Hjemløs, voldsoffer og kastebold i det danske sundhedssystem.

Sidste nyt

Hvor er sikkerhedsnettet, som hjælper mennesker som uforskyldt er kommet i en situation, hvor de har ekstraordinært brug for hjælp?

Ved trappen foran natherberget står han i kø med flere andre hjemløse for at få et sted at sove for natten. Hans hår er barberet af og et friskt ar beklæder hans hoved fra pande til baghoved. Mundvandet løber på ham og hans usikre og vaklende bevægelser vidner om, at han ingen balance har. Det viser sig, at denne unge hjemløse mand netop er udskrevet fra hospitalet -til gaden -med en hjerneskade. Han er senest for fem dage siden opereret i hjernen for anden gang.

Det er en gadeplansmedarbejder fra projekt UDENFOR, der møder ham i køen til natherberget. Gadeplansmedarbejderen er blevet kontaktet af pågældende mands bistandsadvokat, som desperat beder projekt UDENFOR hjælpe med at finde overnatning og midlertidigt ophold til manden efter udskrivelsen fra hospitalet. Grunden til at den hjemløse har en advokat skyldes, at han er forurettet i en straffesag, og Københavns byret har derfor beskikket en bistandsadvokat til ham. Advokaten skal bistå den forurettede i sagen og opgøre hans erstatning. Advokaten er nu nervøs for, at han i denne tilstand er overladt til sig selv på gaden. Hun frygter at mandens tilstand, uden opsyn, vil forværres yderligere. En konklusion, gadeplansmedarbejderen også hurtigt når frem til, eftersom mandens fysiske, såvel som psykiske, forfatning ikke giver indtryk af, at han kan tage forsvarligt vare på sig selv. Gadeplansmedarbejderen er simpelthen bange for, at den unge mand uden støtte vil falde og slå hovedet yderligere og besvime eller det, der er værre. I samarbejde med en anden NGO får gadeplansmedarbejderen derfor ”indlogeret” manden midlertidig på et herberg, hvor han er under opsyn.

Det viser sig, at Elias, som vi kan kalde den unge hjemløse mand, d. 10. marts 2013 blev bragt til hospitalet med et kraniebrud efter at være blevet overfaldet og slået ned. Efter en operation i hjernen samme nat er han i lidt over fem uger indlagt på hospitalet. Under hele sit ophold har han en fast vagt på sin stue, da han, med hospitalets egne ord, blandt andet har manglende sygdomsindsigt, og det kan være livsfarligt, hvis han falder og slår hovedet. Efter første operation mangler Elias fortsat en knogle i hjernen, hvorfor han fem dage forinden udskrivelse til gaden opereres endnu engang i hjernen med henblik på at indsætte en såkaldt knogleplade, hvorefter han udskrives til gaden til trods for, at han har tydelige behov for genoptræning.

I projekt UDENFOR stiller vi os undrende og kritiske overfor, at en mand i denne tilstand udskrives til gaden blot 5 dage efter en hjerneoperation med de åbenlyse behov for pleje og genoptræning, som vi kan læse ud af hospitalsjournalerne, han fortsat har. Den lægefaglige vurdering i lægejournalen fastslår nemlig, at det er usandsynligt, at Elias vil klare sig uden mén, og at han er en klar kandidat til et andet hospital med hensyn til rehabilitering.

Men efter alt at dømme er Elias desværre blevet et offer i en kamp om økonomi og ansvar hospitalerne imellem. Elias er ikke dansk statsborger – men bor og opholder sig på gaden i Danmark. Han har ingen, hverken dansk eller polsk sygeforsikring og er således ikke berettiget til behandling i hverken Danmark, ud over akut behandling, eller i hjemlandet, da han ikke er forsikret i ZUS, som er det polske socialsikrings system. På denne baggrund er han nu udskrevet og overladt til sig selv på gaden efter den retmæssige akutbehandling i det danske sygehusvæsen!

Da Elias´ identitet under hospitalsopholdet afdækkes, fremgår det af journalerne, at der rekvireres skrivelser fra ministeriet, da der, på hospitalerne tilsyneladende hersker stor uklarhed om, hvilken og hvor meget behandling hospitalerne med andre ord er forpligtet til at give Elias – uden økonomisk kompensation. Endvidere medfører afklaringen af Elias’ identitet en lang korrespondance, hospitalerne imellem, med henblik på at placere ansvaret, og ikke mindst de økonomiske udgifter, for Elias.

Fra det pågældende hospital (lad os kalde det ”hospital b”) hvor Elias er indlagt og opereret, tager man flere gange kontakt til det hospital, der kort efter det voldelige overfald d. 10. marts 2013 tog imod Elias (lad os kalde det ”hospital a”). På ”hospital b” hævder man, at de på ”hospital a” har det egentlige ansvar for patienten, eftersom at det var dem, der først tog imod Elias, men valgte at sende ham videre på grund af nødvendig operation. Det mener man på ”hospital a” imidlertid ikke. Af journalerne fremgår det, at sagen ender på centerledelsesniveau i forhold til at træffe afgørelse om, hvem der har behandlingspligten.

Det er sørgeligt at konstatere, at vi med den aktuelle lovgivning, eller mangel på samme, når det gælder hjemløse migranter, har skabt et sundhedsvæsen, der tilsyneladende er nødt til at være mere optaget af økonomiske kalkuler end et fokus på lægeløftet og en humanistisk tilgang, der sikrer et anstændigt og forsvarligt behandlings- og rehabiliteringsforløb for behandlings- og plejekrævende mennesker – uanset deres nationalitet og juridiske status.

I projekt UDENFOR arbejder vi ud fra et medmenneskeligt perspektiv. Vi yder hjælp til mennesker med behov her og nu – uanset nationalitet og uden af lade os styre af de eventuelle resultater, der vil kunne komme ud af indsatsen. Vi ser det som vores pligt at påpege og advokere, når vi bliver vidne til uretfærdighed; og det er vi i den grad blevet i denne sag, hvor værdigheden og den medmenneskelige tilgang til en person med tydelige behov for hjælp er tilsidesat til fordel for økonomiske kalkuler og af indtil flere offentlige instanser.

Elias er voldsoffer. Han har været udsat for vold i det danske samfund og er altså uforvarent kommet i en situation, hvor han har behov for hjælp og er dybt afhængig af sundhedsmæssige ydelser. Hans sag ligger i Voldsofferankenævnet, der vil tage stilling til om Elias kan få dækket de økonomiske udgifter til genoptræning og rehabilitering, når Voldsofferankenævnet modtager en behandlingsplan fra hospitalet.

Men trods flere rykkerskrivelser fra mandens advokat og Voldsofferankenævnet lader behandlingsplanen vente på sig. Hospitalet svarer ikke advokaten på, hverken e-mails eller telefonopkald og torsdag d. 23/5 2013 – fem uger og fem dage uger efter udskrivelsen fra hospitalet – må Elias´ advokat, mod betaling, i stedet rekvirere en behandlingsplan fra Center for Hjerneskadede, så Voldsofferankenævnet kan træffe beslutning om erstatning og dækning af behandlings – og rehabiliteringsudgifter. Elias er allerede tidligere i forløbet tilkendt en erstatning for svie og smerte, ligesom der, ifølge advokaten, i Voldsoffererstatningslovens ER MULIGHED for at dække hospitalsophold og det videre rehabiliteringsforløb. Hvorfor strander sagen så her? Det finder vi dybt bekymrende.

Af journalen fremgår det, at Elias – først lige før han udskrives til gaden – bliver præsenteret for en såkaldt social sygeplejerske. Altså en sygeplejerske, der netop er sat i verden for at være der for personer som Elias og netop sørge for et koordineret og respektfuldt forløb ved, blandt andet at samarbejde på tværs med instanser som måtte være relevante i Elias´ tilfælde. I projekt UDENFOR undrer vi os over den sene inddragelse af socialsygeplejersken, og vi kunne have ønsket os, at inddragelsen af netop en socialsygeplejerske skulle sikre, at en mand i denne forfatning ikke blot udskrives til at klare sig selv på gaden.

Som tidligere nævnt udskrives han til gaden kort tid efter at have fået en knogleplade indsat i hjernen og uden, at han er henvist til genoptræning eller videre behandlingsmuligheder. Såvel Københavns politi samt hjemløseenheden i kommunen orienteres omkring hans udskrivelse, men ikke desto mindre er der ingen, der griber ind overfor dette før projekt UDENFOR finder ham på gaden og i samarbejde med en samarbejdspartner får ham inden døre.

Efter vores mening er dette forløb et eksempel på, at der er sket et skred i den danske velfærdsstats mest fundamentale værdier. Her har vi tydeligt at gøre med et menneske, som har behov for hjælp, men hvor er det offentlige sikkerhedsnet, som hjælper mennesker som Elias videre? Kan vi være det bekendt i vores velfærdssystem?

Den dag i dag er Elias fortsat ikke tilbudt yderligere behandling eller genoptræning efter den hjerneskade, han pådrog sig som følge af overfaldet. Han lever i håbet om, at han en dag ikke længere vågner op og er bange for at blive overfaldet igen og at det vil lykkes ham at finde længerevarende arbejde i Danmark. Senere på året skal han være vidne i retten – hvis der kommer en retssag. Ingen ved på nuværende tidspunkt, om der til den tid er et sted, han kan overnatte, eller om han må leve på gaden. Vi må igen spørge os selv, om vi kan være dette bekendt i et velfærdssamfund som den danske?

Fakta om ret til sygehusbehandling:
Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v.
§ 6. Personer, der ikke har bopæl her i landet, har ret til akut sygehusbehandling m.v. i opholdsregionen i tilfælde af ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel eller forværring af kronisk sygdom m.v. Behandlingen m.v. ydes på samme vilkår som til personer med bopæl her i landet.
Stk. 2. Regionsrådet i opholdsregionen yder herudover sygehusbehandling m.v., når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, jf. dog § 14.
Stk. 3. For behandling, der ydes efter stk. 2, kan regionsrådet opkræve betaling efter reglerne i § 40.
Stk. 4. Behandling efter stk. 2, kan ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt.

www.retsinformation.dk

 

Politiken bringer d. 23/6 også historien her kaldes den hjemløse Adam.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element