projekt UDENFOR og Københavns Kommune fortsætter det gode samarbejde

Sidste nyt

 

Overborgmester Frank Jensens besøg i Den Mobile Café, og mødet mellem overborgmesteren, socialborgmesteren og projekt UDENFORs daglige ledelse mandag eftermiddag, blev afsluttet med et håndslag om et fortsat godt samarbejde omkring de mest udsatte hjemløse

Snakken falder, som det mest naturlige i verden, på Grønland og den lille by, som hjemløse Thomas er vokset op i.  Det viser sig nemlig ganske hurtigt, at overborgmester Frank Jensen nærmest er ekspert i Grønland, eftersom han har besøgt Grønland ikke mindre end 51 gange i embedsmedfør. For få minutter siden trillede projekt UDENFORs Mobile Café ind på Østerport station med overborgmesteren på passagersædet. Han er denne mandag aften med for at servere mad til de hjemløse, der dagligt spiser i projekt UDENFORs Mobile Café. På dette stop øser overborgmesteren seks portioner lasagne op, før han snakkesaligt slår sig ned ved cykelstativet sammen med de fremmødte hjemløse.

Tilbage på kontoret om eftermiddagen har aftenens udflugt ud i gadernes virkelighed med Den Mobile Café selvsagt endnu ikke fundet sted. Men det betyder ikke, at der blandt overborgmesteren, socialborgmesteren og projekt UDENFORs daglige ledelse er bred enighed om, hvad der er af særligeudfordringer på hjemløseområdet. Blandt andet falder snakken på det stigende antal unge hjemløse og det store antal manglende boliger samt de særligt sårbare udenlandske hjemløse, som projekt UDENFOR og Københavns Kommune, via Transitprogrammet, arbejder tæt sammen omkring.

Efter eftermiddagens møde noterer direktør i projekt UDENFOR, Ninna Hoegh, og souschef og faglig leder, Bibi Agger, sig med glæde, at både overborgmesteren og socialborgmesteren anerkender vigtigheden af den opsøgende indsats i forhold til gadens mest sårbare. En indsats, som projekt UDENFOR glæder sig til at arbejde sammen omkring, når projekt UDENFOR igen inviterer Københavns Kommune med på nattetælling i september, hvor Frederiksberg Kommune denne gang også deltager.

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element