Hjemløsestrategien- hvad nu? Del 7: Hvad er meningen med natvarmestuer?

Sidste nyt

Af: Preben Brandt

I evalueringen af hjemløsestrategien omtales natvarmestuer som en del af tilbuddene til hjemløse, men man forholder sig i øvrigt ikke til denne form for overnatningsmulighed for hjemløse.
Det gjorde de, der udtænkte strategien heller ikke, kan man se i strategipapiret, så det er måske meget naturligt, at lige denne metode og antallet af brugere af denne form for tilbud ikke indgår som et særligt tema.
Det burde man ellers have diskuteret, samtidig med at man burde have haft sat mål for en reduktion af antallet af brugere af denne ydmygende og fattige form for overnatning. Målet burde have været, at absolut ingen borger skulle være nød til at overnatte på en natvarmestue.

 

Indtil for nogle årtier siden var det kun på forsorgshjemmene og arbejdsanstalterne, at den hjemløse kunne opholde sig på institutionen dag og nat. På landets mange herberger måtte den hjemløse møde op om aftenen og håbe på, at han kunne få en ledig seng for natten. Næste morgen måtte han forlade herberget med sine ejendele og selv finde ud af, hvordan han klarede sig gennem dagen, uanset hvordan vejret og helbredet var. Sådan havde det været gennem hundrede år, og sådan fandt man det i det store og hele naturligt, at det var.

Digteren Nis Petersen beskriver det i digtet ’Natsamaritanen’ fra digtsamlingen ’Nattens pibere’ (1926) sådan:
To hundrede viljeforladte /
går ud for at redde lidt mad /
– to hundrede vender tilbage /
ved nat fra den dirrende stad /
– to hundrede lægger sig matte /
i rækker som sild på et fad.”

 

I 1970’erne ændrede man reglerne i langt de fleste offentlige og private herberger, så hver beboer havde sin faste seng, som han eller hun kunne råde over døgnet rundt, og derudover byggede man om, så beboerne ikke skulle sove i store fællesrum, men have hvert sit værelse.

 

“Luksus,” kan nogle måske finde på at tænke, men det var ikke en ambition om at skabe eksklusive forhold, der satte processen i gang. Det var en ambition om at skabe værdige forhold, der satte de mål, at ingen skulle sove i overfyldte sovesale uden privatliv, bange for at miste sine ejendele, og ingen skulle tilbringe dagen med usikkerhed om, hvorvidt der nu var en seng at sove i om natten.
Det byggede på en erkendelse af, at det gav helt andre muligheder for at ændre på sine livsforhold, at man havde en fast og privat base at opholde sig i.

 

Gennem de sidste 10 -15 år er den tidligere form for herberg for hjemløse genopstået, nu under navnet natvarmestuer. Forklaringen er, siger de, der driver natvarmestuerne, at ”her kommer folk og sover på madrasser og underlag og som regel mange i samme rum. Men alternativet er ofte at skulle tilbringe natten på gaden”.
I alt overnatter hver nat omkring 300 personer, eller 5 % af alle hjemløse, på natvarmestuerne, nogenlunde halvt så mange som sover på gaden. Det er overvejende helt unge og midaldrende, og en femtedel er  kvinder. Nogle natvarmestuer tilbyder kun lidt mad, mens andre tilbyder også rådgivning. Men uanset hvad, så er det ud på gaden om morgenen og ind om aftenen – hvis der er plads.

 

Der er ikke noget galt i at tilbyde ydmyge hjælpeforanstaltninger, når andet ikke er muligt, men der er noget galt i ikke at diskutere, om andet kunne og burde være en mulighed, og der er noget galt i ikke at have ambitioner om etablere dette andet. Selvfølgelig er det muligt at tilbyde anden og mere værdig form for ophold, hvis man vil. Jeg kan ikke se noget som helst argument for, at dette ikke skulle kunne lade sig gøre, udover et økonomisk, men det er for pinligt at tænke, at der politisk bliver tænkt sådan.

 

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element