Stifter af projekt UDENFOR Preben Brandt skriver reflekterende indlæg om hjemløshed på Preben Brandts side på facebook. Den første torsdag i måneden udgiver vi hans indlæg på udenfor.dk, under navnet ’Tænksom torsdag’. Indlæggene er udtryk for Preben Brandts egne holdninger og refleksioner.

Forfatter: Preben Brandt

Der er god grund til, at jeg forfølger emnet fra min sidste klumme og forklarer, hvad det er, jeg vil sige, når jeg benytter mig af begrebet husly fremfor bolig. Husly er et godt gammelt dansk ord, som betyder et beskyttende sted at opholde sig. Det kan bruges om en bolig, men det er hyppigst blevet brugt om et sted for et kortere og midlertidigt ophold.

Husly dækker således også ganske godt det, som serviceloven omtaler som boformer, der tilbyder midlertidigt ophold til personer med særlige sociale problemer heriblandt hjemløshed. Det er herberger, forsorgshjem og andre steder til midlertidigt men længerevarende ophold. Det kan for nogle af disses vedkommende være en samling af mere eller mindre selvstændige boliger inden for et defineret område, fx en del af en bygning. En, kan man sige, institutionslignende konstruktion.

De fleste af os vil gerne bo i en bolig, som enten er ejet af os selv, eller som vi har kontrakt på og lovgivningsmæssigt er sikret retten til. En bolig, som vi ud fra vores egne ønsker og behov kan gøre til vores hjem. Det vil langt de fleste mennesker, der er hjemløse, også gerne.

Men nogle magter det ikke af den ene eller den anden grund. Når jeg skriver husly og ikke bolig, er det fordi, vi ikke må glemme den del af gruppen af hjemløse, som må leve med de mest omfattende sociale, psykologiske, misbrugs- og helbredsmæssige problemer, og som ikke magter at tage vare på sig selv i en almindelig bolig. At glemme dem vil både være at lukke øjnene for virkeligheden og at tilføje endnu en uretfærdighed til denne lille gruppe af meget vanskeligt stillede, der i forvejen er blevet behandlet stedmoderligt af livet.

Statsministeren har sagt, at vi, efter coronapandemien er overstået, skal forvente at vende tilbage til et samfund, der på mange måder er forandret. Det samme synspunkt læser jeg i aviserne. Ingen er sikker på, hvad der vil være forandret eller i hvilket omfang.

Forandringer kan være nyttige, og jeg håber, at de forandringer, vi kommer til at se, også vil vise sig i form af et mere rummeligt boligmarked, så de bedst fungerende hjemløse vil blive i stand til at få en almindelig bolig. Men der må det ikke slutte. Jeg frygter, at vores hang til at tage os af dem, der ligner os andre mest, kan gøre os blinde for dem, der ikke gør. Dem med de tungeste problemer. Dem som ikke kan klare sig i en almindelig bolig.

Der trænger i den grad til at blive ryddet op i såvel praksis som lovgivning om midlertidige boformer. De store herberger, som findes rundt omkring i landet, men i særlig høj grad i København, er en skændsel for vores velfærdssamfund. Bygningerne og dermed den hjælp, det er muligt at yde sådanne steder, forhindrer en bedre og mere normal tilværelse på den enkeltes betingelser. Staten medfinansierer herbergerne med halvdelen af kommunens udgifter til herbergerne. Det gør de derimod ikke til de mere stabile boformer, hvor der er mulighed for at skabe sig et hjem og et fællesskab. Dels fordi lovgivningen angiver andre langsigtede opgaver for disse boformer, og dels fordi disse tilbud mest er mindre enheder, der lettere inddrages i livet i nabolaget.

Det betyder ikke, at der ikke skal være herberger, men de bør erstattes af tilsvarende små enheder, og kun være til ganske korte ophold.

Når nu samfundet, sådan som vi kender det, måske ikke vil være det samme som før pandemien. Og når nu mennesker, der enten lever på gaden eller på herberger og i de øvrige botilbud, har gjort deres til at minimere smitterisikoen (det siger alle, jeg har talt med indenfor disse områder, er tilfældet), vil jeg argumentere for, at de samfundsmæssige forandringer også bør betyde en mere værdig og mere retfærdig behandling af de allersvageste.