projekt UDENFOR er nomineret til Fællesskabsprisen

Sidste nyt

projekt UDENFOR er nomineret til Fællesskabsprisen, der gives til mennesker og projekter, der arbejder for at styrke fællesskabet og skabe et bedre samfund. Vi er rigtig glade for nomineringen, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at være med i fællesskabet. Hver dag ser vi konsekvenserne af, at stå udenfor.

projekt UDENFOR har blandt andet kontakt med unge hjemløse, der lever uden for samfundet – uden at kunne passe ind i eksisterende tilbud. De sover på gaden, kloakker, kælderrum eller parker.

De unge har forskellig baggrund og forskellige veje ind i hjemløshed, men fælles for dem er psykiske problemstillinger, dårlig eller ingen økonomi og sporadisk eller ingen kontakt til systemet – og et savn efter fællesskaber, hvor de bliver trukket væk fra hjemløsemiljøet og livet på gaden.

“Hvis de unge hjemløse bliver overladt til sig selv betyder det måske, at de bliver på gaden resten af deres af deres liv, og aldrig får en chance for at få et helt almindeligt ungdomsliv. Derfor er fællesskab et nøgleord for vores arbejde,” udtaler direktør i projekt UDENFOR, Ninna Hoegh, i forbindelse med nomineringen.

Vores erfaring er, at hjemløshed ikke handler om mangel på bolig eller arbejde, men om en manglende følelse af at høre til. For mange unge er det svært at tro på, at de er gode nok til fællesskabet. Størstedelen af dem vi møder gennem gadeplansarbejdet har oplevet svære svigt i familien, skolen og i kontakten med systemet, og de har først og fremmest brug for stabile relationer og inkluderende fællesskaber, før de bliver parate til at tage imod hjælp.

Vi håber meget, at nomineringen kan være med til at sætte fokus på fællesskabet, og på hvor vigtigt det er at lukke dem, der står udenfor, ind.

I kan stemme på projekt UDENFOR her.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element