Interview med hovedtaler fra den kommende konference Digitalt UDENFOR

Sidste nyt

Så er der ikke lang tid til den 19. marts, hvor projekt UDENFORs konference: Digitalt UDENFOR løber af stablen i Odense. Sidste tilmeldingsfrist er den 10. marts.

 

Som optakt til konferencen bringer vi her et chat-interview med pH.d Søren Skaarup, der er en af konferencens hovedtalere.

 

Mandag 14.23, projekt UDENFOR:
Hej Søren. Vi er glade for, du vil medvirke på vores konference. Måske kan du lige starte med at præsentere dig selv for læserne?

 

Mandag 17:07, Søren Skaarup:
Jeg er 54 år og bor i København. Jeg har arbejdet med digitalisering, information og serviceudvikling i det offentlige i mange år, blandt andet som oplysningschef i Statens Information, chefkonsulent i IT-Politisk kontor i Forskningsministeriet og borgerservicechef i Albertslund kommune. For tiden er jeg erhvervs-Ph.d.-studerende i virksomheden NNIT og er i den forbindelse tilknyttet Syddansk Universitet. Mit projekt handler kort fortalt om, hvad digitalisering og centralisering af borgerservice-ydelser betyder for borgerne.

 

Tirsdag 12:52, projekt UDENFOR:
Kan du sige lidt om, hvad du finder så interessant ved den igangværende digitalisering af borgerserviceydelser? 

 

Søren Skaarup:
Først og fremmest at man sætter noget så stort i gang uden egentlige at spørge borgerne! Ikke så meget, om de har lyst til det (en gang i mellem må politikere jo gøre ting, ikke alle synes om i starten), en mere hvad det egentlig er, borgerne bruger de forskellige kanaler til?

 

Hvad borgerne gerne bruger det digitale til – og hvor det ikke slår til? Og hvad der er årsagen til, at borgere med digital forståelse sommetider fravælger digitale tilbud, eller supplerer med kontakt på andre kanaler?

 

Det havde jo nok givet et noget bedre grundlag for beslutningerne, og den måde man implementere dem på, en det mere eller mindre kvalificerede gætteri, man i stedet har bygget på. Min forskning forsøger at besvare disse spørgsmål, men den viser også, at der er masser af spændende muligheder for i højere grad at komme borgerne i møde i den måde, man digitaliserer på. Noget af det handler om teknik, noget om organisering, men først og fremmeste handler det om at se verden udefra og ind – og ikke kun med bureaukratiske briller.

 

Onsdag 13:18, projekt UDENFOR
Spændende! Nu er du jo en af hovedtalerne til konferencen Digitalt UDENFOR. Kan du løfte sløret for, om/hvordan du vil sætte ovenstående i spil i forhold til udsatte og hjemløse, eller er det hemmeligt?

 

Onsdag 14:29, Søren Skaarup:
Nej da, det er ikke hemmeligt! En af de ting, min forskning peger på, er, at man ikke sådan bare kan sætte folk i bås som “digitale” eller “ikke-digitale” eller “stærke” eller “svage,” når det handler om digitalsering.

 

Det, der har betydning, er afstanden mellem de kompetencer og ressourcer, den enkelte har at byde ind med i den konkrete situation, og så de kompetencer og ressourcer, de kræves for at løse opgaven. Det sidste er noget, det offentlige i høj grad har indflydelse på. Centraliseringen og måden man digitaliserer på, gør det vanskeligere for de borgere, hvis ressourcer og kompetencer ikke lige passer ind i det “pæne” middelfelt.

 

Disse borgere har aldrig haft det let med det offentlige, men udviklingen gør det på nogen områder sværere end før – også sværere, end det behøver at være. For det er ikke teknologien som sådan, men den måde den bliver brugt på, og de organisatoriske ændringer den bliver brugt som løftestang for, der giver de største problemer. Og de kan jo løses – hvis man tænker anderledes.

 

Så jeg vil fortælle om, hvad det er for nogle krav, udviklingen stiller til borgerne, hvor den gør tingene vanskeligere, og lidt om hvad man kunne gøre ved det.

 

Torsdag 15:21, projekt UDENFOR
Det glæder vi os til. Hvad regner du selv med at få ud af konferencen?

 

Lørdag 13:03, Søren Skaarup
Jeg regner med at blive klogere på et område, jeg ved alt for lidt om. Og så håber jeg, at vi kan få nogle gode diskussioner om, hvordan vi kan tilrettelægge ikke bare digitaliseringen som sådan, men også de offentlige services omkring digitaliseringen på en måde, så den bliver mere tilgængelig, meningsfuld og givende for både hjemløse og andre grupper, som ellers risikerer at blive yderligere umyndiggjorte

 

Projekt UDENFOR
Hvilke digitale værktøjer/services har du selv sværest ved at bruge, og hvad gør du for ikke at blive alt for frustreret, når teknologien ikke arter sig?

 

Lørdag 18:58, Søren Skaarup
Jeg skulle lige til at sige: fjernbetjeningen til mit TV. Men det tæller jo nok ikke helt. Jeg har arbejde med computere (og med at udvikle løsninger) i så mange år, at jeg efterhånden kan gennemskue det meste og har vænnet mig til, at det inde i mellem er dybt godnat, det man bliver udsat for.

 

Så jeg bliver sjældent rigtigt frustreret over teknologi mere, jeg trækker vejret dybt – og tænker på noget andet. Og hvis den digitale løsning er noget skod og jeg har andre muligheder, så bruger jeg dem, finder en anden leverandør, eller hvis det er det offentlige – ringer eller møder op personligt, der hvor man kan det.

 

Jeg nægter simpelthen at bruge tid på elendige digitale løsninger – små-dårlige kan gå, men ikke elendige (og dem er der en del af). Jeg bliver møgbesværlig at have med at gøre, når jeg bliver ældre og får mere brug for det offentlige igen!!

 

Mandag 10.00, projekt UDENFOR
Hej Søren – mange tak for dine svar. Vi ses til den 19 marts.

 

Chat afsluttet

 

 

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element