Grundloven og hjemløse borgeres retssikkerhed

Sidste nyt

På dagen hvor vi fejrer Danmarks forfatning: Grundloven af 5. juni 1849 ser projekt UDENFOR nærmere på, hvordan det står til med udsatte og hjemløse borgeres retssikkerhed i 2017.

I Grundlovens § 75 kan vi læse, at det bør tilstræbes – til fremme af almenvellet – at ’enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.’ Og videre, at ’Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder’.

Men hvad nu hvis forpligtelserne er urimelige eller ulovlige? Hvad hvis en kommune afslår at udbetale hjælp til en hjemløs med henvisning til, at han for fem år siden var tilmeldt Folkeregistret i en anden kommune? Hvad nu, hvis borgeren får stoppet sin udbetaling af hjælp, fordi han er udeblevet fra en opfølgningssamtale, som han ikke har modtaget brev om, fordi han ikke har nogen adresse og heller ikke ved, hvad digital post er for noget? Hvad nu, hvis den beslutning, som kommunen har truffet om hjælp til ham, er forkert? Og hvad nu, hvis den udsatte borger giver op, dropper kontakten til det offentlige og sejler sin egen sø, fordi han ikke ser eller tror på andre muligheder?

Det bliver sværere og sværere at være udsat borger i Danmark og det er både administrationen af lovgivningen og kommunikationen med borgerne, som det er galt med. Stadig flere har brug for nogen til at ’oversætte’ kommunikationen med det offentlige eller brug for nogen, der kan hjælpe med at fremføre og advokere for sin sag. Og som kan hjælpe med at klage, hvis borgeren ikke får, hvad han har ret til, eller hvis der er begået fejl i sagsbehandlingen. Antallet af borgere, der søger retshjælp hos frivillige og private organisationer, er overvældende. At behovet er stort og stigende kan vi også aflæse på fremkomsten af private virksomheder, der mod betaling tilbyder at assistere borgere, der oplever fejl og urimeligheder i sagsbehandlingen hos det offentlige.

Når vi hører om de alt for mange eksempler på afgørelser i den offentlige forvaltning, som ikke er korrekte eller som er fejlbehæftede eller uretfærdige, så kan vi få den tanke, at her er tale om lovløst land. Men det er der på ingen måde. Vi har bl.a. både Retssikkerhedsloven og Forvaltningsloven som prægtige værktøjer til en god og korrekt sagsbehandling. Med dem og Grundloven i hånden har vi et særdeles godt fundament for at hjælpe vore svageste medborgere som det sømmer sig for et velfærdssamfund. Alligevel ser vi og andre aktører på udsatteområdet stadig flere eksempler på, at de allermest udsatte medborgere ikke får den hjælp og rådgivning, som de har ret til og hårdt brug for.

Den borger, som står op mod kommunens forkerte eller uretfærdige afgørelse, får behandlet sin klage af Ankestyrelsen; dog først efter at kommunen har revurderet sin afgørelse.
I mange tilfælde synes den kommunale genbehandling imidlertid blot at være summarisk eller på skrømt, for rigtig mange fejlbehæftede afgørelser videresendes nærmest pr. automatik til behandling i Ankestyrelsen. Denne uacceptable og ressourcebelastende praksis kan aflæses direkte af Ankestyrelsens omgørelsesprocent, der omfatter sager, hvor Ankestyrelsen selv ændrer afgørelsen og sager, som Ankestyrelsen hjemviser til genbehandling i kommunerne. Omgørelsesprocenten er støt stigende: fra 21% i 2013 til 27% i 2015 og til 29% i 2016.

At op mod en 1/3 af de kommunale sager bliver omgjort af Ankestyrelsen er tankevækkende og bekymrende, for hvad så med alle de borgere, der ikke klager, fordi de enten ikke forstår afgørelsen eller fordi de ikke magter at klage? Og hvad med retssikkerheden og tilliden til den offentlige forvaltning, hvis vi ikke kan være sikre på at få tilstrækkelig og korrekt behandling, når vi henvender os for at søge hjælp?

Fra undersøgelser, som blandt andet Rådet for Socialt Udsatte har gennemført ved vi, at udsatte borgere ofte oplever at blive set ned på eller mødt med ydmygende og nedladende kommunikation i sundhedsvæsenet. Borgere, som har været hjemløse gennem længere tid, skiller sig i udseende og adfærd ofte ud fra mængden og de kan opleve, at anderledesheden fører til ydmygende kommunikation, urimelige ventetider eller at personalet kun ’ser’ hjemløsheden.
Projekt UDENFOR kan berette om møder med Borgerservice, Jobcenter og SKAT, hvor medarbejdere taler ned til den hjemløse eller taler hen over hovedet på ham. Møder, hvor han bebrejdes, at han ikke er folkeregistertilmeldt eller simpelthen bliver afvist, fordi han ’ikke er kendt i systemet’. Som én af vore brugere overrasket sagde efter at være blevet afvist i kommunen: ’Tænk engang: jeg ikke kan få hjælp, fordi systemet siger, at jeg er udvandret. Jeg har sgu aldrig været udvandret’.

Afvisning, tilfældige og forkerte afgørelser, nedladende eller uforståelig kommunikation motiverer ikke udsatte borgere til at bede om den hjælp, som de har brug for, men opfattes forståeligt nok som udtryk for, at man er uvelkommen og ikke hører til. Med den slags ubehagelige og nedværdigende oplevelser i bagagen vælger mange udsatte og hjemløse kontakten til det offentlige fra og hutler sig gennem tilværelsen med madrester fra skraldespande eller med beskedne indtægter fra flaskepant, alt imens de blot bliver mere syge og i mange tilfælde ender med at dø 20 år før os, der har et sted at bo.

Og så er vi tilbage ved Grundloven og de hjemløse borgeres retssikkerhed. Projekt UDENFOR vil benytte Grundlovsdag til at minde om, at den udøvende magt, som er født sammen med Grundloven, bør forvaltes med omhu, retskaffenhed og til gavn for almenvellet. Og til almenvellet hører naturligvis også vore svageste og hjemløse medborgere. De har om nogen brug for imødekommende inddragelse, korrekt og forståelig sagsbehandling, tilgængelig rådgivning & vejledning og ikke mindst kontinuerlig og personlig kontakt med hensynsfulde forvaltere af den offentlige magt.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element