Overser vi de ældre hjemløse?

Sidste nyt

Der sker nogle gange noget lige for øjnene af os, uden at vi for alvor lægger mærke til det. Sådan synes det at være med forholdene omkring ældre hjemløse. Der blev fundet 347 hjemløse, der var over 60 år gamle, ved VIVEs sidste hjemløsekortlægning i vinteren 2017.  I 2009 var antallet af ældre hjemløse 235, så det vil sige, at der har været en stigning på 50%. Bevares, det er ikke mange ældre hjemløse, vi har her i landet, men dog 6% af alle hjemløse, så det er vel ikke helt ved siden af at interessere sig for dem, og det liv de lever. Og ikke mindst hvorfor antallet af ældre hjemløse stiger.

Det, der åbnede mine øjne, var deltagelsen i en konference, som Ensomme Gamles Værn (EGV) holdt fredag den 20. april 2018 sammen med Gerontologisk Selskab med titlen ”Empowerment of socially isolated older persons”. På konferencen deltog professor Anja Machielse, University of Humanistic Studies, Utrecht, The Netherlands og postdoc Jon Dag Rasmussen, MA Educational Anthropology, PhD, Danish School of Education, Aarhus University, som begge talte om socialt marginaliserede ældre, der havde bolig, men levede en tilværelse isoleret fra det øvrige samfund. Jeg var også blevet bedt om at tale. Titlen på mit indlæg var “Homeless older people – societal changes and the call for a new focus”.

Det var forbløffende så stor ligheden var mellem de socialt udsatte personer, som Anja Machielse og Jon Dag Rasmussen talte om og dem, som jeg talte om, når man lige ser bort fra, at der i mine fortællinger indgik hjemløshed. Det gjaldt både, hvad angår de mere overordnede betragtninger, og de konkrete eksempler vi kendte til. Beskrivelser af aleneheden, udenforheden og det at opfatte sig som anderledes var det, der bragte menneskene og skæbnerne i vores tre indlæg sammen. Ensomhed kunne man have talt om, hvis det liv, vi var blevet vidner til, kun var blevet set udefra af en distanceret iagttager – uden den indsigt som mødet med disse mennesker havde skabt. Det, som var det væsentlige, sådan hørte jeg det, var et ønske om at have kontakt, at få et netværk men ikke som sådan at komme ud af det, vi kan tolke som ensomhed.

Det kan man se som et udtryk for, at det er mennesker med et langt liv bag sig, og et liv der har ført frem til en tilværelse som socialt udsat og hjemløs. Disse mennesker har ikke som udgangspunkt behov for en grundlæggende forandring, men derimod et ønske om at have en kontakt på et niveau som ikke bliver omklamrende, men derimod levner god plads til at leve livet, på den måde som er deres. Sådan forstod vi det vi have set. og sådan tolkede vi det.

Jeg vender tilbage til VIVEs kortlægning. Størstedelen af hjemløse over 60 år bor på et § 110 tilbud, og næsten halvdelen har boet der i mere end 2 år. Jeg er sikker på, at de fleste af dem er glade for at bo, hvor de bor og at medarbejderne på botilbuddene er enige. Jeg er også ret sikker på, at det i praksis fungerer godt. Men kunne det ikke være, at der var noget der var bedre? Og i hvert fald er det lovgivningsmæssige grundlag for ophold på § 110 botilbud slet ikke langvarige og varige ophold og selvstændig boligform.

Det er ikke nyt med ældre mennesker på institutioner for hjemløse. For 150 år siden var fattiggårdenes og arbejdsanstalternes beboere altovervejende ældre og gamle mennesker, med overtal af kvinder. I 1900-tallet faldt andelen af ældre og mændene kom i flertal. Vi skal helt frem til midten af 1980’erne før antallet af ældre på herberger og forsorgshjem kom ned på under 10 %.

Hvorfor stiger antallet så nu? Spørgsmålet har så vidt jeg ved ikke været stillet før jeg gør det nu. Og jeg har heller ikke noget svar. Men jeg kan godt tænke mig nogle mulige grunde. Det kunne være, at den ældre hjemløse hellere vil tage til takke med et herberg, hvor der er andre at føle sig iblandt, end at bo isoleret i egen lejlighed. Det kunne være, at der ikke gives andre alternativer. Plejehjemmene er for mennesker med langt mere omfattende plejebehov og kollektive botilbud fx under § 108 er der ikke nok af. Begge boformer er også væsentlig dyrere for kommunen end et herberg. Endelig kunne man også tænke, at sundhedsvæsenet har fundet ud af at yde samme gode behandling til den mest udsatte som til alle andre, og at det giver en længere middellevetid til mennesker på kanten af samfundet, også mennesker, der er hjemløse. Måske er alle tre overvejelser i spil samtidig, måske er der flere muligheder.

Selvom gruppen af ældre hjemløse er lille, er der klart et behov for at huske dem i forsøgene på at reducere antallet af hjemløse. Det kræver vilje, fagligt og politisk, og hvis det skal gøres på en menneskelig ordentlig måde også mere viden om, hvad der fører ældre ud i hjemløshed, hvad de ældre hjemløse selv ønsker sig, og hvordan det kan tilbydes på en værdig måde.

af Preben Brandt
pb@udenfor.dk

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element