Langt om længe hjemme

Sidste nyt


“Det er i mødet og i dialogen, at inklusion i byen bliver mulig. Det er sådan, vi åbner øjnene for hinandens forskelligheder, ressourcer og historier” – Lea Wulff Lütken, projektkoordinator

I næsten tre år har hjemløse sammen med projekt UDENFOR i Aarhus arbejdet på at gøre seks mobile boliger indflytningsparate. Dem har de bygget sammen med arkitekt- og designvirksomheden Monstrum og Arkitekter Uden Grænser. Målet med projektet har været at arbejde med inddragende byggemetoder, for at skabe ejerskab til de enkelte huse. Samtidig er ønsket at skabe et levefællesskab for beboerne, og dermed bidrage til udviklingen af en socialt bæredygtig by, der inkluderer hjemløse. I dag bliver husene flyttet til deres adresse på Tage-Hansens Gade i Aarhus, hvor de skal stå de næste halvandet år. Det betyder, at de hjemløse langt om længe får en base, hvorfra de kan starte deres nye tilværelse. Vi er på besøg i Aarhus, for at vidne flytningen af de farverige minihuse.

Vi ankommer tidlig formiddag til Sylbækvej, tæt på Brabrand sø. Husene har stået på en byggegrund her det sidste stykke tid. Det er et kolonihavekvarter, og minihusene passer naturligt ind i landskabet med deres grønne, gule, røde og orange farver. Husene i sig selv udgør et farvestrålende og broget landskab, da vi kommer til pladsen, og de repræsenterer meget godt de mennesker, der skal bo i husene. Fuglekvidder bliver næsten, men kun næsten, overdøvet af lyden af lastbil og kran. Lige nu hænger det orange hus i luften, før det af kranen bliver placeret på lastbilen. Det skal flyttes hen til grunden, hvor det gamle Amtssygehus står. Det er der, husene skal have hjemme. I hvert fald det næste stykke tid.

Lea, koordinator for projektet, betragter huset, som det bliver placeret. Vi går hen til hende, og får os en snak. ”Det har været en lang proces”, siger hun, da huset kører væk. “Nogle af brugerne har ventet to år på i dag. Derfor er det så skønt, at det er færdigt,  så de endelig kan få lov at lave et rigtigt hjem og levefællesskab sammen”.

Hvordan kan det være, at husene ser ud som de gør?
”Husene er meget forskellige, fordi de er bygget efter den enkeltes behov. De er designet og bygget i samarbejde med Monstrum og Arkitekter Uden Grænser, som har holdt workshops, hvor de kommende beboere skulle tale om spørgsmålet ’hvad er hjem for dig’. Ud fra de snakke er husene blevet skabt. Derfor har nogle af husene mange vinduer, så der falder meget lys ind, hvor andre kun har få. Nogle har haft lyst til at putte sig, og gemme sig lidt væk for at få ro, mens andre vil have så meget udenfor indenfor som muligt. Nogle af husene har fx tagterrasse, fordi beboerne har lyst til at have muligheden for at sove udenfor. Det kan være svært at komme ind i et hus med fire vægge, når man har været vant til at sove i det fri. Det er meget bedre at få et sted, der passer til ens præferencer, behov og følelser, fremfor lige pludselig at blive rykket ind i en lejlighed, når man ikke har boet sådan i lang tid. Derfor er husene her et virkelig vigtigt projekt”.

Hvordan har de hjemløse det i dag?
”De er helt sikkert glade, men det er også meget følsomt at rykke husene. Én fik helt tåre i øjnene, da han så sit hus blive løftet med kranen. Og det er nok en blanding af, at han er bange for, at det hus han holder så meget af falder ned, men også en reaktion på, at han har ventet så lang tid, at han har været bange for, dagen aldrig ville komme”.

Det begynder så småt at regne, da lastbilen er tilbage for at hente endnu et hus. ”Det næste der skal flyttes er det grønne. Jeg må lige se, om ham der bor der er vågen. Vi skal have vindfanget af nemlig, før det kan rykkes”.

Vi andre sætter os ind i den bil, der skal køre os til pladsen, hvor husene bliver fragtet hen. Det er Tue, socialarbejder i projektet, der kører bilen.

Hvordan kommer levefællesskabet til at fungere?
”Det kommer til at fungere med minimumsindblanding fra os. Vi er tovholdere, ikke opsynsmænd. Det skal være et selvkørende levefællesskab med frihed til at sætte rammerne. Og så kommer vi på besøg for at høre, hvordan det går. Vi bliver også dem, der stiller spørgsmålet ’hvad vil du så nu, hvor du har fået dit hus?’. For mange håber vi, at boligen bliver det sikre fundament, hvorfra de kan skabe sig nogle positive forhåbninger om fremtiden”.

Vi ankommer til Tage-Hansens gade lige som regnen holder op. Husenes farver og små detaljer bliver endnu tydeligere, nu hvor de står badet i solskin. Det gamle Amtssygehus med sine røde og gule mursten sætter rammen for den grønne plads, hvor de første huse står. Der bliver arbejdet på livet løs med at få husene læsset af lastbilen og placeret på den helt rigtige måde.

Placeringen af husene er nemlig ikke tilfældig, fortæller Victor Krull, selvstændig tømrer, der sammen med Kim Pretzmann fra Arkitekter Uden Grænser har hjulpet med at bygge husene. Ligesom husenes udtryk afspejler ejermandens personlighed, afspejler placeringen hans behov – i ly under birketræerne, der omkranser pladsen, eller mere bart i fuld solskin. Flere af husene har også to døre. Den ene vender ud mod pladsen, og altså til det levefællesskab, de nu tidligere hjemløse skal have sammen. Den anden ud til det gamle sygehus, og altså bag om pladsen. På den måde kan de selv vælge ind- og udgang efter behov. ”Alle huse får terrasse og stisystem imellem dem. Det bliver rigtig flot”, fortæller Victor, mens han stolt viser mig billeder på telefonen af byggeprocessen.

Hvordan har det været at være med til at bygge de her boliger med de hjemløse?
”En enorm udfordring, for jeg har måttet arbejde på en helt anden måde, end jeg er vant til. Jeg har været meget mere følelsesmæssigt investeret, og har forsøgt at tilrettelægge arbejdet på en måde, så de forskellige behov er blevet mødt. Det har været svært. Men det har været en meget positiv oplevelse, og vildt gode rammer at arbejde med. Jeg ville elske at gøre det igen”.

Efter snakken med Victor spørger vi en af beboerne, om vi må se hans hus. Det er han ikke meget for, for der er ikke pænt og rent efter flytningen. Og han vil helst vise sit hus fra den bedste side. En anden beboer har alt for travlt til at vise os rundt, men siger ”nøglen sidder i døren, I kan bare gå ind!”. Det gør vi så.

Det er ikke i farve som de fleste andre, men i træets naturlige udseende. Meget kan man gøre med 15 kvadratmeter! Både stue, køkken og soveværelse er der gjort plads til. Soveværelset er en hems. Trappen derop har en dobbeltfunktion, for den er også en reol. To store tagvinduer er placeret over sengen. Det ligner, man sover under åben himmel. Et lille stykke udenfor, indenfor. Værelset under hemsen fungerer som en lille hyggelig stue.

En af brugerne har endelig tid til en lille snak, da vi træder ud af huset. ”Det er utroligt, hvor meget man kan med så lidt plads. I virkeligheden er der ikke nogen, der behøver mere end det”.

Hvordan har det været at bygge dit eget hus?
”Jeg har elsket selv at være med til at bygge det. Nogle gange er der gået lidt for meget hygge i den dog. Men vi blev jo færdige alligevel. Og hvad der var fedt var, at der aldrig var noget pres. Vi blev aldrig presset til at arbejde mere eller hurtigere. Processen i sig selv var vigtig, det var deadlines ikke. Men det er godt at husene endelig bliver flyttet. Det har vi manglet”.

At husene i dag flyttes til den nye grund er kun begyndelsen. Det slår Lea fast, da vi ser det ene hus efter det andet ankomme til grunden: ”Jeg ønsker det bliver et levefællesskab, hvor de hjemløse kan få den ro og tryghed, de har brug for. Både når de trækker sig tilbage til hver deres hus, men også i fællesskabet sammen på pladsen. Og så håber jeg, at projektet får lov at leve længe. Og at andre byer bliver inspireret til at gøre det samme”.

Hvordan er minihusene her en del af udviklingen af en inkluderende by?
”Hele dialogen med kommunen om at få lov til at flytte boligerne til det gamle Amtssygehus er en del af den udvikling. Det åbner op for en ny forståelse af byen, hvor vi begynder at kunne skabe noget, der giver mening for alle byens beboere og ikke kun de, der lever som flertallet. Det er en åben plads her ved Amtssygehuset, og det betyder, at folk kan se, at hjemløse ikke nødvendigvis bor usselt. Husene er jo smukke og af god kvalitet, og det har de hjemløse selv været med til at sørge for. Det kan nedbryde en masse fordomme. For det er ikke det billede de fleste har af hjemløse. Det er i mødet og i dialogen, at inklusion i byen bliver mulig. Det er sådan, vi åbner øjnene for hinandens forskelligheder, ressourcer og historier”.

Efter i dag står det klart, at processen har været lang og til tider svær, men samtidig enormt givende. For hvert indslået søm og for hvert færdigbygget hus følger forhåbninger for fremtiden. Et håb om at kunne fastholde en bolig. Et håb om at indgå i et fællesskab. Et håb om at byen i fremtiden vil afspejle og inkludere flere af de mennesker, vi betragter som skæve eksistenser.

Projektet er støttet af Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) og er blevet gennemført med opbakning fra en række andre bidragydere og samarbejdspartnere. Vi skylder alle der har deltaget og støttet projektet en stor tak, og vil gerne rette en særlig tak til Arkitekter Uden Grænser, Monstrum, Stark Fonden, Aarhus kommune, Nini United, Superwood, MTHP-Fond, Hunton, Johs. Sørensen og sønner og Gråkjær A/S

https://udenfor.dk/projekt-udenfor-inviterer-til-konference/

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element