Udenlandske hjemløse føler sig kriminaliseret og forfulgt af politiet

Sidste nyt

 

Et stigende antal henvendelser fra flere udenlandske hjemløse om, at de føler sig forfulgt, chikaneret og kriminaliseret af politiet, har fået projekt UDENFOR til at slå alarm.

Siden gadeplansmedarbejder Bo Heide- Jochimsen kom tilbage fra sommerferie i august, har han fået henvendelser fra 15 udenlandske hjemløse, der har følt sig bange og usikre, fordi politiet om natten, gentagne gange, vækker dem for at se ID. Flere gange er det også sket, at politiet konfiskerer de udenlandske hjemløses ejendele med henvisning til, at de må være stjålet.

”d. 13 august blev jeg kontaktet af to udenlandske hjemløse, der var meget oprørte, fordi politiet havde konfiskeret de soveposer, som de netop havde fået af projekt UDENFOR,” fortæller Bo Heide- Jochimsen, der dagligt er tilknyttet projekt UDENFORs Udeliggerprojekt, der retter sig mod udenlandske hjemløse.

”Da jeg ringer station Amager op, er den klare melding fra politiet,´at man må gå ud fra, at soveposerne er stjålet, når der står i soveposerne, at det er militærets ejendele og det er udenlandske hjemløse, der ligger i dem´. Soveposerne havde vi, i projekt UDENFOR, netop modtaget som donation fra militæret, ”fortæller Bo, som i sine seks år som opsøgende gadeplansmedarbejder aldrig har oplevet politiet opføre sig sådan overfor etnisk danske hjemløse.

”Forleden blev jeg igen opsøgt af en udenlandsk hjemløs. Han kom på strømpesokker, fordi politiet havde konfiskeret hans sko, efter at en anden mand havde beskyldt ham for at have stjålet skoene,” fortæller han.

Det er almen kendt, at de udenlandske hjemløse i de senere år er blevet en stadig større politisk udfordring. projekt UDENFOR ved dog, på baggrund af tre års arbejde med udenlandske hjemløse, at stress og pres ikke får dem til at rejse deres vej. Det medfører tværtimod, at de udenlandske hjemløse sidder endnu mere fast i Danmark.

Af denne grund håber direktør i projekt UDENFOR, Ninna Hoegh, heller ikke, at disse episoder udvikler sig til en tendens

”Jeg kan være nervøs for, at man anlægger en anden moralsk og juridisk tilgang, fordi folk er hjemløse, og udlændinge. Det ville være sørgeligt, hvis Danmark kommer derhen, hvor vi kriminaliserer folk, fordi de er hjemløse, fremfor at hjælpe dem,”siger Ninna Hoegh, direktør i projekt UDENFOR.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element