Mennesker i hjemløshed er forskellige – det bør løsningerne også være

Sidste nyt

Stifter af projekt UDENFOR Preben Brandt skriver reflekterende indlæg om hjemløshed på Preben Brandts side på facebook. Den første torsdag i måneden udgiver vi hans indlæg på udenfor.dk, under serien ’Tænksom torsdag’. Indlæggene er udtryk for Preben Brandts egne holdninger og refleksioner.

Forfatter: Preben Brandt

Det kan være værd at bruge lidt tid på begrebet hjemløs.

Ordene ’hjemløs’, ’hjemløse’ eller i en udvidet form, ’mennesker, der er hjemløse’, har sin berettigelse som en samlende betegnelse for en gruppe mennesker, der har et fælles problem. Men ikke så sjældent sker der en betydningsglidning, således gruppebetegnelsen bliver individualiseret, og man derfor kommer til at forestille sig alle hjemløse som ens individer med ens problemer, med ens personlighed og baggrund og derfor også ens behov for sociale indsatser.

At være ’hjemløs’ bliver på den måde en diagnose, der skygger for det personlige, det sammensatte og det sociale livs mangfoldighed.

I kampens hede kan vi vist alle falde for fristelsen til at benytte os af sådanne forsimplinger af noget, der er voldsomt komplekst. Det er, hvad det er, men når det bruges under mere rolige og problemformulerende forhold, kan det let blive manipulerende.

De cirka 6.400 mennesker, der lige for nærværende er hjemløse i Danmark, er langt fra ens. Det er vidt forskellige personer med helt forskellige behov og ønsker.


Jeg kunne blive ved med at remse forskelle op, og det kunne jeg også om den større gruppe af socialt udsatte, som hjemløse er en del af.

I de mere end 40 år, hvor jeg har beskæftiget mig med hjemløshed, har jeg mødt mennesker, der boede på gaden eller på herberger, eller som havde været hjemløse og nu havde egen bolig. Nogle levede som hjemløse i flere korte perioder, andre levede som hjemløse år ud og år ind. De varierede i alder fra helt unge til ret gamle.

Mange, men ikke alle, havde et misbrug af enten alkohol, stoffer eller begge dele. Mange, men heller ikke her alle, havde en psykisk lidelse. Nogle var fredelige grænsende til det ydmyge, andre var som regel vrede og aggressive. Nogle have drømme, andre havde opgivet alt. Nogle havde familie, der gerne ville støtte, andre havde mistet enhver kontakt med familie.

Jeg kunne blive ved med at remse forskelle op, og det kunne jeg også om den større gruppe af socialt udsatte, som hjemløse er en del af.

Bruger man begrebet ’hjemløse’ og ’socialt udsatte’, skal man derfor huske, at det er en samlende kategori, en diagnose, som gives ud fra et enkelt fælles socialt problem. Det kan have sin berettigelse i sociologisk og forskningsmæssige sammenhænge, og måske også i filosofisk sammenhæng, i form af overvejelser om eksistentiel hjemløshed. Men i forhold til socialpolitiske tiltag og til konkrete hjælpeindsatser og metoder må og skal man se ud over den forenklende forståelse og, i mødet med det enkelte hjemløse menneske, holde sig helt fra det generaliserende.

Det ved vi godt, os der har udført personrettet socialt arbejde i kommunerne og i organisationerne. Det, vi møder, er mennesker, der er så forskellige som tænkes kan.

Dertil kommer, at hjemløshed langt fra er et permanent livsvilkår for den enkelte. Mennesker bliver hjemløse og kommer ud af hjemløsheden igen. For nogle sker det mange gange over en årrække. Og årsagerne til både at komme ind i hjemløshed og ud af hjemløshed er mange.

Derfor er jeg bekymret over den slags totale løsninger, som med en enkelt formel metode og tilsvarende indsats til alle forsøger sig med løsning på det sociale problem hjemløshed. Den slags indsatser, behandling kunne jeg kalde det, hører ideologisk til i det naturvidenskabelige diagnosesystem, og rækker heller ikke helt til der.

Socialt arbejde må bygge på humanistiske værdier og ideologier. Socialt arbejde må se det personlige, sammensatte og mangfoldige menneske. Ikke bare en diagnose.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element