Internationalt arbejde i projekt UDENFOR

Nyheder

D. 16. februar 2016 afholdes der i Europa-Parlamentet en konference med titlen – ”Homelessness among mobile EU-citizens”
Seminaret er et samarbejde mellem 2 medlemmer af Europa-Parlamentet og FEANTSA, den europæiske organisation for organisationer, der arbejder med hjemløshed.

Målet med dagen er at komme med forskellige perspektiver på hjemløshed blandt udsatte EU-borgere. Der vil både være oplæg omhandlende juridiske problemstillinger i forbindelse med hjemløse EU-borgere samt oplæg omhandlende, hvordan man i forskellige lande arbejder med målgruppen.
Formålet med konferencen er også at bidrage til at skabe en større forståelse for, hvor kompleks europæisk hjemløshed er i år 2016. ”En ting er sikkert, vi står med et vedvarende problem, som vi må forholde os kvalificeret og nuanceret til, og som der ingen nemme løsninger er på” udtaler Bibi Agger, faglig leder/ souschef i projekt UDENFOR. Hun understreger, at der både er behov for langsigtede løsninger og helt konkret støtte og rådgivning til de mennesker, det handler om.
Fra projekt UDENFOR deltager gadeplansmedarbejder Bo Heide-Jochimsen i konferencen. Han er også medlem af FEANTSA´s migrationsgruppe, og har i mange år arbejdet med udsatte EU-borgere, som lever på gaden i København. Bo skal på konferencen holde et oplæg om, hvordan der i projekt UDENFOR arbejdes med opsøgende gadeplansarbejde i forhold til målgruppen samt de betingelser, der gør sig gældende for de mennesker, han arbejder med.

Der er tale om særligt sårbare migranter, der har store udfordringer i forbindelse med psykisk sygdom, misbrug, svær opvækst m.v. og som sjældent har mulighed for at få den hjælp, de har behov for, når de strander på gaden i en europæisk storby, som København. Bo Heide-Jochimsen ser frem til konferencen, og han understreger ”det er glædeligt, at parlamentarikerne nu er interesserede i området, og jeg forventer, at de er indstillede på at finde konstruktive løsninger for denne sårbare målgruppe”.

Relaterede nyheder