Hvorfor har projekt UDENFOR egentlig brugt energi på digitalkameraer, en teatersal og en fernisering?

Sidste nyt

I en tid, hvor effektivisering, økonomi og målbarhed er i højsædet i det danske socialsystem, er det værd at slå et slag for den rolle, som kultur kan spille i arbejdet med nogle af samfundets mest udsatte grupper. I projekt UDENFOR finder vi det vigtigt at lytte til andre stemmer og sprog end tidens fremherskende bureaukratiske lingo, som til tider kan have sine fordele og berettigelse, men som desværre ligeså ofte risikerer at fremmedgøre både os selv og de hjemløse og at skabe unødig stor afstand mellem os og dem.

På fotografiet er en dåseøl. Dåseøllen er placeret på brættet af et af byens offentlige toiletter. I bunden af fotografiet kan man ane hjørnet af en af de gule nettoposer, som også fremtræder på flere af fotografens andre billeder. Fotografen er hjemløs. De gule nettoposer på billederne bruger han til at transportere sine beskedne ejendele med sig rundt i byen og til opbevaring af de flasker han samler i løbet af dagen. Det står der i en lille tekst under fotografiet. Hans billeder hænger til udstilling på et jerngitter på Bremen Teaters store scene. På tre andre jerninstallationer i scenerummet hænger fotografier taget af tre andre hjemløse.

Udstillingen hedder ”UDENFOR” og er iværksat af projekt UDENFOR og Bremen Teaters socialkulturelle initiativ Os Imellem, som en del af arrangementet ”Gaden som hjem – Om byrummet for hjemløse”. Arrangementet skal sætte fokus på muligheder og udfordringer i det byrum, som vi alle skal kunne færdes i og føle os velkomne, hjemme og trygge i. Det skal det gennem erfaringsoplæg fra projekt UDENFOR og arkitektgruppen SPEKTRUM. Men også fire hjemløse har altså bidraget til at give arrangementets gæster indsigt i aftenens emne. Deres indslag er 40 fotografier, som har fået plads under scenespots mellem tunge bordeauxrøde tæpper, der hænger fra loftet i den store teatersal på Vesterbro i København. Konkret har fire hjemløse fået tildelt et digitalkamera hver og frie hænder til at tage fotos af deres dagligdag i Købehavns byrum og gader. Efterfølgende har de været med til at udvælge de bedste fotos. Disse hænger nu udstillet til skue for den brede offentlighed, som udover fernisering og oplæg er blevet inviteret til fællesspisning i Den Mobile Café, hvorfra projekt UDENFOR dagligt serverer et måltid til gadens folk.

”Sig mig, er det ikke Nansensgade, det der?” Tre kvinder med hver deres glas hvidvin rykker næserne tæt sammen og studerer fotografiet af et øde fortov i én af Københavns gader. Ved det rustne jerngitter ved siden af lader en ung mand øjnene vandre henover fotografens kollage af billeder med toiletter, nettoposer og togstationer. ”Det er i grunden skørt, at der er så få mennesker på hans billeder. Jeg havde forestillet mig, at man som hjemløs var omgivet af mennesker hele tiden. Det er som om han har valgt at opsøge stederne på de tidspunkter, hvor de var allermest tomme”, siger han til kvinden der holder hans hånd. Hun nikker enigt.
Scenen er fyldt godt op med teatergæster, som synes at tage sig god tid til fotografierne.

Hvorfor har en hjemløseorganisation egentlig brugt energi på digitalkameraer, et teaterrum og en fernisering kunne man spørge? Burde man ikke bruge de begrænsede ressourcer på at give folk bolig og tøj på kroppen, i stedet for at lade de hjemløse gå rundt og amatørfotografere?

I projekt UDENFOR arbejder vi med hjemløses konkrete problematikker på gadeplan. Men vi arbejder også for, at den almindelige middelklassedansker med bolig, job og netværket i orden kan blive klogere på hjemløshed. Som borgere i et samfund er vi forpligtet til at interessere os for andre, og vi mener, at kunst og kultur kan tilføje en større dybde i den enkelte borgers forståelse af udsathed. I stedet for sædvanen tro at blive forklaret om hjemløshed ud fra statistikker, tal, og tunge skæbnehistorier kan kunsten – i dette konkrete tilfælde de hjemløses fotografier – åbne for en anden dimension af hjemløses levevilkår, nå ud til en målgruppe som ikke normalt beskæftiger sig med social udsathed og slå hul på fastgroede forestillinger om de mennesker der lever på kanten af normalsamfundet. Mennesker, som ud over at være tynget af materielt armod, dårligt helbred og sociale problemer ofte må kæmpe en daglig kamp mod samfundets stigmatisering og udokumenterede holdninger om, at hjemløshed er selvvalgt. Med udstillingen vil vi gerne være med til at åbne op for refleksion hos beskueren.

Ved at give de hjemløse mulighed for at udtrykke sig – i dette tilfælde med et digitalkamera som værktøj – fortæller vi desuden ikke bare udstillingens publikum om hverdagen som hjemløs. Vi fortæller også den enkelte hjemløse, at hans verdenssyn er interessant for andre; at vi ser ham som et menneske med noget at noget at byde på og ikke bare som et nummer i et register.

Ude på gaden arbejder to frivillige sig igennem køen af mennesker der venter på en risret fra Den Mobile Café. En journalist cirkulerer blandt caféens spisende gæster på gaden, for at få det helt rigtige interview. Hun vil tale med en hjemløs. For hvad tænker de hjemløse selv om udstillingen? Allerhelst vil hun tale med én af de hjemløse der har taget billederne.

Tre ud af de fire hjemløse, der påtog sig opgaven at fotografere deres hverdag, har valgt ikke at møde op til ferniseringen. De havde ikke lyst til at stå frem. Fotograferne hører til blandt de allermest udsatte mennesker i København, som lever mere eller mindre isoleret, og slås med en række komplekse og sammensatte problemer, der spænder fra misbrug, social angst og andre psykiske lidelser henover økonomiske problemer, sundhedsproblemer, ensomhed og brudte bånd med familie og venner. Når vi har iværksat et fotoprojekt er det netop fordi vi på trods af sådanne problematikker kan facilitere et møde mellem beskueren og den hjemløse; et ´tredje rum´ som hverken ejes af den ene eller den anden, men hvor de to kan mødes igennem fotografiet.

Den fjerde fotograf er mødt op. Anonymt og diskret. Han er stolt af sine billeder, som de hænger der, fortæller han en gadeplansmedarbejder han kender godt, inden han igen sniger sig ud af teatret.

Om beskueren af udstillingen i sidste ende har fået en anden forståelse af hjemløshed, kan vi selvfølgelig ikke vide. Vi er heller ikke specielt optaget af, hvorvidt de produkter, der er blevet udstillet på Bremen Teater, kan defineres som ægte kunst, kunsthåndværk, klamphug eller noget helt fjerde. Vores håb med udstillingen var at billederne kunne medvirke til, at beskueren blev indigneret og fik sat sin selvforståelse i spil i forhold til de mennesker, som lever et liv på gaden, og som det er så let at distancere sig fra ud fra en tanke om, at vedkommende selv har valgt sin situation. I sidste ende håber vi, at et projekt som dette vil være med til at præge debatten om socialt udsattes levevilkår.

Klokken er blevet kvart i otte og oplæggene i foyeren er færdige. En gruppe arkitektstuderende, der har samlet sig på fortovet udenfor, bliver bedt om at træde lidt til siden. Den røde løber skal rulles sammen, forklarer den unge fyr i en poloshirt med Bremen Teaters logo på brystlommen. ”Det var nogle gode oplæg, synes jeg”, siger den ene, mens hun træder væk fra tæppet og slukker sin cigaret ved kantstenen ”jeg har aldrig overvejet, at bare det at få et glas vand, når man vågner om morgenen er svært, når man lever på gaden. Jeg SKAL have et glas vand LIGE når jeg vågner”. ”Jeg tænkte meget på, at ”bænken” var repræsenterende for aftenen” fortsætter en af de andre i en intellektuelt analyserende tone. ”Begge oplæg, og også fotoudstillingen, havde fokus på bænke. Jeg har ikke før  lagt mærke til at bænkene i byen bliver udformet på måder, så man ikke kan lægge sig på dem. Det er lidt skræmmende, at der på den måde arbejdes målrettet med at holde de hjemløse væk fra særlige steder. På den anden side giver det heller ikke mening at udforme byrummet, så der er plads til, at man kan lægge sig på bænkene. Man skal vel tværtimod sørge for at alle borgere har et ordentligt sted at sove”, konstaterer han inden gruppen splittes og forlader teatret.

Indlægget indeholder uddrag fra kronikken ”Livet set gennem de hjemløses kameralinse”, skrevet af Bibi Agger, souschef og faglig leder i projekt UDENFOR, og Sven Johannesen, kommunikationsmedarbejder i projekt UDENFOR, som blev bragt i Politiken d. 28. april 2014. Hele kronikken kan læses her

 

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element