Tanker efter læsning af SFI rapporten 15:41, december 2015: ”Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark”.

Preben Brandt, januar 2016

Man bør ikke et sekund være i tvivl om, at det er nødvendigt at kende et menneskes hele livsforløb for at forstå dets leveomstændigheder. Derfor er den undersøgelse, der danner baggrund for denne SFI-rapport også så vigtig.

Der er tale om en omfattende og grundig sociologisk undersøgelse, der præsenteres i en godt 300 siders rapport. Basismaterialet består først og fremmest af registeroplysninger, som analyseres og præsenteres grundigt i skema- og tekstform. Det er der, svarende til arten og omfanget af det empiriske materiale, kommet en detaljerig rapport ud af, fyldt med tal og analyser og dermed tidskrævende at læse sammenhængende. Men har man en gang gjort det, kan man vende tilbage og hente god viden her og der om et væld af forskellige aspekter omkring sammenhængen mellem familiebaggrund og social marginalisering.

Mens jeg læste rapporten dukkede der, på baggrund af forskellige overvejelser i teksten, en række tanker op og dermed en nogle kritiske overvejelser, som jeg finder det relevant at tage kort op i denne lille tekst.

Forståelse og omfang af socialt marginaliserede

Rapporten kan give læseren en forestilling om, at begreberne social eksklusion og socialt udsatte tager udgangspunkt i forskning og har fundet sin form i løbet af det første tiår af 2000-tallet.

Men begrebet socialt udsatte var en aktiv del af den faglige og politiske tænkning allerede inden, uden at det fremgår af rapporten. Jeg forstår godt, at videnskab, også ikke-naturvidenskabelig, efterstræber et empirisk materiale bestående af ’stærke data’ fremfor data, der består af skøn og uens empirisk materiale. Men tanken falder mig ind, om sådan en absolut skarp adskillelse ikke kan være en uheldig, og ofte uoverskridelig, barriere mellem forskning og praksis?

Det er interessant at se, at forskernes bag SFI-undersøgelsen danner et skøn over omfanget af socialt udsatte. Det anslås at ca. 120.000 personer inden for de sidste 5 år har hørt til i en af undersøgelsens marginaliserede grupper, svarende til knap 3 % af alle voksne.

I 2002 nedsatte den netop tiltrådte regering som en konsekvens af den offentlige og faglige debat om social udstødelse Rådet for Socialt Udsatte. Rådet tog straks fat på at forstå hvem der kunne medregnes til gruppen af socialt udsatte og kom frem til en beskrivelse ikke langt fra den man benytter i undersøgelsen. Og vores vurdering af omfanget var også, at det drejede sig om omkring 3 % af alle voksne.

Begrebet marginalisering

Om marginalisering af udsatte grupper, skriver man i rapporten: ”Social marginalisering udspringer typisk af, at et individ har sociale og psykiske problemer på mange forskellige områder af livet” (p. 9). I rapporten antages psykisk sygdom, misbrug af alkohol og/eller hårde stoffer, hjemløshed og kriminalitet som sådanne problemområder.

Dermed er der skabt en basis for en registertilgang, som består af variabler på individniveau. Det giver en analyse, der i sagens natur ikke kan måle de mere strukturelle faktorers betydning.

Selvom der i kapitel 2 redegøres for strukturelle, systemiske, interpersonelle og individuelle faktorers samspil i betydningen for sociale marginalisering, forbliver fortællingen om, at udsatte gruppers marginalisering hænger sammen med individuelle forhold som det, der, i hvert fald hos mig, står som det stærkeste udsagn efter endt læsning.

Der er andre måder at forstå marginalisering på. I midten af 1980 talte vi om socialt udstødte og lagde dermed vægten på os som de udstødende. Jeg talte dengang om en forståelse af de udstødte som ’dem, vi for tiden ikke kan lide’, og så en væsentlig del af problematikken med udstødelse af nogle borgere som et udtryk for, at den almindelige borger, og dermed politikkerne, valgte en eller flere bestemte adfærdsforhold eller tilværelsesformer ud som socialt negative, foragtelige eller frygt-skabende. Man vendte sig så at sige mod disse borgere med negativ holdning. Et godt eksempel på den offentlige retoriks betydning for udstødelse er måden, vi forholder os til mennesker, der har et misbrug af illegale rusmidler. I sidste del af 1990’erne var det den mest diskriminerede del af befolkningen. De fik skylden for næsten alle ulykker og forbrydelser, og man var parat til at isolere dem, tvangsbehandle dem og lade dem sprøjte sig ihjel, hvis de ikke valgte at blive stoffrie. Den måde at tale om stofmisbrugere på og vores holdning til dem som mennesker, har siden ændret sig væsentligt i retning af en mere forstående og ikke-ekskluderende holdning.

Eller man kan vælge at forstå udsathed og marginalisering ud fra en psykoanalytisk diskurs, sådan som det beskrives af den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller (Den bandlyste viden; Alice Miller, dansk udgave: 1989): ”De fleste mennesker viser ikke den ringeste interesse for spørgsmålet om, hvorfor et barn er blevet sådan eller sådan. Når man gør opmærksom på årsagerne, faderens brutalitet, mo­derens indre opslugthed, siger de: det er ikke nogen undskyldning for at stjæle. Alle og enhver har gennem­gået noget svært i barndommen og er ikke af den grund blevet forbrydere. At årsagen til denne forskelligartede udvikling ligger i graden af den op­mærksomhed den enkelte har fået interesser dem ikke. Alle vil gøre sig anstrengelser for at disci­plinere disse personer, at bibringe dem noget positivt, men ingen vil vide noget om deres tilværelses tragedie.”

Social arv

Undersøgelsen viser, at socialt udsatte har deres forældrebaggrund fra alle samfundslag. Hvad angår mennesker, der er hjemløse har vi længe vidst, at socialt udsatte ikke simpelt kommer fra en bestemt sociaIgruppe. Min disputats fra 1992 om yngre hjemløse viser en fordeling hvad angår forældresocialklasse stort set som befolkningen i sin helhed. Den beskrivelse, de interviewede i min disputats giver af deres opvækstbetingelser, viser så også med al tydelighed, at det er de tidligt følelsesmæssigt svigtede, der risikerer at blive socialt udstødte. Det har ikke så meget at gøre med, hvilke socialklasse forældrene tilhørte, men derimod så meget desto mere, med den omsorg de har mødt.

Det bringer mig over i spørgsmålet om social arv, som rapporten kredser om adskillige gange. Man vil med Morten Ejrnæs gå i rette med begrebet den sociale arv, og erstatte dette begreb med begrebet chanceulighed, som man finder, fungerer stærkere, teoretisk og empirisk, i forhold til at beskrive de forskelle i risikofaktorer og livschancer, der knytter sig til en forskellig familiebaggrund.

Den indvending mod begrebet social arv som forfatterne synes mest optaget af i deres argumentation er, at der ikke er tale om en absolut overførelse af problemer fra generation til generation. Man anfører, at ”selvom der er en højere risiko for social marginalisering blandt unge fra familier, hvor forældrene har sociale og psykiske problemer, er et væsentligt – og opløftende – resultat af undersøgelsen, at mange unge fra disse familier, på trods af problemer i familien, ikke selv får tegn på social marginalisering senere i livet, og mange formår at tage en uddannelse og at komme i beskæftigelse.”

Det er sådan med arv hvad enten arven er juridisk, social eller biologisk, at der meget, meget sjældent er tale om noget absolut. Fx ved man fra tvillingeundersøgelser, at der er en genetisk betinget arvelighed af psykisk lidelse, men heldigvis er det kun nogle et begrænset procentpoint flere af børn med en psykisk syg forælder, der selv bliver psykisk syge i forhold til børn af ikke psykisk syge forældre.

Den diskussion om arv, der tages op igen og igen i rapporten ser dels helt bort fra den klassiske genetisk arv som kan spille ind i forhold til at særlig adfærd arves fra generation til generation, og dels fra den nyeste forskning om epigenetisk arvelighed, hvor genets struktur ikke er det afgørende, men en indlært aflæsning af genet, der kan gives videre fra generation til generation uden at selve genet ændres.

Afsluttende

Omfanget af social marginalisering kan af nogle opfattes som beskedent. Men 3 ud af hver 100 voksen er ikke et lille antal. Og kræver, at der handles på det.

Der kan og skal forebygges, så langt færre skal undgå at vokse sig ind i en voksentilværelse som socialt marginaliseret. Dertil skal der selvfølgelig iværksættes individuelle forebyggende hjælpeforanstaltninger.

Men sociale og formelle udstødelsesmekanismer skal også afdækkes og minimeres mest muligt.

For de, hvor forebyggelse ikke har fungeret, er det vigtigt at forstå, at en opvækst uden kærlighed og omsorg, sjældent kan erstattes senere i livet.

 

 

 

 

 

 

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element