Byg UDENFOR
Foto: Ole Knudsen
Hjemløse skal bygge boliger til sig selv og andre hjemløse
BYG UDENFOR er et arbejdsfællesskab, som giver en gruppe hjemløse muligheden for medbestemmelse og for aktivt at være medskabende af deres egne midlertidige boliger. Projektet skal afprøve en ny metode, hvor tilegnelsen af konkrete erfaringer og kompetencer indenfor byggeri blandt udsatte hjemløse kombineres med kompetenceopbygning til et liv i egen bolig.
For mennesker, der lever på gaden, og har gjort det længe, kan det være svært at føle sig hjemme i en bolig. Med projektet Byg UDENFOR ønsker vi at gøre det lettere ved, at de selv kan være med til at bygge små mobile og fleksible boliger, der er skabt til at understøtte det liv og den hverdag, som de ønsker og føler sig trygge ved.
Hjemløse borgere er med i hele processen; fra konceptualisering af “det gode hjem for dem”, arkitekttegning af byggeskitser og indretning af deres unikke træhus til selve byggeriet og endeligt til indflytning i boligerne, som sættes op i mindre klynger i Aarhus. Med i boligklyngerne skal følge den nødvendige socialfaglige støtte, og forhåbningen er, at nogle af beboerne på sigt finder ny motivation, nyt mod og nye kompetencer i forhold til at rykke videre til mere permanente boligløsninger.
Selve byggeriet finder sted på projekt UDENFORs grund lidt uden for Aarhus, hvor de hjemløse borgere bliver en del af et arbejdsfællesskab og hvor de kan afprøve og udvikle deres ressourcer og bidrage til byggeprojektet med det, de kan. Byg UDENFOR fungerer i tæt samarbejde med Café UDENFOR, som laver mad til deltagerne i byggeriet, og til andre arrangementer i Aarhus – og som ligeledes bygger på inddragelse af den enkelte borger i alt fra drift og udvikling til kartoffelskrælning og servicering af caféens gæster.
Husene fra byggeriet er flytbare og skal placeres midlertidigt på udviklingsgrunde, som senere skal bebygges og udvikles jf. de gældende lokalplaner.
Co-creation
Byg UDENFOR er et co-creation-projekt, som bliver båret af mødet mellem socialfagligt og byggefagligt arbejde og af en høj grad af inddragelse af både målgruppen, af frivillige kræfter, af lokalmiljøet og af samarbejder med kommunen og med virksomheder og civilsamfundsorganisationer, som ønsker at gøre en forskel for hjemløse i Danmark.
OBS
projektet er afsluttet. Husene og medbyggerne er flyttet til Tage Hansens Gade i Aarhus. Læs mere om det nye “Levefællesskab” her.
Mød en af projektets deltagere her:
ARTIKLER
Ny rapport om brugerinddragelse i byggeri af boliger og i etableringen af hjem
Man kan bo på mange måder. I et ”levefællesskab” i Aarhus bor fem mennesker, som før var hjemløse, i små farvestrålende huse, som de selv har været med til at tegne og bygge.
I rapporten ’UDENFOR i Aarhus’ kan du læse om projekterne Byg UDENFOR og Levefællesskabet. De to projekter udgør til sammen et nytænkende bud på, hvordan hjemløse borgere kan inddrages i skabelsen af eget hjem.
”De sagde, at alle skulle tage hjem. Hvor er det for mig? Hvor går jeg hen?”
Coronakrisen ramte som et lyn d. 11. marts og lagde gaderne øde. Dog ikke helt øde. For ikke alle kunne tage hjem og lukke døren, som statsministeren bebudede. En af dem var 22-årige "Rasmus", som lever og sover på gaden i København. I anledning af Hjemløsedagen, med temaet 'sammen hver for sig', har vi talt med Rasmus om hans oplevelser med det seneste halve års undtagelsestilstand.