Hvor ens skal vi være?

Sidste nyt

Hvordan får vi en bedre debat om velfærd?, spørger Nanna Mik-Meyer i sin bog med samme titel. Mik-Meyers forskning viser, at de ca. 20.000 socialt udsatte lades i stikken fordi hjælpesystemerne er indrettet på, at det sociale arbejde skal følge ensartede procedurer og regler, gennemføres inden for en bestemt økonomisk ramme og have fokus på myndiggørelse, ansvarliggørelse, brugerinddragelse og samskabende aktiviteter. Vi mener at Mik-Meyers analyser rammer nogle væsentlige problemer i den form og det indhold, som socialfagligt arbejde med socialt udsatte udføres på.

I projekt UDENFOR arbejder vi med den mest udsatte gruppe af borgere: de der lever på gaden og som af den ene eller den anden grund ikke opnår en frugtbar kontakt med de sociale hjælpesystemer. Vores arbejde foregår på gaden. Og allerede da organisationen blev etableret for 22 år siden besluttede vi, at hvis vi ville noget godt for de mennesker, som vi møder på gaden, så ville det ikke være muligt under betingelser om ensartede procedurer, regler og retningslinjer, manualer eller krav om ansvarliggørelse og sanktioner.

Det er så lettere sagt end gjort, fordi vi må leve med de udfordringer, der ligger i, at skulle udfylde de obligatoriske evalueringsskemaer, der kræves af de myndigheder, som bevilger pengene til arbejdet. Naturligvis kan og skal vi dokumentere, hvad pengene går til, men de skemaer, vi skal udfylde, er bygget op omkring forventningen til ensartede procedurer og målbare resultater om antal personer og progression i forhold til bolig, beskæftigelse m.m., Ofte er vi nødt til at sende det, vi opnår, gennem vridemaskinen, for at det passer til dokumentionskravene. Og det er faktisk synd, for de gode resultater kommer til at fremstå i en ganske forvredet form, der ikke afspejler den særlige indsats, som vi tilbyder de mest udsatte på gaden og som over tid støtter den hjemløse til den tilværelse, som han ønsker.

Det er vores synspunkt, at forskellige sociale indsatser må dokumenteres forskelligt. Og her rammer vi så ind i et dilemma, som Nanna Mik-Meyer også peger på i en artikel i  Information tidligere i år: ”At være ærlig omkring, at mennesker med komplekse problemer sjældent kommer ud på den anden side. At de måske hverken magter eller har lyst til at tage imod,” skriver hun.  Og det er da et dilemma, at mange sociale indsatser tilsyneladende bliver udført ud fra den tankegang, at den socialt udsatte ’skal blive rask’. Medicinsk rationel tænkning er dominerende og der er en udbredt opfattelse af socialt arbejde som en slags ingeniørkunst. Måske det virker for nogle, men denne medicin duer ikke til dem med de mest komplekse problemer. De har typisk både faglige, sociale, økonomiske og helbredsmæssige problemer som gør, at de ikke kan arbejde og klare sig selv. Ofte har de massive problemer endog ført til kroniske tilstande.

Men hvordan kan vi så udføre socialt arbejde på en måde, hvor det ikke er de hurtige og direkte målbare resultater, der har forrang, men hvor den udsatte borgers livslyst får prioritet?

Vi mener grundlæggende, at man er nødt til at begynde med at formulere, hvad det er man vil, og tænke sig grundigt om, hvordan man når derhen. Vil man tilbyde noget, der er anderledes end det der er mainstream, må man have sit grundlag i orden. Og turde stå ved det.

I projekt UDENFOR valgte vi for 22 år siden at skrive et slags manifest for vores arbejde og at holde os disse principper for øje i det daglige arbejde. Vi troede dengang ikke, at det var nok bare at tale om det og så huske at nævne det en gang imellem. Vi valgte at se vores arbejde som et humanistisk projekt, hvor det at gøre det gode var det absolutte grundlag for måden at arbejde på. Vi forholdt os til den etiske fordring om at opføre os sådan, at grundlaget for vores beslutninger i mødet med den hjemløse også kunne danne grundlag for en almengyldig lovgivning. Det var fx at have den tid, der var nødvendig for at skabe et tillidsfuldt forhold, ikke at komme med færdige løsninger på den hjemløses problemer, men at forstå, at han havde sine grunde til at gøre og ville som han gjorde. Og det allersværeste: at turde vente med at forvente, at de simple og fornuftige ændringer kom på en studs. Vores erfaringer med denne særlige arbejdsform, kan ses udfoldet i bogen ’Mødet med det hjemløse menneske’.

Det er ikke let at få denne slags socialt arbejde ind i de forventede organisations- og resultatsopgørelseskasser. Men tro os, de mennesker, som vi møder med respekt for deres særlighed, finder også forandringens vej til et bedre liv. I deres eget tempo og med det, som de magter at bidrage med.

 

KIG FORBI KØBENHAVS HOVEDBIBLIOTEK TIRSDAG DEN 24. APRIL, HVOR NANNA MIK-MEYER DELTAGER I EN TEMAAFTEN OM NORMALITET ARRANGERET AF projekt UDENFOR.

LÆS MERE HER.

Relaterede nyheder