Grundloven gælder også for hjemløse

Sidste nyt

Når vi d. 5. juni markerer Grundlovens fødselsdag, så fejrer vi også tilblivelsen og håndhævelsen af nogle vigtige og grundlæggende regler, der gælder for alle i det danske samfund. Med Grundlovens bestemmelser sikrer vi, at alle borgere, høj som lav, på nogle vigtige områder har de samme rettigheder og pligter. Det er både godt og nødvendigt for sammenhængskraften i samfundet.

Men noget bekymrer os, for den igangværende indskrænkning af hjemløses rettigheder tegner omridset af en udvikling, som i værste fald kan føre til, at Grundloven gælder for nogle, men ikke for alle. Hvis det sker, så er vi på vej mod et samfund, hvor sammenhængskraften smuldrer, fordi nogle grupper af borgere oplever, at de bliver ringeagtet, sat udenfor og uretfærdigt behandlet.

I denne artikel ser vi derfor nærmere på den indskrænkning af hjemløses rettigheder, som med revision af Tiggerloven i 2017, har banet vejen for en tiltagende kriminalisering og udgrænsning af udsatte borgere, der lever på gaden.

Det er projekt UDENFORs bekymring, at straf for tiggeri og lejrslagning samt zoneforbud kun er starten på en udvikling, hvor forfølgelse, straf og eksklusion erstatter tilbud om hjælp og omsorg til de svageste af vore medborgere. Med forbud på forbud på forbud søger politikere at fremmane et billede af utryghed som her justitsminister Søren Pape Poulsen i forbindelse med Folketingets vedtagelse i juni 2017 af lov (L 215) om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri):

Vi vil ikke finde os i, at folk slår lejr på offentlige steder, bruger vores kirkepladser som toilet og tigger i togene. Derfor skærper vi straffen for tiggeri, og vi er ved at se på, hvordan vi kan give politiet endnu bedre redskaber til at bekæmpe adfærd, som skaber utryghed bl.a. i vores gader og parker. Vi har at gøre med et akut problem, og derfor har regeringen også handlet resolut.

Læs hele pressemeddelelsen her.

Men hvorfor nu fremmane dette billede af utryghed, som bør straffes? Måske det handler om noget helt andet end utryghed. Det mener i hvert fald Erik Hansson, der er doktorand i kulturgeografi på Uppsala Universitet og som i et interview med Kristeligt Dagblad ’Mødet med en tigger udfordrer tilliden til staten’ d. 19. juli 2017 udtalte:

Hårdere straffe mod tiggeri har historisk set altid været politikeres svar på, at fattigdom og ulighed i et samfund stiger. At tiggeri vil skabe ’usikkerhed’ i den vestlige verden synes jeg, med ganske få undtagelser, er misvisende.

De fleste tiggere er formentlig hjemløse, der på denne måde søger at skaffe til de daglige fornødenheder. Deres tilstedeværelse skaber imidlertid ikke usikkerhed i befolkningen. Det fremgår af en tidligere artikel her på hjemmesiden ’De fleste danskere er trygge ved hjemløse’, hvor vi så nærmere på en meningsmåling fra Epinion, som i 2017 undersøgte danskeres holdninger til socialt udsatte. Den viser, at blot 14% af de adspurgte bliver utrygge, når de ser en hjemløs på gaden eller et offentligt sted. Der er flere mænd end kvinder, der bliver utrygge ved synet af en hjemløs og pudsigt nok, så findes de fleste utrygge mænd i aldersgruppen 18-34 år.

Hvis Epinions meningsmåling er blot nogenlunde dækkende for danskernes holdninger til hjemløshed, så kan vi med rimelighed konkludere, at de fleste danskere grundlæggende er trygge ved synet af hjemløse i gadebilledet. Her dog undtaget de politikere på Christiansborg, som har vedtaget den skærpede lovgivning – og så naturligvis de utrygge, unge mænd i aldersgruppen 18-34 år.

Politikernes vedholdende fokus på lov og orden virker uforståeligt, når vi ved, at det rent faktisk forholder sig sådan, at danskerne helt grundlæggende er et tillidsfuldt folkefærd og at befolkningen som helhed færdes trygt og tillidsfuldt i det offentlige rum.

Men hvorfor disse indgreb rettet mod udsatte og fattige borgere, som de fleste danskere i grunden føler sig trygge ved? Strafforanstaltningerne forekommer meningsløse og ganske uden proportion, når der i vores samfund er langt større og undergravende problemstillinger at sætte ind overfor; tænk blot på den skattesvindel, som gennem flere år har drænet statskassen for milliarder af kroner og som alt andet lige er mere utryghedsskabende end den adfærd, som den stilfærdige pantsamler på Nørrebrogade lægger for dagen.

Måske nogle politikere vælger at skrue på de værdipolitiske håndtag, fordi de har brug for at fjerne fokus fra eget ansvar og manglende formåen i forhold til at løse nogle alvorlige samfundsproblemer, som har langt større konsekvenser for almenvellet end et par tiggere i gadebilledet?

Måske det værdipolitiske håndtag hører til skuffen med manglende anerkendelse af og respekt for dem, der er fremmede eller anderledes? Rammerne for hvordan man klarer sig og lever et godt liv i Danmark bliver stadigt snævrere, samtidig med at flere og flere bliver syge, mister job og indtægt eller mistrives i en grad, hvor de ikke længere mestrer tilværelsen. Arbejdsløse, handicappede, hjemløse, flygtninge eller udsatte familier er blot nogle af de grupper, som bliver set ned på, kritiseret, hånet eller endog chikaneret for deres anderledeshed og det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at vi må lægge øre til værdiladede og nedgørende kommentarer – også fra politisk hold – om grupper af medborgere, der falder uden for normen af den ene eller den anden grund.

Den tyske socialfilosof Axel Honneth er optaget af, hvad der sker for individer og grupper, som udsættes for negative holdninger og ringeagt. Når vi forbinder andre gruppers livsformer eller overbevisninger med noget, der er mindreværdigt eller mangelfuldt, så ’ mister de pågældende subjekter muligheden for, at deres egne evner kan tillægges social værdi. Nedvurderingen af bestemte selvrealiseringsformer medfører for de pågældende personer, at de ikke kan sætte deres måde at leve på i forbindelse med noget, der inden for deres fællesskab har en positiv betydning. Erfaringen af denne sociale nedvurdering medfører derfor også, at man ikke har mulighed for personlig selvværdsættelse, dvs. at kunne forstå sig selv som én, der værdsættes for sine karakteristiske egenskaber og muligheder’ (Kamp om anerkendelse, s. 179).

Social nedvurdering, disrespekt og antipati kan tage modet fra de fleste og er du i forvejen udsat på en række områder i tilværelsen, så kan vejen til den endelige udstødning blive kort og brutal, når du med Honneths ord ikke får mulighed for at forstå dig selv som én, der bliver værdsat for dine karakteristiske egenskaber og muligheder.

I projekt UDENFOR møder vi den hjemløse med anerkendelse og sympati. Grundlaget for vores indsats er altid den indiskutable næstekærlighed og den hjælp, som vi tilbyder, er uegennyttig og betingelsesløs. Vi er forpligtet på at sikre den enkeltes ret til et værdigt liv, uanset hvor anderledes han måtte være. Han har ret til et anstændigt liv ligesom vi, og når vi tilbyder ham vores hjælp, er den handling uløseligt forbundet med en naturlig og grundlæggende forpligtelse ved det at være menneske.

Vi mener ligesom den polske sociolog Zygmunt Bauman, at det er i mødet mellem mennesker, at vi skal grave den gode moral frem. Når vi står ansigt til ansigt med et andet menneske, skal den indre moral altid veje tungere end de regler og strukturer, som de sociale systemer har skabt. For ’Moralens grundsubstans er tilskyndelsen til at påtage sig ansvaret for svage, ulykkelige eller lidende menneskers integritet og velbefindende, og kriminaliseringen af fattigdom har en tendens til at eliminere eller bortforklare denne tilskyndelse. Som reelle eller potentielle kriminelle ophører de fattige med at være et etisk problem – de unddrages vores moralske ansvar. Det er ikke længere et moralsk spørgsmål at forsvare de fattige mod deres grusomme skæbne. I stedet er det blevet et etisk spørgsmål om at forsvare anstændige menneskers rettigheder og velordnede liv mod de overgreb, der sandsynligvis udpønses i de skumle kvarterer, ghettoerne og de farlige bydele’ (Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige, s.117).

Hjemløshed i Danmark er ikke en kriminel foreteelse. Hjemløshed i Danmark er et socialt problem og fraværet af bolig kun ét af de mange problemer, som de hjemløse typisk slås med. Hjemløse har i særlig grad brug for omsorg, forståelse og konkret hjælp på mange områder, ofte gennem flere år, førend de opnår den tilværelse, som de ønsker og som de kan mestre.

Projekt UDENFOR finder, at der er tale om overgreb, når vi forfølger og straffer hjemløse medborgere for de handlinger, som de tvunget af omstændighederne er nødt til at foretage i det offentlige rum. Det er så langt fra dansk tolerance og hjælpsom imødekommenhed, at tiden nu er inde til, at vi i fællesskab graver den gode moral frem og kræver, at politikerne sætter en stopper for den tiltagende kriminalisering af hjemløshed.

Lad os værne om Grundloven: om bevægelsesfriheden, forsamlingsfriheden og retten til privatliv for alle – også de, der har gaden som hjem.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element