Vil vi give plads til udsatte og hjemløse i den inkluderende by?

Sidste nyt

Når vi taler om at inkludere og rumme udsatte borgere i byen, har vi især fokus på manglen på boliger, som er til at betale. Det er én side af sagen. Men hvad med dem, der ikke er i stand til at bo i en almindelig bolig? Og hvordan er det vi forholder os til socialt udsatte og hjemløse borgere i det offentlige rum, på pladserne og på gaderne, i butikkerne og hvor man nu færdes? Hvor langt rækker vore intentioner om at være rummelige i forhold til de anderledes, de skæve, de utilpassede og de, der kan virke frastødende dér, hvor vi selv bor og færdes? For de er her jo. De færdes iblandt os; nogle lige foran vores øjne; andre på steder, som de færreste kender til. Mange lever deres eget helt særlige liv, som enten påkalder sig stor opmærksomhed eller som udfolder sig nærmest usynligt for os.

Der er mange forskellige grunde til, at nogle ender med at bo isoleret og under forhold, som er ubegribelige for de fleste. Nogle har måske allerede haft adskillige boliger, som de er blevet sat ud af på grund af uacceptabel adfærd eller manglende overholdelse af husregler. Atter andre har forladt deres bolig efter at have udviklet en psykisk påfaldenhed eller en egentlig psykisk sygdom, der har betydet, at de er blevet bange for at opholde sig i boligen eller har følt sig overvåget eller forfulgt af andre i ejendommen.

Projekt UDENFOR har gennem årene mødt mange hjemløse borgere, som ikke magter eller som har fravalgt at bo på en helt almindelig måde. Vi opfatter dem måske som sære, syge eller skæve eksistenser, men de lever her og de bidrager på deres helt forskellige måder til byens mangfoldighed. selvom vi absolut ikke altid bryder os om det.  Denne artikel handler om disse borgere og om deres anderledes måde at bo og være på. Men vores artikel handler ikke kun om ’dem’ – den handler i høj grad også om os selv og vores egen måde at forholde os til hinanden på med alt, hvad det rummer af noget, som er utrygt, usikkert, upassende, grimt, provokerende eller som på anden måde afviger fra den stadig strammere norm for en acceptabel tilværelse i vores samfund.

Olav bor i en lille container, som nogen har efterladt i uvejsomt terræn på et øde sted. Her færdes sjældent mennesker, og det passer ham godt. Han er en enspænder og klarer sig selv. Han vil af principielle grunde ikke have noget at gøre med penge, men sætter dog pris på de fornødenheder, som projekt UDENFOR fra tid til anden bringer ham. Han bliver også ret glad, da vi tilbyder at reparere taget på containeren, hvor det regner ind på hans få ejendele. Han samler flasker for at skaffe penge til mad, og når han alligevel er inde i byen, besøger han biblioteket, hvor han læser bøger og aviser på nettet. Han mestrer alverdens sprog og oversætter religiøse tekster. Olav beder aldrig om noget og han beklager sig aldrig. Et par gange er vi blevet opmærksomme på sygdom hos ham og har tilkaldt en læge, som har tilset og behandlet ham på biblioteket. Vi har også været nødt til at indlægge ham på hospitalet, som han dog har forladt uden at være færdigbehandlet. Så har vi bragt medicin ud til ham og forklaret ham vigtigheden af at gennemføre behandlingen. Vi har tilbudt ham at komme indendørs på et herberg om vinteren, men han takker høfligt nej, for han vil ikke miste sin værdighed. Han vil bare passe sig selv og være i fred.

Er der plads til Olav i vores samfund? Er vi i stand til at rumme hans særlige måde at leve på, i en gammel container langt fra alfarvej? Og hvordan har vi det med ham, når han bevæger sig rundt i byen? Kan vi acceptere hans eneboertilværelse og hans afvisning af hjælp, eller skal vi tvinge ham til resocialisering og inklusion – og for hvis skyld? Hvilke hensyn skal veje tungest i vores indsats for Olav – hensynet til os og normaliteten eller hensynet til det gode liv, som han opfatter det?

Kampen om det gode liv er, når alt kommer til alt, en kamp mellem de stærke og de svage eller som antropologen Mary Douglas formulerer det: en kamp mellem ’de rene’ og ’de urene’ (’Rent og urent’. Pax forlag, Oslo 1997). ’Det rene’ repræsenterer den gode overholdelse af den vedtagne sociale orden mens ’det urene’ handler mod den orden og fx forbryder sig mod de gældende tabuer.

I alle dele af byen er der en stadig bevægelse i magtforholdet. Københavns gamle brokvarterer er gode eksempler. Gennem de seneste 50 år har arbejderkvarterer ændret sig – fra egentlige fattigkvarterer til kvarterer med en blandet befolkning – i takt med det traditionelle klassesamfunds forsvinden. For nogle af brokvartererne har det betydet, at særlige og ’urene’ grupper har slået sig ned her: prostituerede, narkomaner, alkoholikere, indvandrere m.fl. Og med større økonomisk rigdom og en øget interesse hos ’de rene’ for nogle af disse kvarterer begynder kampen mellem de to grupper.

Det er ’de rene’, der har magten til at øve indflydelse, definere ønsker og stille krav. Og ofte ser vi, at strategien er at komme af med ’de urene’. Det fremgik tydeligt, da Folketinget i 2018 vedtog at bemyndige politiet til at fastsætte regler om zoneforbud Det fremgik tydeligt, da Folketinget i 2018 vedtog at bemyndige politiet til at fastsætte regler om zoneforbud. Justitsminister Søren Pape Poulsen præsenterede sin indstilling til Folketinget således: ’Med ændringen af politiloven ønsker regeringen at sætte ind mod udenlandske tilrejsende, som slår lejr på offentlige steder, fx i parker og på offentlige veje, hvor de pågældende personer sover og opholder sig i længere tid ad gangen. Sådanne forhold kan indebære store gener for omgivelserne i form af f.eks. støj, uro og uhygiejniske og uhumske sanitære forhold og give anledning til forstyrrelser af den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Det er afgørende for regeringen, at borgerne kan færdes trygt i det offentlige rum’ (Lov nr. 131 af 27. februar 2018).

Af lovforslaget fremgår det tydeligt, at strategien er at komme af med ’de urene’. En negativ omtale af denne gruppe er et effektivt middel til at skabe afstand og uvilje og til at jage dem væk. ’De rene’ ønsker at skabe et sted, som er fri for det, der bliver opfattet som uorden, snavs og som noget farligt – og oftest går de langt ud over, hvad der i virkeligheden er rimeligt.

Et sådant sted vil være tilbøjelig til at lukke sig om sig selv både fysisk og psykisk i sin stræben efter pænhed og kan herved miste det rummelige, det mangesidige, det utæmmede, spændende og provokerende. Det stivner i konformitet, mens ’de urene’ isoleres og frygt og modfrygt nærer hinanden.

Særlige livsformer gøres til problematiske livsformer. Problematiske livsformer gøres til tekniske problemer eller italesættes som sygdomme, der kan og skal diagnosticeres og behandles. Og når vi ikke selv lykkes med at afvise ’de urene’, overlader vi det til behandlere, rådgivere eller til det politiske magtapparat, som kan styre byudviklingen enten ved at flytte ’de urene’ til andre bydele, som for en tid endnu ikke er attraktive for ’de rene’ eller ved ganske enkelt at jage dem væk, således som vi har set det med indførelsen af zoneforbud og nedrivning af almene boliger i såkaldte ghettoområder.

Vi lever i en tid og i et samfund, hvor byen spiller den store rolle som magtcenter. Byens kultur og selve indretningen af byen har stor betydning for alle borgere og for vores opfattelse af byen som et fælles sted – et sted, hvor vi alle hører til. Det bør også gælde for hjemløse borgere, der har gaden som hjem. Men udviklingen bærer den forkerte vej og vi ser i disse år stadig flere eksempler på indretning af byen med foranstaltninger og barrierer, der tjener til at stresse hjemløse og holde dem væk. Denne fjendtlige indretning af byen er dark design, som får stadig større betydning for hjemløses muligheder for overhovedet at mestre tilværelsen på gaden.

Vi har tidligere skrevet om fænomenet dark design her på hjemmesiden, hvor vi refererer til professor ved Aalborg Universitet, Ole B Jensen, der med sin artikel om dark design har bidraget til bogen ’Mobilities, mobility justice and social justice’, (Routledge, 2019). Ifølge Ole B. Jensen er dark design et våben i ’The urban war against homeless people’, som har til formål at trænge hjemløse borgere væk fra bestemte steder og aktiviteter mod deres vilje. Nogle af elementerne i dark design signalerer magt, kontrol og brug af våben fx i form af overvågning eller fysiske barrierer i form af mure, porte, kontrolsteder og hegn med pigtråd. Disse eksempler på dark design er værktøjer og teknikker, der med Ole B. Jensens formulering får karakter af ’urban militarization’.

Vi kan ikke jage, bekrige eller straffe udsatte og hjemløse medborgere til et mere normalt og sikkert også bedre liv. Vi kan derimod begynde med at overveje, hvorfor vi ikke vil have dem her, hvor vi er. Hvad er det i grunden vi frygter, væmmes ved og er bange for? Hvad truer i grunden vores eget gode liv? Til de overvejelser vil det give god mening at inddrage den danske filosof Løgstrup, der havde den overbevisning, at vi mennesker på godt og ondt lever et fællesliv med hinanden, at vi er prisgivet hinanden og derfor må tage vare på hinandens liv.

Med afsæt i disse tanker kan vi bane vejen for nye erkendelser om os selv og vores måde at se og møde andre mennesker og så ligger det vel lige for at række hånden frem til de, der har brug for hjælp til at blive en del af et stærkt, forpligtende og inkluderende fællesskab.


Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element