Kristian von Hornsleths salg af hjemløse deler vandene

Sidste nyt

”Vi vil gerne hjælpe jer, men vi vil eje jer” var budskabet i 2006, da kunstneren Kristian Von Hornsleth gav 307 afrikanere en ged eller en gris mod at de skiftede navn til Hornsleth. Nu er det blevet de hjemløses tur til at blive solgt. I London har han har solgt hjemløse, som køberen kan følge via en gps-tracker, og herhjemme har Hornsleth fulgt projektet op med en udstilling i sit nyåbnede galleri, Strayfield, i Hellerup, hvor han har udstillet hjemløse to lørdage i december og januar.

 

Projektet har fået en del negativ omtale i London, og en lidt mere blandet modtagelse herhjemme, men i det mindste deler Hornsleth ikke kun vandene. Han deler også pengene med de hjemløse. Det virker bare ikke som om der er udsigt til så mange af dem fra det udstillingsvindue hvor Ronnie, John og Henrik er placeret.

”Vi sidder lige og taler om, at havde vi siddet udenfor, havde vi solgt nogle aviser. Vi mister noget indtægt, men det kommer vel igen på en anden måde,” siger Henrik, der er en af de hjemløse.

Så bliver der klirret med champagneglas og Hornsleth stiller sig midt i rummet og fortæller om baggrunden for projektet, og det er noget med London og absurditeten i at skulle ”vade gennem hjemløse” for at komme ind i et shoppingcenter og i at vi kan sende mænd til månen uden at kunne få mænd i bolig. Det er også noget om en ”velgørenhedsindustri” der fejler. ”Nødhjælp er dødshjælp,” siger han, og fortsætter: ”Det her er ikke charity. Det er business.”

Der er ikke vildt meget gang i business her i galleriet i dag, men måske kommer det manglende salg af værker (og Hus Forbi-aviser) igen på en anden måde – sådan som Henrik, Ronnie og John håber på:

”Jeg håber, der kommer fokus på, at vi hjemløse er derude. Jeg sover på gaden hver dag. Jeg får ikke bistand, og det kan godt være hårdt, men sådan er livet, og jeg har selv valgt det. Mange folk vælger at kigge væk, og det må de selv om, men vi er jo derude hele året. Selvfølgelig promoverer Hornsleth sig selv, men også os hjemløse,” siger Ronnie.

Henrik og John virker meget enige: ”Jeg synes det er godt, at de toprige begynder at tænke over, hvor vigtigt det er at de hjælper med deres penge. Der bliver flere og flere fattige og de skal jo have mad på et eller andet tidspunkt. Jeg synes at Hornsleths projekt er perfekt til at skabe opmærksomhed om ulighed. Han har tænkt mange af de samme tanker, jeg har, og det kan da godt være han forarger, men så tænker folk jo i det mindste over det,” siger John.

Hornslet beskriver selv sit projekt som en spejling af samfundet, men samtidig med, at han kritiserer kapitalismen, så dyrker han den også, og jeg spørger ham, hvordan det kan være, at han udnytter den ulighed, han samtidig kritiserer.

”Det er fordi jeg selv er splittet, og den splittelse synes jeg det ville være interessant at pensle ud i et kunstværk. Jeg bliver aldrig en nødhjælpsorganisation, og jeg bliver aldrig en kynisk forretningsmand. Jeg undrer mig bare over livet, og jeg har ikke et facit.”

Det har jeg heller ikke. Hverken på de helt store regnestykker eller på de små mellemregninger som den her udstilling, så jeg får fat i Mia Amalie Holstein fra etisk råd og spørger hende, hvad der er af etiske dilemmaer, når man – som projektet her – går ind og udnytter eller reproducerer den samme uretfærdighed, som man gerne vil sætte fokus på.

“Så længe Hornsleths projekt også er en forretning og ikke kun et altruistisk projekt, så er han ikke det mindste bedre end det han problematiserer. Hans pointe er, at vi skal forarges over, at man kan købe de fattigste og mest udsatte mennesker, men når han selv tjener på det, annullerer han i min bog sit eget projekt. For han gør sig ikke til vagthund for samfundets svageste. Han reproducerer kun den uretfærdighed vi alle gerne vil til livs,” svarer hun.

Spørgsmålet er så om forandringer sker gennem eksisterende strukturer eller om en ændring af samfundet kræver, at strukturer udfordres eller nedbrydes. Hornsleths projekt er bygget op omkring det første tankesæt, men på spørgsmålet om, hvad han gerne vil opnå, svarer han: ”Hvis det handler om at løfte de nederste ti procent, så må man tage fra de øverste to procent. Hvor svært kan det være? Det er ikke fordi jeg er venstreorienteret på nogen måde, jeg synes bare det er uanstændigt og et fucking spild af tid at have så mange fattige. Invester i dine fattige og se hvad der sker.”

Hvordan mener du helt konkret at vi skal investere i de fattige?

”Giv dem borgerløn. Fyr hele banden på socialkontorerne. Luk de der nødhjælpsorganisationer. Luk lortet. Hvor svært kan det være?”

”Måske alligevel ret svært,” tænker jeg, mens jeg scroller ned gennem artiklerne om Hornsleths Homeless Tracker project. Artiklerne sætter ikke rigtig fokus på fattigdom og ulighed. De sætter allermest fokus på Hornsleth. Jeg tænker, at det måske er sådan, at han bider lidt i den hånd, der fodrer ham, men det gør ikke rigtig ondt, og til gengæld kan den hånd købe sig til lidt aflad, som måske endda kan sælges videre. Måske er det derfor de bliver ved med at kunne lide ham. Men han er på den anden side også nem at synes om, og han er på en måde ret sjov. Hele galleriet lo med ham flere gange under hans præsentation af projektet. Det gjorde jeg også. Det er svært ikke at lade sig rive lidt med, når han folder sig ud og skælder alting ud. Men det her er bare ikke for sjov. Med de mange mennesker, der falder udenfor økonomien, synes Hornsleths projekt at være ude af trit med situationens alvor, men han stiller i det mindste nogle af de rigtige spørgsmål, og hvis vi bliver ved med at undre os sammen, kan det være, at vi til sidst finder de løsninger, der skal til.

me@udenfor.dk

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element