Vi må prøve at gøre plads til dem vi er

Sidste nyt

Af Gitte Aalbæk

I projekt UDENFORs arbejde med udsatte og hjemløse er inklusion, fællesskab og deltagelse begreber, der har stor værdi i vores arbejde, og i vores møde med de udsatte.

I mødet med vores brugere gør vi os umage med at møde personen, der hvor de er. Det gør vi helt konkret ved at møde brugerne på gaden, hvor de fysisk opholder sig. Men vi gør det også ved at møde vores brugere som dem, de er, og støtte dem i det de gerne vil. Det er ikke altid, at den løsning umiddelbart har den største nytteværdi for samfundet på den korte bane, men det nytter på længere sigt, og vi har pligt at anerkende et andet menneskes værdi og plads.

Inklusion handler om at gøre plads til, og åbne vores samfund op, og dermed at gøre det muligt at deltage – også selvom man er udsat og hjemløs. Det handler altså om et perspektiv der understøtter at forskellige mennesker med forskellige kompetencer skaber noget værdifuldt sammen.

De fleste individer indgår i fællesskaber, og det er igennem fællesskaber, at vi føler vi hører til og hører sammen. Det er også i fællesskaber, vi lærer noget om os selv og om andre mennesker. De fleste af vores brugere er psykisk syge, misbrugere eller har andre psykiske og sociale problemstillinger, og har aldrig lært at indgå i fællesskaber. Flere af dem bor og opholder sig alene på gaden, i parker eller i alternative boliger og har ikke kontakt til andre mennesker.

I de seneste årtier har vi, i arbejdet med udsatte mennesker, haft et stort fokus på selvstændighed, herunder at understøtte udsatte i at få mulighed for at blive mere selvstændige i deres eget liv. Dette fokus kan vi alle understøtte – både de udsatte selv, os der arbejder med dem og samfundet generelt.

I kampen for selvstændiggørelse – og i frygten for at uselvstændiggøre – overskygges det ofte, at man lærer at blive selvstændig, når man indgår i fællesskaber. Og det er der mange sårbare og udsatte mennesker, der ikke har lært. Det er svært at lære at begå sig i fællesskaber og derigennem blive selvstændig, hvis ikke man laver noget sammen med nogen.

I projekt UDENFOR starter muligheden for deltagelse i et fællesskab, når en gadeplansmedarbejder møder en udsat på gaden. Gennem de første møder åbnes der op for gensidig tillid og respekt, og med tiden møder den udsatte andre mennesker, andre medarbejdere, hjemløse, instanser mv. og får erfaringer med at indgå i forskellige fællesskaber. Det er ikke altid lige nemt og der ligger ofte meget arbejde her både for den udsatte og gadeplansarbejderen.

Derudover arbejder vi også med fællesskaber, idet vi inviterer vores brugere med ud af ”vante omgivelser” sammen med nogle andre. Her opstår der nye bekendtskaber, nye syn på gamle bekendtskaber – og nogle gange opstår der venskaber.

I vores projekt i Aarhus har vi eksperimenteret med måder at deltage i fællesskaber. Udgangspunktet var et arbejdsfællesskab i form af en café og ud af dette arbejdsfællesskab opstod andre arbejdsfællesskaber, herunder et arbejdsfællesskab hvor hjemløse tegnede og byggede deres eget lille hus. Selve projektet kan man læse mere om på vores hjemmeside, men det jeg ønsker at fremhæve her, er arbejdet i og med fællesskabet.

Grundlaget for arbejdsfællesskabet tog udgangspunkt i at alle deltagere var lige, og når der kom gæster i caféen eller på byggepladsen, var der ingen der kunne se, hvem der var hjemløse, frivillige, lønnede medarbejdere, praktikanter, venner eller andet. Vi var deltagere – vi var ”Sylbækkere” (et begreb der opstod på baggrund af vejnavnet, hvor projektet er beliggende). Denne tilgang har været spændende, udfordrende, sjov og problematisk på samme tid og det har været interessant at opleve, hvordan vi forskellige ”Sylbækkere” alligevel har haft et behov for at holde fast i kategorier og dermed inkludere sig selv i et underfællesskab, der havde en højere værdi end andre i det store fællesskab.

Selvom vores tilgang var at alle deltagere var lige, har det vist, at det alligevel har været svært at udfordre eksisterende kategorier. Når vi har haft møder med kommunen og andre instanser blev kategoriseringerne synlige igen, og vi har også selv haft svært ved at slippe kategorierne, og har flere gange brudt med vores egen intention om at slippe dem. Når det nogle dage, i nogle sammenhænge er lykkedes os, kan vi se at det har haft en stærk og givende effekt på fællesskabet. Vi kan se at det har betydning, hvordan vi åbner op og giver plads til at vi alle, med vores forskellige kategorier, har mulighed for at deltage på forskellige måder, med vores forskellige kompetencer. Og det handler om inklusion og muligheden for deltagelse i fællesskaber som dem vi er.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element