Jeg vil aldrig helt forstå hvordan det er at leve på gaden

Sidste nyt

af Justine Mitchell, daglig leder, værestedet Hugs & Food

Hvordan er det at være hjemløs? Hvordan er det at leve på gaden? Ikke at have et sted, hvor man kan lukke en dør og bare være sig selv? De hjemløse fortæller mig tit, at jeg ikke kan vide præcis, hvordan det er. Det skal prøves på egen krop.

Jeg har mere end otte års erfaring med arbejdet med mennesker, der er ramt af hjemløshed. Jeg har knyttet talrige relationer, lyttet til uendeligt mange livshistorier og mange gange stået på sidelinjen til en nådesløs deroute med misbrug af alkohol og stoffer. Jeg har fulgt adskillige det sidste stykke tid af deres liv og måtte begrave et par. Men trods det barske indblik giver det mig alligevel ikke retten til at sige, at jeg ved, hvordan det er at leve som hjemløs.

Alle har brug for et sted at høre til – og et toilet

Som de sidder der med deres kaffe, pænt klædt og med sølvgråt hår – den ene mand med et flot hvidt skæg – minder de mig om min far. De er begge i pensionsalderen, og hvis jeg ikke kendte lidt til deres baggrund ville det umiddelbart ikke falde mig ind, at de er eller har været gadesovere.

”Det er noget af det mest ydmygende der kan ske”, siger den ene mand. Vi sidder og nyder den sidste kop kaffe inden lukketid, mens regnen siler ned udenfor, vi taler om deres erfaringer fra livet på gaden. ”Jeg plejer, at sige til folk, at jeg er sikker på at alle hjemløse har prøvet det mindst en gang”, fortsætter den anden, mens han kigger mig i øjnene. ”Jeg taler om at skide i bukserne”, tilføjer han i et lidt højere tonefald for at være sikker på, at jeg er helt med. Vi snakker om, hvorfor det er så vigtigt for hjemløse altid at have et par rene underbukser og to par strømper på sig. Jeg skynder mig at tilføje, at de fleste vel har prøvet at være så syge, at de ikke er herre over deres egen krop.

Som hjemløs er man overladt til at bruge de toiletter, der er ved de sociale tilbud, biblioteker eller de få offentlige, der er tilgængelige – men man skal først og fremmest vide, hvor de er. Hvis uheldet pludselig er ude, og man – som mange hjemløse – kun har det tøj, man står og går i, er der ikke meget andet at gøre end at forsøge at fjerne sporene ved at rense bukserne så godt man kan i en håndvask og vaske sig med den håndsæbe, man måske er så heldig stadig er i sæbebeholderen. Den ene mand fortæller mig, at han en gang var så syg, at det skete for ham, og fordi han kun havde de bukser, han havde på, og derfor ikke kunne skifte, var han nødt til at gå med med brune spor ned af buksebenene, indtil han kunne komme i bad og få vasket tøjet. ”Det stank! Jeg vidste det da godt selv, men hvad skulle jeg gøre?!”. Han fortæller det med sådan en indlevelse, at jeg følelsesmæssigt kan identificere mig med den ydmygende oplevelse, det må være. Jeg græmmer mig ved tanken.

Ved Hugs & Food har vi et dybtfølt ønske om, at de hjemløse, der kommer ved værestedet, får oplevelsen af, at det er mere end blot et socialt tilbud, hvor de kan få et gratis måltid. Vi ved udmærket godt, at vi højst sandsynligt ikke kan ændre deres livssituation, men vores erfaringer siger os, at det at føle, at man hører til et sted, har en meget stor betydning for alle mennesker. De mennesker, jeg møder i mit arbejde, lever en ofte isoleret tilværelse, marginaliseret og udstødt fra det øvrige samfund, hvor det er hverdag, at man ikke har de samme muligheder eller rettigheder, som andre borgere.

Tilstanden om dagen afhænger af natten

Ved Hugs & Food i Turesensgade er der en åben-dør-politik, som betyder at de hjemløse kommer direkte fra gaden. Vi møder de hjemløse i et meget begrænset tidsrum om formiddagen, men deres tilstand og humør er præget af natten og hvordan de mange timer på gaden har været. Vores hverdag er sjældent ens og vi ved aldrig, hvad dagen bringer. Derfor handler det sociale arbejde i høj grad om stabilisering, og at de skal forlade værestedet i bedre stand end da de kom.

Når vi åbner dørene klokken 11.00 er der som regel en lille gruppe af hjemløse, der venter udenfor – klar til en kop kaffe eller til at få en af de to bløde lænestole, hvor man kan få et par timers søvn. Men der er også dage, hvor der sidder en på bænken overfor og venter på, at vi møder ind på arbejde, en time før vi åbner. Det plejer at være et dårligt tegn. Nogle gange har vedkommende siddet der i flere timer. Måske udskrevet direkte fra en indlæggelse på hospitalet, måske stadig i hospitalstøj og med bare fødder i de slidte kondisko. Ikke udskrevet til en herbergsplads, men til ingenting på grund af manglende rettigheder, som udenlandsk hjemløs i København. For ”god” til at optage en varm seng på hospitalet og for syg og svag til at være på gaden og fortsætte med det velkendte liv. Men så er det godt, de søger hen til os. En madras bliver redt op, og mens vedkommende får sig et par tiltrængte timers søvn, kæmper vi en kamp mod uret for at finde på en løsning, så vi ikke skal sende ham eller hende på gaden igen kl. 15.00, når vi lukker.

Ofte er det akut, når de dukker op uden for åbningstiden. Det kan være i forbindelse med et overfald, hvor vedkommende har været udsat for vold og derfor søger hjælp. Skammen fylder så meget, at den hjemløse ikke vil have, at de andre brugere ser det forslåede ansigt og det blodige tøj. Når de kommer alene enten tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen, er der mere tid til omsorg. Vi får vasket skrammerne, og jeg har efterhånden opbygget en respektabel nødhjælpskasse, der indeholder det meste, så vi kan forbinde og lægge plastre indtil en fagperson kan kigge på det. Nogle gange er der behov for at vi vasker tøjet, og imens vaskemaskinen kører, er der tid til at ryge en cigaret og snakke om nattens umotiverede overfald. De hjemløse vil sjældent anmelde volden til politiet – for mange dårlige erfaringer og frygten for ikke at blive taget alvorligt fylder. Nogle gange lykkes det os at overtale vedkommende og så forsætter arbejdet på en nærliggende politistation. Vi tager primært med som moralsk støtte, og det oplever vi er en stor hjælp for den enkelte.

Dagligt forsøger mine kollegaer og jeg at dække de mest basale behov hos nogle af de allermest udsatte hjemløse. En vigtig indsats er hjælp til, hvad vi kalder for ”egenomsorg”. At hjemløse får et tiltrængt fodbad, får klippet tånegle, får et par rene sokker eller underbukser, tøjvask, nyt tøj eller hjælp til at få klippet det lidt for lange hår eller skæg. Jeg oplever, at de fleste er flove over at lade os hjælpe med det slags. Det er på en måde for intimt at lade et andet menneske komme så tæt på en, når man ved, hvor meget man lugter. Men når først de har accepteret mit ofte lidt insisterende tilbud om at lade mig hjælpe, så fylder følelsen af velvære mere end skam. Det er omsorg at klippe tånegle på et andet menneske, der ikke selv har overskuddet. Fødderne bærer præg af at have gået mange kilometer hver eneste dag i et par strømper, der hverken er blevet vasket eller skiftet i flere måneder. Men frem for alt er det nødvendigt. Det skal gøres. Og nu blev det mig, fordi jeg tilbød det.

Hjemløse er så afhængige af den hjælp, de kan få ved de sociale tilbud. Det kræver ressourcer at kunne koordinere sin dagligdag bedst muligt, så man kan få mad, et bad, vasket tøj, lægehjælp eller en soveplads inden døre. Man skal være på bestemte steder på præcise tider, ellers er et socialt tilbud måske lukket, eller man kommer for sent til at blive skrevet op på en badeliste. Det er enormt stressende og krævende både fysisk og mentalt. Risikoen for at få stjålet alle sine ejendele er stor, når man opholder sig på gaden. En god sovepose er dyr, og mister man den betyder det måske flere nætter uden, indtil man får skaffet en ny fra en af de velgørende organisationer.

Hvordan det føles, forstår jeg ikke. Jeg forstår ikke, hvordan det er at leve på gaden, hvordan det er, ikke at have et sted, hvor man kan lukke en dør og bare være sig selv. Hvordan det er at lægge sig til at sove ude uden en sovepose, men med angsten for overfald. Hvordan det er ikke at have adgang til et toilet, mad eller et bad.

Jeg kommer heller aldrig til helt at forstå, at vi – i et samfund som vores – ikke er i stand til at skabe bedre vilkår for de mennesker, som falder udenfor.

 

Hvis du vil vide mere om vilkårene på gaden – også om natten – kan du læse Bo Heide-Jochimsens indlæg Lovstramninger gør det farligere at være hjemløs.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element