Anmeldelse af bogen ”UDENFOR – Erindringer fra et liv på kanten” af Preben Brandt, som udkommer d.24 august

Sidste nyt

Af: Jane Laustsen, uddannelsesansvalig i projekt UDENFOR

Dr. med. og formand for bestyrelsen i projekt UDENFOR Preben Brandt har forfattet en kraftfuld og tankevækkende erindringsbog om, hvad han selv kalder et liv på kanten. Over 268 letlæste sider får vi indblik i et liv, som grundlæggende leves i følelsernes vold, men med et rationelt og skarpt drive, når forhold i det professionelle liv har krævet det.

Preben Brandt er oprindelig læge, siden hen psykiater og socialoverlæge inden for rammerne af det kommunale bureaukrati, og i en moden alder socialarbejder på gadeplan blandt samfundets allermest udstødte. Karriereudvikling eller deroute? vil mange formentlig spørge sig selv, mens andre vil lede efter et religiøst motiv og enkelte måske tænke, at her nok er tale om en småskør psykiater, som fravalgte et solidt levebrød med karrieremuligheder til fordel for en økonomisk usikker tilværelse på et felt, hvor håbløsheden er iøjnefaldende og brugerdødeligheden høj.

Hvad drev ham dertil? Læseren finder selv svaret – eller svarene, for flere forhold i forfatterens liv spillede sammen i den udvikling, som førte til en banebrydende indsats for de psykisk syge på gaden og senere til etablering af fonden projekt UDENFOR, der siden 1997 har udført opsøgende arbejde blandt psykisk syge hjemløse i kombination med formidling, undervisning og debatskaben om udstødelse, hjemløshed og hjemløses levevilkår.

Valget af medicin som alternativ til teologi eller jura var motiveret af en generel humanistisk indstilling, ”Jeg troede og tror stadig på, at vi har en forpligtelse til at tage os af hinanden og ikke glemme dem, der i et fornuftsregnskab ikke synes særligt værdifulde,” påpeger Preben Brandt (s. 62). Under uddannelsen til læge stiftede han bekendtskab med psykiatrien og blev klar over, at han havde en særlig evne til at møde de forpinte, psykisk syge på en måde, som indgød dem ro og tillid. Valget af det psykiatriske speciale var uomgængeligt. Det professionelle virke som psykiater udviklede sig dog med tiden utilfredsstillende og kritikken af den biologisk-medicinsk funderede psykiatri og apparatfejlmodel fyldte stadig mere hos Preben Brandt.

Det blev mødet med Sundholm (og den ”vilde anderledeshed” s. 129), som kridtede Preben Brandts karrierevej op – og senere førte til livet på gaden. På Sundholm mødte han en verden, som han troede ikke længere eksisterede: usle fysiske forhold, et nedværdigende menneskesyn og absolut fravær af anerkendelse af brugerne gennemsyrede her indsatsen for samfundets mest marginaliserede og udstødte på en institution, der bedst kunne sammenlignes med en skraldespand. Mødet med Sundholm blev skæbnesvangert og bogens kapitel herom har meget rammende fået overskriften: ”Det bliver et kald”. På Sundholm mødte han også socialrådgivere og sygeplejersker, hvis engagement, omsorg og stædige kamp for at forbedre forholdene for brugerne aftvang stor respekt. Og ja, så var der også lige Sundholms faste og dybt alkoholiserede læge dr. Glahder, en intelligent og farverig person, der svingede godt sammen med Sundholms øvrige skæve eksistenser, men som ikke magtede at udfylde sit embede. Forfatterens beskrivelse af dr. Glahders spirituøse, verbale udskejelser direkte i æteren i en radiomontage er ubetalelig!

Tiden på Sundholm bragte forandringer med, bl.a. modernisering af institutionen og rekruttering af en veluddannet medarbejderskare. Gruppen af brugere ændrede sig også. Desværre ikke til det bedre, for mens de tidligere typiske brugere, for manges vedkommende, efterhånden blev omfattet af de gængse kommunale tilbud, så faldt gennemsnitsalderen blandt de hjemløse drastisk, og der kom stadigt flere til med alvorlige psykiske sygdomme og stofmisbrug eller begge dele.

”Socialt svage psykisk syge blev udskrevet fra hospitalerne uden nogen støtte, stofmisbrugere uden sikker social baggrund og netværk og unge, der tidligt i deres liv var blevet følelsesmæssigt svigtet, risikerede i et tiltagende individualiseret og kravstillende samfund at blive udstødt og hjemløse. Det var der tilsyneladende ingen, der for alvor havde forudset, og ingen med ansvar tog de nødvendige forholdsregler” (s. 152).

Den samfundsmæssige og socialpolitiske udvikling op gennem 80’erne kaldte på opmærksomhed og indsatser, som ikke eksisterede. Med ansættelsen som socialoverlæge i Københavns Kommune i 1990 fik Preben Brandt nu en egentlig platform for formidling af viden og debat om hjemløshed og hermed mulighed for øve indflydelse på den fremtidige socialpolitik.

Karrieremæssigt blev der også plads til en doktorgrad på baggrund af disputatsen om sammenhængen mellem hjemløshed og opvækstvilkår og endvidere til formandskab for Narkotikarådet, Rådet for Socialt Udsatte og senest Københavns Kommunes Udsatteråd.

Utilfredsheden med den kommunale træghed og tilsyneladende uvilje mod udvikling og implementering af flere og bedre indsatser for samfundets absolut udstødte voksede sig stadigt større og førte i 1997 til, at Preben Brandt grundlagde sin egen organisation, der skulle arbejde med hjemløse på gaden.

”Flere ting bekymrede mig. Det var den manglende opmærksomhed over for behovene hos de hjemløse, der levede på gaden uden kontakt med hjælpesystemerne. Det var væksten i antallet af yngre hjemløse med meget tunge sociale og misbrugsmæssige problemer, og det var den manglende vilje til at se de mennesker, der opholdt sig i hjemløseinstitutionerne, som værdige mennesker med ret til at have indflydelse på eget liv” (s. 222).

Med projekt UDENFOR som afsæt blev det endelig muligt at ”arbejde dér, hvor den enkeltes liv blev levet og forstå vedkommende ud fra hele hans situation” (s. 160), at opholde sig på gaden i regn og frost og mærke de hjemløses livsbetingelser på egen krop, at vedkende sig og vise medfølelse og medlidenhed med mennesker, som ingen andre så eller undgik at se.

Men arbejdet med de hjemløse handler for Preben Brandt ikke kun om simpel skadesreduktion og lindring af nød. I erindringsbogen hører vi også om den drivkraft i arbejdet, som bæres af en dyb fascination og beundring af de hjemløses styrke og vilje til at klare sig. Bogens mange og hudløse personfortællinger vidner om denne fascination og beundring og giver samtidig indblik i rædselsfulde og korte menneskeliv. Men fortællingerne kan mere end det: de fremstår også – med humor og varme – som ærlige vidnesbyrd om nære og fortrolige relationer, hvoraf nogle udviklede sig til årelange venskaber.

Men hvordan tackler man, og hvordan udholder man, et arbejde med så megen elendighed, menneskelig lidelse, svigt, overgreb, ringeagt og laden-stå-til. Tja – nogle vælger måske at skifte konen ud så ofte, som det er nødvendigt for til stadighed at sikre anerkendelse, beundring og omsorg i nye og rigelige mængder. Forfatteren er ærlig om sine personlige behov, når han fx skriver: ”Jeg havde brug for at tale, tale om mig selv og det, jeg fandt vanskeligt. Jeg havde brug for at tale om det, som jeg huskede som ulykkeligt i min barndom. Jeg havde brug for at have nye til at lytte og jeg havde brug for at blive mødt med ny trøst og forståelse […] Jeg ville elskes ubetinget mere og mere. Det tærede hårdt på forholdene” (s. 134).

Forfatteren er også eksplicit omkring betydningen af kunst og kultur for opretholdelse af balancen i et arbejdsliv, der slider på krop og sjæl. ”[…] uden at have ladet det, jeg arbejder med, den musik, jeg lytter til, og den litteratur, jeg læser, flette sig ind i hinanden, havde jeg aldrig kunnet bære det i længden” (s. 161).

Preben Brandt beskriver i kapitlet ”Det bliver et kald” en episode, som illustrerer denne tilstræbte samklang mellem kunst og arbejdsliv. En aften på vej til koncert iagttager han i tusmørket på Sundholm to brugere, Lars og Jane, i en hengiven og kærlig omfavnelse, som varmer og gør ham glad. Oplevelsen vender tilbage under koncerten, smelter sammen med og bliver fortolket af musikken på en måde, der overbeviser forfatteren om, at musik, teater og litteratur for altid skal binde hans arbejdsliv og private liv sammen.

Vi anbefaler ” UDENFOR – erindringer fra et liv på kanten” til de, der i et historisk perspektiv interesserer sig for marginalisering og hjemløshed og til de, der er nysgerrige på at vide mere om det stof, som ildsjæle er gjort af. Bogen er udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag og udkommer fredag d. 24 august

I øvrigt vil vi anbefale alle interesserede at møde op torsdag d. 3. januar 2013 kl. 19.00 på Blågårdens Bibliotek, hvor Preben Brandt læser op af sin bog og inviterer til debat om hjemløshed.

Jane Laustsen, uddannelsesansvarlig i projekt UDENFOR, d. 23. august 2012.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element