SOCIALPOLITISK REDEGØRELSE 2016

Sidste nyt

’Hjemløse borgere er blandt de mest udsatte i Danmark. Mange har komplekse problemstillinger og støttebehov, der ikke alene handler om at sikre en stabil boligsituation’ (Socialpolitisk redegørelse 2016, s. 124).

Projekt UDENFOR hilser Social- og indenrigsministerens redegørelse for 2016 velkommen. Redegørelsen er grundig og giver et godt overblik over omfanget af socialt udsatte mennesker i Danmark og fortæller også om indsatser, der virker eller ikke virker.

I forordet til redegørelsen fremhæver ministeren, at der ikke blot er tale om en redegørelse, men om et ’nyt og centralt værktøj i arbejdet med at omstille indsatserne på socialområdet, så der i højere grad bruges løsninger og redskaber, der gør en reel forskel’. Ministeren ser også frem til, at udsatte borgere, med omstilling af indsatser og udvikling af nye virksomme og veldokumenterede metoder, fremover får bedre hjælp og støtte.

Det gør vi også. For hjemløseområdet kalder i den grad på indsatser, som vedvarende kan bidrage til at reducere antallet af hjemløse, der i perioden 2009-2015 er steget fra ca. 5.000 til 6.100.
Det vender vi tilbage til.

Ministerens redegørelse udmærker sig ved at levere en samlet fremstilling af de mest udsatte grupper: socialt udsatte børn og unge, socialt udsatte voksne og borgere med handicap. Og netop den samlede fremstilling giver os mulighed for se sammenhængen mellem at være udsat både som barn og som voksen.

Der er omkring 57.000 udsatte børn og unge i Danmark (Socialpolitisk Redegørelse, s. 9). De trives markant dårligere end andre børn i grundskolen og deres faglig niveau er svagt. Fx har 45% af udsatte børn og unge læsefærdigheder under middel på alle klassetrin (s. 22). Fravær, mistrivsel og manglende udbytte af undervisningen fører for nogle børn og familier til iværksættelse af sociale foranstaltninger. Effekten af disse foranstaltninger må anses for utilstrækkelig, når det senere viser sig, at 2/3 af de 25-årige, som har modtaget foranstaltninger i ungdommen, aldrig har påbegyndt eller færdiggjort en uddannelse (s. 24). Hertil kommer, at udsatte unge, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, ofte får flere og komplekse problemer at slås med fx stofmisbrug, kriminalitet eller psykiske vanskeligheder. Det gælder for 31% i denne gruppe (s. 26).

Vi kender redegørelsens beskrivelse af udsatte børn og unge fra tidligere og aktuel dansk forskning i, hvad udsathed gør ved børn og unge. Fx påviser en undersøgelse fra SFI 2003: ’Risikofaktorer i barndommen og social arv – særligt med henblik på mishandling og vanrøgt’ (Christoffersen, M.C) sammenhængen mellem anbringelse uden for hjemmet og en stærkt forøget risiko for psykisk sygdom, stofmisbrug og selvmordsforsøg som voksen.

I redegørelsen kan vi om anbringelse uden for hjemmet læse, at flere end 40% af forældrene med ophold på et botilbud har børn, som har været omfattet af en social foranstaltning og at en stor del af disse børn har været anbragt uden for hjemmet (s. 172).Psykosociale belastninger og omsorgssvigt i barndommen er altså væsentlige markører for marginalisering og udstødelse – og kan risikere at føre til hjemløshed som voksen.

Det er trist, at ministeren i arbejdet med redegørelsen ikke har inddraget resultaterne fra den gode og omfattende danske forskning på området for udsatte børn og unge. Her ville hun kunne læse om konsekvenser af belastninger og svigt i barndommen og blive mere skarp på, hvordan vi tidligt i livet kan støtte børn til et godt voksenliv. For udsatte børn bliver til udsatte voksne, hvis vi ikke griber ind, før skaden sker.

Der er omkring 65.000 udsatte voksne i Danmark (redegørelsen s. 9). Af dem har 60% komplekse problemer; dvs at de slås med flere, svære og konkurrerende problemstillinger fx misbrug og psykisk sygdom. De er svære at hjælpe, for det er vanskeligt eller nærmest umuligt at tage del i samfundsmæssige og sociale relationer, når man er ramt på flere forskellige områder på én gang. Redegørelsen viser, at gruppen af udsatte med komplekse problemstillinger har en markant svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre udsatte. For hele gruppen af socialt udsatte voksne gælder, at meget få kommer i uddannelse eller beskæftigelse; faktisk falder deltagelsen i arbejdsliv og uddannelsesaktiviteter over en periode på 10 år med 50% for denne gruppes vedkommende (s. 31). Af de 65.000 udsatte voksne er 6.100 hjemløse. De hører til i gruppen af socialt udsatte med komplekse problemstillinger.

I projekt UDENFOR plejer vi at sige, at hjemløshed kun er ét af de problemer, som de hjemløse har, for hjemløse har typisk et bredt spektrum af problemer, der griber ind i hinanden: sociale, helbredsmæssige, misbrug og økonomiske problemer er sammen med boligproblemet med til at komplicere tilværelsen og skubbe på marginaliseringen. Vi ved, at mange hjemløse har omfattende fysiske og psykiske helbredsproblemer: ofte op til 13 forskellige diagnoser. Vi ved også, at hjemløse mænd i gennemsnit lever 22 år kortere end mænd, der har en bolig.Nogle af de hjemløse er heldige at blive tilbudt en plads på et herberg eller et forsorgshjem. Desværre viser redegørelsen, at 60% af brugerne på forsorgshjem også bor der året efter. Hjemløse mænd er også fædre; omkring 28% af de hjemløse mænd har mindreårige børn. Mon ikke disse børn også kan tælles i gruppen af de 57.000 udsatte børn og unge i Danmark?

Og sådan kunne vi blive ved. Den socialpolitiske redegørelse viser med al ønskelig tydelighed, hvordan udsathed i barndommen øger risikoen for marginalisering og udstødelse i voksenlivet. Det kunne have kvalificeret redegørelsen og den fremtidige hjælp og støtte til udsatte borgere at lade embedsfolk og forskere granske sammenhænge mellem udsathed i barndommen og udsathed i voksenlivet.

Af redegørelsen fremgår sporadisk, at nogle udsatte borgere klarer sig bedre end andre, fordi de indgår i sociale relationer eller har et socialt netværk. I projekt UDENFOR har vi gode og årelange erfaringer med relationsskabelse som værktøj i hjemløseindsatsen. Af og til ser vi endda, at de fysiske og materielle forandringer (bolig, behandling, arbejde, familie etc) opstår nærmest som biprodukter af en vellykket relation.

Vi kunne ønske, at ministeren havde viet netop relationsskabelsen som værktøj langt større opmærksomhed i den fremtidige indsats for udsatte grupper.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element