HIGHLIGHTS FRA SEMINAR: FAGFOLK OG HJEMLØSE KVINDER SATTE HJEMLØSHED I KØNSPERSPEKTIV

Sidste nyt

I 2016 gennemførte vi vores første seminar om hjemløshed blandt kvinder. Tilbagemeldingerne talte tydeligt: Der er fortsat stort behov for at dele erfaringer og viden om kvinders veje ind og ud af hjemløshed og for at blive klogere på deres ønsker og behov. Derfor fortsatte vi, hvor vi slap i 2016, og inviterede i august 2018 på ny til seminar – denne gang med udgangspunkt i projekt UDENFORs netop udkomne forskningsrapport: ”Jeg kan godt lide, når jeg kan dufte, at jeg har vasket fingre”, der belyser hjemløshed i et kønsperspektiv. Programmet bød foruden en præsentation af den nye rapport på oplæg og samtaler fra og med hjemløse kvinder og fagfolk på området.

 

Herunder kan du læse en kort opsummering af dagens indhold og hente materiale fra dagen.


Kvinders erfaringer med hjemløshed som forskningsfelt

– Oplæg ved antropolog Anne-Sofie Wieland Maini-Thorsen

”Bekymring omkring kvinders seksuelle udsathed fjerner fokus fra værdien af positive kæresterelationer” – Anne-Sofie Wieland Maini-Thorsen

Anne-Sofie Wieland Mani-Thorsen er antropolog og har været ansat i projekt UDENFOR i to år. Først som gadeplansarbejder og senere som forskningsmedarbejder. Det seneste halve år har Anne-Sofie forsket i kvinder og hjemløshed.

 

Kønsspecifikke nedslag
Hjemløse kvinder deler på mange måder vilkår med hjemløse mænd. Samtidig kan vi se, at køn former og farver hjemløse kvinders veje gennem hjemløshed. Kvinders ”kønnede” erfaringer kommer eksempelvis til udtryk i kvindernes oplevelser af, at deres hjemløshedssituation bliver mødt med uforståenhed og fordomme i samfundet, som peger tilbage på kulturelt funderede forestillinger om kvindens plads i den private, hjemlige sfære. Samtidig ser vi at hjemløse kvinder ofte betragtes som‘afvigende’ og ‘særligt sårbare’ og som (potentielt) seksuelt udnyttede ofre.

 

Hjemløse kvinder går under radaren
25% af de hjemløse borgere i Danmark er kvinder (VIVE/Benjaminsen 2017), hvorfor mænds erfaringer med hjemløshed dominerer billedet. Samtidig ser vi at kvinder er særligt repræsenterede i den skjulte hjemløshed, idet 42 % overnatter midlertidigt hos familie og venner og idet flere ved brug af forskellige strategier forsøger at distancere sig fra hjemløshed. Der er behov for kvalitativ forskning og for kønsspecifikke forståelser af kvinders oplevelser på gaden og deres møde med deres omverden, hvis vi vil imødekomme hjemløse kvinders behov i sociale indsatser.

”Hjemløshed udgør en voldsom belastning for både kvinder, mænd og andre kønsidentiteter, men køn differentierer vejene gennem og erfaringerne med hjemløshed. Forskning må synliggøre hjemløse kvinder, udforske deres erfaringer og søge at forstå deres beslutninger”

Anne-Sofie Wieland Mani-Thorsens forskningsrapport, som er en sammenkobling af et litteraturstudie og en antropologisk undersøgelse blandt hjemløse kvinder, kan læses her:

“Jeg kan godt lide, når jeg kan dufte, at jeg har vasket fingre – en eksplorativ undersøgelse af kvinders erfaringer med hjemløshed” Af: Anne-Sofie Wieland Maini-Thorsen, © Forlaget UDENFOR

Rapporten er blevet til med midler fra Helsefonden og Oak Foundation Denmark


Den bedste hjælp, jeg kunne få. 

– Oplæg ved Mai-Britt, Lisa og Malene

”Jeg oplevede, at hjemløshed blev betragtet som mit eget ansvar, og der blev henvist til familie, som jeg ikke har. Det offentliges tilbud er ringe og jeg oplevede alt for meget meningsløs kontrol. Der er i min optik for lidt plads til individualitet” – Mai Britt

”Som hjemløs får du ikke lov til at være en stærk kvinde. Når jeg søger hjælp, møder jeg en mur af modstand. Ingen spørger, hvad jeg vil. De fortæller mig, hvad jeg skal” – Malene

“Nu ville jeg da snart ønske, at jeg havde mit eget.
At mine venner havde.
At alle havde et sted, til at komme på rette spor igen.
Med livet der gik i vasken.
Nå ja, var det nu også min egen skyld?
… Vasken. Sådan en har jeg ikke engang.”  – Lisa


Mai Britt, Lisa og Malene har hver især flere års erfaringer som hjemløse og delte ud af deres viden omkring livet som kvinde på gaden og omkring deres møde med et hjælpesystem, som de mener, kan styrkes. Som opfølgning bad de seminarets deltagere forholde sig til en række spørgsmål/forslag til forbedringer:

Hvornår får vi et herbergstilbud kun for kvinder, der ikke er misbrugere og som har hund? Vi oplever gang på gang, at det er de hjemløse mænd, der sætter dagsordenen på herbergerne og som reelt styrer, hvad der foregår. Når vi påpeger det, oplever vi ofte, at medarbejderne ikke tør sætte grænser for mændenes adfærd. Det er som om medarbejderne har givet op overfor deres dominans.

Som hjemløse kvinder oplever vi ofte på herbergerne, at vi ikke bliver set som hele mennesker. Vi får nærmest frataget vores identitet og skal tilpasse os et miljø, hvor mændene er de ’rigtige’ hjemløse. Mange kvindelige medarbejdere har det også meget ’stramt’ med hjemløse kvinder. Det er som om, de tager afstand fra os, fx når vi taler ’gadens sprog’ eller hvis du viser, at du er stærk og ikke finder dig i urimeligheder.

Hvorfor ændrer man ikke herbergerne til social- og sundhedsfaglige huse, hvor medarbejderne har kompetencer på de områder, hvor vi har flest problemer? Det er et problem, at social- og sundhedsvæsenet ikke samarbejder om at løse problemer i samlet flok.

Hvorfor er der ikke en særlig uddannelse for de professionelle, der arbejder på herbergerne? De indskrevne borgere har mange og komplekse problemer at slås med og det er nødvendigt, at personalet har de rigtige værktøjer. Vi har ofte mødt medarbejdere, der er ufaglærte eller professionelle fra brancher langt fra social- og sundhedsområdet. Hvad er det for et signal, man sender til brugerne på denne måde? Ville man sætte en kassedame fra Føtex til at operere på Hvidovre Hospital?

Hvorfor bliver de frivillige på tilbuddene ikke uddannet eller lært op til opgaven? Når vi bliver mødt af medarbejdere, der ikke er klædt på til opgaverne, føler vi os som andenrangsmennesker, der udfylder de frivilliges tid. Vi har ikke brug for at blive hygget om, vi vil ha’ løst vores problemer.

Hvor kan de hjemløse gå hen, når de fx som disciplinær straf bliver smidt ud fra herbergerne uden sovegrej, uden medicin og uden personlige papirer?

Hvorfor tillader politikere og embedsfolk i det hele taget, at der er ’svingdørshjemløse’, som går fra herberg til herberg og aldrig får den rigtige hjælp? Rigtig mange af os har været de samme steder og er ikke kommet videre.


 

Når hjemløse kvinder negligeres af systemet

– Oplæg ved socialarbejder Kimmi Nyby

“På herberget, hvor jeg arbejder, har jeg oplevet politi sætte kvinder af, der lige er blevet voldtaget og gennembanket. Kvinderne har hverken set sundhedsfagligt personale eller fået krisehjælp, og kan kun være på herberget til kl. 10 næste morgen, hvor det lukker. Så er de tilbage på gaden. I det hele taget oplever jeg ikke, at det hårdeste i mit arbejde er at møde kvinderne. Det hårdeste er at møde systemet, og se hvordan nogle offentligt ansatte behandler kvinderne,” – Kimmi Nyby.


Kimmi Nyby har tidligere arbejdet på Café Klare, som er en natcafé og et værested for hjemløse kvinder i København. Lige nu arbejder Kimmi i Reden, der er et værested for kvinder i misbrug og prostitution i København. Desuden er hun rådgiver i RedenUng og frivillig i Sexelancen, der er en ombygget ambulance, hvor sexarbejdere kan sælge seksuelle ydelser under tryggere og mere hygiejniske forhold.

 

Fraværet af familie
Vi er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på hvad fraværet af familie og dennes støtte betyder for mange hjemløse kvinder. En kvinde kan blive udsat for voldtægt, få revet håret af, slået tænderne ud og få brækket lemmer – det mest traumatiserende, hun kan fortælle om, er imidlertid tvangsfjernelsen af sine børn. Hjemløse kvinder er ofte tydeligt afklarede om grunden til, at børnene er blevet fjernet, men vi som professionelle skal blive bedre til at opfange og tilbyde hjælp til at bearbejde sorgen og frustrationerne ved denne adskillelse fra børnene, som de elsker.

Uacceptabel adfærd blandt professionelle
Det er et gentagende problem, at de professionelle hjælpere, som rekvireres til at hjælpe udsatte hjemløse kvinder i akutte situationer (reddere og politi – som typisk er mænd) taler ned til kvinderne, tager for hårdt fat, håner, råber og bruger ukvemsord som fx ’you’re piece of shit’! Systemet tilbyder en ofte ekstremt nedladende og overgrebsagtig måde at behandle hjemløse kvinder på og vi skal skamme os over vores egen manglende reaktion på de professionelles uacceptable adfærd.

 

Kimmi Nybys fulde oplæg vil blive bragt i artikelform senere på efteråret – hold øje med hjemmesiden

 


⇒   Læs i øvrigt vores indledende interviews med oplægsholderne: ”Det vigtigste at sige om hjemløse kvinder”


”Kvinderne kommer ud af herbergerne i værre stand end da de flyttede ind”

Dét blev drøftet under seminardagens 10 samtalegrupper:

”En medarbejder kan være nok så dygtig, men hvis loven og systemet er ad helvede til er det svært at gøre noget godt”

“Efter to år som kommunalt ansat kan jeg konstatere: Systemet hjælper ikke”

 

”Tror man at kvinders hjemløshed er løst, efter man er kommet i bolig? Jeg har fået en lejlighed, men ikke tilbud om hjælp og støtte. Mine problemer er der stadig”

 

”Som socialrådgivere skal vi ofte ‘narre systemet’ for at få noget hjælp til kvinderne”

“Når man har været hjemløs og kommer ud på den anden side, så går man altså ikke bare ud til det liv man havde før”

“Det er socialarbejdernes ARBEJDE at skaffe et alternativ til det herberg, de smider folk ud fra. Folk skal ikke udskrives til gaden!”

Herberger

Forholdene på nogle herberger er uværdige, nedslidte, uhumske og overfyldte og generelt af en standard, som skubber kvinder tilbage i gadehjemløshed.

Medarbejderne er ofte bekymrede for kvindernes sikkerhed i de mandsdominerede miljøer på herbergerne, og flere gange blev det konstateret at kvinder kommer ud af herbergerne i værre stand end da de flyttede ind.

Der bør visiteres til alternative opholdssteder ved udsmidning fra et herberg, for at undgå yderligere forværring af de pågældende kvinders situation.

Der er behov for gode tilbud kun for kvinder med forskellige behov (sideløbende med muligheden for at benytte tilbud til begge køn).

Der efterlyses flere små og billigere boliger.

Kommunernes sagsbehandling og manglende koordinering af indsatser

Der er udprægede problemer med dårlig kommunikation i mødet mellem system og borger og de hjemløse kvinder bliver ikke fulgt af den samme sagsbehandler gennem hele forløbet ud af hjemløshed, men kastes rundt og starter hele tiden ”forfra”.

Situationer, hvor de hjemløse kvinder har en bisidder eller en fortaler med til møder med kommunen, falder ofte mere heldigt ud end når de er alene.

Socialarbejdere og myndighedspersoner på hjemløseområdet

Der efterspørges uddannelse i hjemløshed på relevante uddannelser.

Der blev stillet forslag om professionalisering af samarbejdsrelationer mellem socialarbejdere og myndighedspersoner bl.a. for at dæmme op for den tiltagende forråelse på området.

Der er behov for selvkritik og selvransagelse inden for de professionelles egne rækker, ikke med det formål at finde skurke, men for at bevare fagetikken, for at adressere afmagten og sende den videre i systemet, og for at reflektere over, hvordan vi konstruktivt kan granske vores eget bidrag til den samlede indsats.

Nytænkning af indsatser

Der er behov for indsatser, der møder de hjemløse kvinder i øjenhøjde og som støtter dem til at drage omsorg for sig selv.

Der er behov for indsatser, der ikke har fokus på sårbarhed, diagnoser og hjemløseadfærd, men som ser det hele menneske som den egentlige ekspert i arbejdet hen imod den tilværelse, som hun ønsker.

Der er behov for flere initiativer, der har fællesskab som bærende element, fx peer-to-peer projekter i form af madklubber, krop og bevægelse o.l., eller fællesskaber, som bygges op om den daglige tilværelse, som på den lange bane er både besparende og bæredygtige i kraft af de deleøkonomiske fordele.

Der er behov for hurtigere og nemmere adgang til psykologer og psykiatere for de hjemløse kvinder, som har brug for personlig støtte eller egentlig behandling.

Der er behov for mere politi på gaden – vel at mærke af den indfølende og forstående slags – som med deres myndige og erfarne optræden bidrager til at passe på de kvinder, som opholder sig i byens rum.

Mere viden

Der efterspørges mere forskning og videndeling på hjemløseområdet for at sikre, at indsatsen overfor eksempelvis hjemløse kvinder ikke bygger på myter, forforståelser m.v., og så medarbejderne på hjemløsetilbuddene har en oplevelse af, at de ved, hvordan de skal handle for at håndtere kvinders særlige behov. Der blev eksempelvis reflekteret over, hvorvidt der blandt socialarbejdere (og i samfundet i øvrigt) er en forventning om at kvinder opfører sig på en særlig måde i kraft af deres køn. Når kvinder er udadreagerende, eller opfører sig ”hårdt” har vi svært ved at tolerere det. Der kan desuden være tendens til at begrunde kvindernes adfærd med en diagnose, i stedet for at tolke den udadreagerende opførsel som en måde at udtrykke deres følelser omkring eksempelvis dårlige oplevelser. Det blev også nævnt, at der er tendens til at kvinder i højere grad bliver påduttet omsorg, selvom det, de måske har behov for er, at der bliver skabt mulighed for, at de kan drage omsorg for sig selv og andre.

Hjemløse kvinder oplever ikke at blive præsenteret for den foreliggende forskning, og der blev opfordret til at sociale tilbud bliver bedre til at debattere eventuel forskning med deres brugere/beboere.

 

    Powerpointpræsentation

    "Kvinders erfaringer med hjemløshed som forskningsfelt"
    Oplæg ved antropolog Anne-Sofie Wieland Maini-Thorsen

    Hent

    Forskningsrapport

    "Jeg kan god lide, at jeg kan dufte, når jeg har vasket fingre" - En eksplorativ undersøgelse af hjemløshed blandt kvinder
    Af: Anne-Sofie Wieland Maini-Thorsen

    Hent

Relaterede nyheder