Anmeldelse af forestillingen Hjemve 110

Sidste nyt

Hvad: ”Hjemve 110”
Hvor: Mammutteatret, Nørrebrogade 3B, 2200 Nørrebro.
Hvornår: 7.-18. maj 2014

På gulvet i en førstesalslejlighed på Nørrebro er fem bunker af dyner og puder gjort klar. Dér skal vi sætte os, får vi at vide, da vi træder ind i lokalet. Vi er kommet for at se teaterstykket ”hjemve 110”; en forestilling om unge hjemløse.

Temaet ”hjem” er en tydelig del af denne aftens helhedsoplevelse på Mammutteatret allerede før forestillingen er gået igang. Der er sørget for, at vi som publikum føler os velkomne. På bakker midt i ø’erne af puder og dyner står kaffekopper klar og der er lagt op til at man tager sine sko af og føler sig ”hjemme” i de bløde gemakker. Samtidig er der snedigt lagt op til oplevelsen af at være sofa-surfer, at crashe på en dyne på gulvet i nogens lejlighed for nogle timer, inden man skal ud igen, og at være lidt usikker på, hvad der nu skal ske – hvordan gebærder man sig i dette ”hjem”, og hvad vil denne tur i teatret byde mig? Vi bliver bedt om at puste stearinlyset på bakken ud og forestillingen går i gang.

Stykket skildrer seks unge hjemløse – eller unge uden bolig, uden tilhørssted, uden en fast og tryg base – for hvad vil det sige at være ”hjemløs”? Er en hjemløs ikke en alkoholiseret sut på en bænk? Er man hjemløs, bare fordi man lige nu står og mangler et sted at bo? Disse spørgsmål og tanker danner på mange måder rammen om den første halvdel af forestillingen.

Efterhånden som vi lærer de seks unge at kende, bliver det klart, at den manglende bolig er én blandt mange facetter i det kaos, der udgør deres tilværelse, både udenom dem og indeni dem. Én af de unge kvinder slås med fortiden i en dysfunktionel familie, en anden er begyndt at tage hårde stoffer for at klare sig igennem dagligdagen og en ung mands iværksætterdrømme bliver begravet i endeløse kontanthjælpsblanketter.

Karaktererne griner en gang imellem. Det gør publikum også. Der bliver serveret varm tomatsuppe, så tilskuerne rigtigt kan hygge sig i de bløde dyner på gulvet. Men det sjove og det hyggelige varer kun i korte stunder. Man når lige at tage sig en slurk af suppen, før de unges hårde virkelighed igen banker på. Som publikum sidder du midt lokalet, midt i virvaret, helt tæt på.

Som et tæppe over forestillingen ligger følelsen af ensomhed; oplevelsen af at være alene i kaosset, alene i tomheden og alene med magtesløsheden. Relationerne blandt de seks unge, som møder hinanden på kryds og tværs, er skrøbelige og krakelerer lige så hurtig som de opstår. Der er ingen forældre at ringe til og vennerne er blevet trætte af at låne deres sofa ud. Den menneskelige kontakt der fremstår mest konstant for de unge i stykket er kontakten til ”systemet”, portrætteret som en dør midt i lokalet, som de unge – når altså det er deres nummer i rækken – farer ind og ud af, smækker hårdt med, spytter på og er dybt afhængige af.

Teaterstykket slutter da de seks unge sluges af ”systemets dør” og ikke kommer ud igen. Som tilskuer sidder man tilbage med lysten til at give hver af de seks karakterer, man i bogstaveligste forstand lige har siddet ansigt til ansigt med, et stort knus og det nærvær, den tid og den menneskelige kontakt, som de tydeligvis har brug for. Alt imens trænger spørgsmålet sig på: Er der virkelig ikke nogen til at gribe ind overfor denne voksende gruppe af boligløse, ensomsomme og forvildede unge, før de for alvor ender som den hjemløse alkoholmisbruger på bænken, som de på nuværende tidspunkt tager afstand fra et blive forbundet med.

Forestillingen er ikke alene et stærkt indblik i seks unges rodløse tilværelse i hjemløshed og i en konstant kamp mod dybe sår efter en hård opvækst, en konstant kamp mod lavt selvværd, restløshed og ensomhed og en konstant kamp med det system som er sat i verden for at hjælpe dem. Den er også en sanseligt rørende teateroplevelse, hvor visuelle, musiske og performative elementer går op i en kunstnerisk helhed.

Hjemve 110 spiller på Mammutteatret frem til d. 18. maj

 

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element