Fattigdom og forbudslovgivning øger den sociale ulighed i Danmark.

Sidste nyt

Der bliver flere og flere fattige i Danmark og den sociale ulighed er i hastig vækst. I en analyse fra februar 2018 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregnet antallet af børn, der i 2016 levede under fattigdomsgrænsen til 48.300. Det var 10.000 flere end året før.

 

Med gennemførelsen af det såkaldt moderne kontanthjælpsloft i 2017 forventes antallet af fattige børn at stige yderligere, for det er især kvinder, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Det fremgår af en ligestillingsvurdering fra Beskæftigelsesministeriet i 2015, som viser, at de seneste reguleringer på kontanthjælpsområdet i 7 ud af 10 tilfælde rammer kvinder. Da omkring 80% af de ramte kvinder er mødre, kan vi således forvente en kraftig vækst i antallet af fattige børn i Danmark i de kommende år. Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser også en skæv fordeling af fattige børn på kommuner. Børnefattigdommen er størst på Lolland-Falster, i Sønderjylland og Vestsjælland samt i nogle kommuner på den københavnske vestegn. Hvor 7,6% af børnene på Langeland lever under fattigdomsgrænsen, så gælder det samme kun for 1,4% af børnene i Egedal Kommune.

 

At en barndom i fattigdom fører til et voksenliv med fattigdom er senest dokumenteret i et dansk studie af Rune Vammen Lesner fra Århus Universitet, som har isoleret ét af parametrene for udsathed i voksenlivet, nemlig ’fattigdom’. Studiet viser, at blot et enkelt år med fattigdom i barndommen kan få negative følger for barnet videre i livet. Til fattigdommens negative konsekvenser for voksenlivet hører bl.a. kortere uddannelse, lavere løn og en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Socialt udsatte er ramt på deres økonomi, men desværre også på en lang række andre områder, herunder trivsel i almindelighed, på helbred og på sociale relationer. Det fremgår af en nyligt offentliggjort rapport fra Rådet for Socialt Udsatte: ’SUSY UDSAT 2017’, der tegner en sundhedsprofil for socialt udsatte borgere i Danmark.

 

Blandt de socialt udsatte grupper, som kategoriseres i undersøgelsen, er der grund til at have særlig opmærksomhed på gruppen ’fattige’. Denne kategori omfatter i undersøgelsens sammenhæng personer, der angiver, at de ofte ikke får mad nok, fordi de ikke har råd. Gruppen ’fattige’ skiller sig ud på stort set alle de områder, som undersøges i rapporten.

Der er flest enlige i gruppen af fattige, som i øvrigt er den gruppe, der har dårligere helbredsrelateret livskvalitet end de øvrige grupper. Der er flest fattige, som er ramt af to eller flere belastende livsomstændigheder; flest fattige, der føler sig stresset i hverdagen og aldrig eller næsten aldrig får søvn nok til at føle sig udhvilet. Der er flest fattige, der nogle gange, sjældent eller aldrig kommer i bad og heller ikke får vasket tøj i det omfang, de har behov for. Der er flest fattige, der har forsøgt selvmord – og sådan fortsætter det. Fattige borgere er hårdt ramt på deres helbred og livskvalitet.

 

Nogle af de fattige borgere rammes dobbelt hårdt i forbindelse med gennemførelsen af det moderne kontanthjælpsloft, 225-timers reglen og integrationsydelsen. De får ikke blot reduceret deres indkomst, men risikerer også at blive sat ud af deres bolig, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen.

 

Tal fra Domstolsstyrelsen viser, at antallet af udsættelsessager efter at have været faldet til 2.115 i 2016 er steget til 2.306 i 2017 – det svarer til en stigning på 9%.

Det stigende antal udsættelser på grund af huslejesager er formentlig en direkte følge af den stramme og anspændte økonomi i fattige familier.

 

Udviklingen er bekymrende, for det er fattige borgere, der nu sættes på gaden. De har næppe råd til at etablere sig i en anden bolig, men er henvist til en sofa hos familie og venner, herberger og forsorgshjem eller de må tage ophold på gaden. Det sidste er skræmmende, men på ingen måde utænkeligt. Det fremgår af SFI-undersøgelsen fra 2008 ’Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig’, som dokumenterer, at op mod hver 5. lejer, der bliver sat ud af sin bolig, ikke har et sted at bo året efter, men er havnet i hjemløshed.

 

Hjemløshed er en betydningsfuld markør for fattige børns udsathed i voksenlivet. I en ny Ph.d.: ’Homelessness and psychiatric morbidity in Denmark – from a public health perspective’ dokumenterer Sandra Feodor Nilsson, at 36% af børn af mødre, som har oplevet hjemløshed og som har en psykiatrisk diagnose, selv har en psykiatrisk diagnose i en alder af 15 år.

 

Konsekvenserne af fattigdom er mange og veldokumenterede, men svaret fra politikerne er ikke de nødvendige tilbud om hjælp i form af tilstrækkelige og virkningsfulde indsatser. Svaret er derimod straf for den situation, som politikerne vurderer, at de fattige har bragt sig i. Med revision af den såkaldte Tiggerlov i 2017 har regeringen og støttepartierne åbnet for en række sanktioner rettet mod hjemløse borgeres færdsel i det offentlige rum: først med forbud mod overnatning i det fri og efterfølgende med zoneforbuddet.

 

Og da mulighederne for straf for handlinger i det offentlige rum nu tilsyneladende synes udtømt, retter man skytset mod de udsatte borgere, som endnu har en bolig. Her tages forskellige metoder i anvendelse; de såkaldte ghettoområder skal rives ned eller dele af boligmassen renoveres og moderniseres med henblik på salg til betalingsdygtige ejere. En anden metode er at regulere udlejningen, således at kontanthjælpsmodtagere og borgere på integrationsydelse ikke kan blive tilbudt bolig i disse områder. Og hvis borgere på kontanthjælp alligevel vælger at flytte ind i ghettoen, så kan man sænke deres kontanthjælp til integrationsydelsesniveau.

 

Over ganske få år har vi set, hvordan fattigdomsskabende ydelseslovgivning med kontanthjælpsloft, 225-timers regel og integrationsydelse parres med forbudslovgivning og strafforanstaltninger. Med disse knibtangsmanøvrer bliver det muligt at ramme flere udsatte borgere endnu hårdere.

 

Det er mere end tyve år siden, at Zygmunt Bauman i ’Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige’ beskrev forbrugersamfundets defekte og unyttige borgere, som intet bidrager med. De er som sorte huller, der sluger alt, men intet afkast giver. ’De fattige er totalt unyttige. Ingen – ingen, der virkelig betyder noget, råber op og bliver hørt, har brug for dem. Over for dem er tolerancen lig nul. Samfundet ville være bedst tjent med, at de fattige blot brændte deres telte og forsvandt. Verden ville være langt mere behagelig uden dem. Der er ikke brug for de fattige, og derfor er de uønskede’.

 

Med Baumans defekte forbrugere som bagtæppe ser vi nu historien udspille sig lige foran vore øjne: med stadig ringere forsørgelse, forbudslovgivning og stram regulering af boligområdet søger vi at holde de fattige borgere væk fra eller vi forhindrer dem i at få adgang til de områder, hvor vi, de nyttige og anstændige borgere bor, lever og har det godt.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element