håber jeg kraftedeme, at de kommer – jeg er mand – jeg går jo ikke til læge, så jeg ringer kun, hvis den er helt langt ude – og så håber jeg sgu, de kommer. Det er det samme med gutterne – de ringer først, når den er helt gal – når de er helt nede og kysse jorden.

Hvad håber du, at seminaret kan bidrage til?

At vi via vores fælles forståelse kan få nogle fælles processer i gang

 

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element