føler du dig hjemme?

Sidste nyt

I samarbejde med forlaget UDENFOR har projekt UDENFOR arrangeret tre samtaleaftener på Københavns Hovedbibliotek. Under temaerne hjemlighed, normalitet og frihed talte hjemløse med forfattere, forskere og debattører om følelser og erfaringer, som vi alle kan genkende – uanset om vi er indenfor eller udenfor.

Den første aften ledte vi efter svar på spørgsmålet om, hvad der får os til at føle os hjemme – eller hjemløse – i vores samfund i dag. Med i panelet havde vi to hjemløse mænd + kvinden ”A.H.” der har skrevet til bogen Med egne ord – 14 kvinders beretninger om seksuelle overgreb. Desuden deltog Ph.d., Carsten Schjøtt Philipsen, der forsker i hjemlighed og ensomhed i moderne samfund ved RUC, og Preben Brandt, stifter af projekt UDENFOR. Preben har skrevet flere bøger om hjemløshed og om følelsen af at være hjemløs i sit eget liv. Aftenen blev styret af journalist og forfatter Michael Jeppesen.

Det blev en samtale om følelsen af at føle sig forkert. Om ikke at føle sig hjemme i sig selv, men at kunne føle sig hjemme i hinanden. Om at føle sig allermest hjemme med at have det af helvede til – og om frygten for at falde igennem. Lyt med her:

Du kan læse mere om de to andre samtaleaftener her på siden. Hvis du vil læse mere om bøgerne, så kig forbi forlagetudenfor.dk

…og lige herunder kan du få nogle ideer til, hvordan du kan hjælpe hjemløse med at føle sig hjemme.


GADEPLANSMEDARBEJDERNES BUD PÅ

HVORDAN VI HJÆLPER HJEMLØSE

MED AT FØLE SIG HJEMME:

Jeg tror vi alle kan hjælpe med til at hjemløse føler, at de har ret til at være på gaden – som jo er deres hjem. Det kan vi gøre ved at smile og ønske en god dag – eller byde på en cigaret eller en kop kaffe.

Hvis en hjemløs holder til i ens lokalområde kan man også vise omsorg ved at være opmærksom på, om han eller hun er okay, og man kan spørge ind, hvis de har været væk nogle dage.

Tabita Nyberg Petersen, gadeplansmedarbejder.

Når vi taler om hjemlighed og hjemløse så tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi skaber nogle boliger på de hjemløses betingelser. For eksempel skæve boliger eller boliger, som dem vi bygger i projekt UDENFOR i Aarhus. Boliger de kan føle sig hjemme i.

Mens de er på gaden, kan vi sørge for at skabe nogle betingelser, som hjælper hjemløse med at føle sig mere trygge. Oplevelsen af hjemlighed handler jo i høj grad om at føle sig tryg, og det er en følelse, der kan være svær at opnå som hjemløs. De fællesskaber, der opstår på gaden kan skabe tryghed, men betingelserne for dem er blevet dårligere efter det ikke længere er tilladt at sove sammen i grupper.

Lars Andersen, gadeplansmedarbejder.

 

 

Relaterede nyheder