Social ulighed i sundhed – hvor svært kan det være?

Sidste nyt

Projekt UDENFOR deltog d. 30. november og d. 1. december 2015 i den nordiske konference ’Social ulighed i sundhed – fra viden til handling’. Konferencen, som fandt sted i FN-Byen i København, satte fokus på, hvordan vi implementerer indsatser mod social ulighed i sundhed på det lokale niveau.
Dette kunne lyde som et spørgsmål, hvortil der hører et enkelt svar. Det gør der ikke.

På konferencen blev præsenteret rapporten ’Tackling Health Inequalities Locally: the Scandinavian Experience’. Rapporten og dens undersøgelser er udført af tre forskere ved Københavns Universitet på bestilling af de skandinaviske sundhedsmyndigheder, som må konstatere, at det endnu ikke er lykkedes at dæmme op for den stigende sociale ulighed i befolkningernes sundhed.
I rapportens undersøgelser indgår erfaringer fra Norge, Sverige og Danmark. Nogle af disse erfaringer blev delt i forskellige fora på konferencen.

Rapporten præsenterer en række anbefalinger til en styrket indsats mod den sociale ulighed i sundhed. Du kan hente rapporten på www.sst.dk/nordisk

Men hvad kan de tre nordiske lande, som har stort set ens velfærdsmodeller, lære af hinanden, når det gælder om at bremse udviklingen med stigende social ulighed i sundhed? En hel del, faktisk. På det udførende, lokale niveau ses forskellige steder i Skandinavien en udvikling, som kunne rumme kimen til en opbremsning i den sociale ulighed i sundhed.

Flere af indlæggene på konferencen kritiserede dog det forhold, at de centrale, regionale og kommunale niveauer ikke taler samme sprog. Velfærdssamfundet er under pres og der forekommer ’silotænkning’, fx på arbejdsmarkedsområdet og sundhedsområdet, som ikke deler formål. Man kan lidt firkantet sige, at sundhedsvæsenet ’ejer’ effekten af ulighed i sundhed, mens de øvrige politikområder ’ejer’ løsningerne.

Sundhedsvæsenets ejerskab i forhold til effekten af ulighed er godt belyst – vi har stor viden om de faktorer, der kan mindske den sociale ulighed i sundhed. Udfordringen ligger i at få de, der ’ejer’ løsningerne til at (ville) samarbejde. Vi har derfor brug for at få alle relevante politikområder bragt i spil og herigennem få etableret et fælles ejerskab om en indsats, der virker og rykker.

Vejen dertil er desværre belagt med ujævne sten. Kommunerne er udfordrede i mere end én forstand, for de står med opgaver, der er svære at balancere. På den ene side skal de implementere de politikker, der kommer fra centralt hold; på den anden side skal de søge at imødekomme lokale behov og ønsker.
På trods af disse vilkår, blev der på konferencen fremhævet eksempler på kommuner i Norden, som i disse år gør positive erfaringer på området. En af disse er Ålborg Kommune, som med en tværgående sundhedspolitik inddrager alle politikområder i indsatsen mod social ulighed i sundhed.

I Danmark har vi stor viden om udsatte borgeres helbred. Vi ved, at lægeundersøgte hjemløse i gennemsnit slås med 13 forskellige diagnoser. Vi ved også, at hjemløse mænd lever omkring 20 år kortere end mænd, der har en bolig.
Med et udtryk fra konferencen kan vi sige, at sundhedsvæsenet ’ejer’ de hjemløses stærkt øgede sygelighed og alt for tidlige død. Med alt hvad det indebærer af økonomiske omkostninger og uværdigt spild af menneskeliv.

Konferencen viste eksempler på, at det rent faktisk er muligt at forene de lokale kræfter og ressourcer i indsatsen for at forbedre folkesundheden og reducere ulighed i sundhed.

Så hvornår kommer de politikområder, som ’ejer’ løsningerne, på banen? Hvornår får vi skabt et fælles, permanent og bæredygtigt ejerskab for bekæmpelse af social ulighed i sundhed?

Det kan kun gå for langsomt.

Jane Laustsen, projekt UDENFOR d. 2. december 2015.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element