BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Vores samfund kan ikke rumme dem, der lever anderledes
Så er vi der igen. En gruppe borgeres skæve version af, hvordan vi kan bygge og bo, kolliderer med det omgivende samfund. Kampen om Fredens Havn og den seneste afgørelse i Landsretten illustrerer vores manglende evne til at favne og gribe dem og det, der er anderledes.
I vandområdet Erdkehlgraven i København har en gruppe mennesker skabt et fællesskab og et sted, hvor de kan trække vejret, finde formål og bare være. Fredens Havn har de navngivet det. I gamle skibsfartøjer og selvbyggede anlæg har flere af dem fundet en vej ud af hjemløshed.
Men deres ”flydende fristad” er en torn i øjet på naboerne, der brokker sig i bedste NIMBY-stil. Lovligheden er omstridt, og politikere har beklaget kummerlige forhold og udskammet det lille samfund. Tonen har været urimelig grov, og en egentlig dialog med beboerne synes fraværende.
Københavns Kommunes løsning på den tilspidsede situation er at rydde havnen for sunkne vragdele, forladte fartøjer og altså også de beboede husbåde. Bosætterne må finde sig et andet sted at bo. Hvis de ikke formår dét, kan de tilbydes institutionalisering på en af de hjemløseboformer, som de netop forsøger at skabe sig et liv væk fra.
I byretten er beboerne blevet idømt bøder for ikke at have fulgt påbud om at fjerne bådene. Den dom er anket til landsretten, og i dag faldt afgørelsen: beboerne skal fjerne deres både.
Hjemløsheden er stigende
I Danmark lever 6400 mennesker uden et hjem, de kan kalde deres eget. De har af forskellige årsager vanskeligt ved at bo i en almindelig bolig. I stedet låner de en sofa for natten hér og dér, placeres og – vil nogen mene – efterlades på herberger og forsorgshjem eller vælger et liv på gaden, fordi de ikke ser andre muligheder.
I Projekt Udenfor arbejder vi med dem, der lever i gadehjemløshed. De overnatter på et stykke pap på togstationerne eller under en presenning i parkerne. De er kolde og udmattede, når vi møder dem på gaden i de tidlige morgentimer. Mange af dem kæmper med svær psykisk sygdom og et livsfarligt forbrug af stoffer og alkohol. Noget af det, der gør mest indtryk, er deres sociale isolation.
Tilliden til andre mennesker, og til at systemet vil dem det godt, er væk. Med begrænset eller slet ingen kontakt til det offentlige lever og overlever de alene og udstødt på gaden i en by, i et samfund, i en tid, hvor bl.a. ekskluderende byrumsdesign og kriminaliserende lovgivning gør det sværere og sværere at være til, hvis du er hjemløs. De står helt uden for samfundet.
Det er ikke bare en frygteligt umenneskelig situation. Det er også et dårligt udgangspunkt, når vi i Danmark aktivt vil bekæmpe hjemløshed, som en række socialministre gennem tiden har bebudet.
I det perspektiv er det absurd, at kommunale og nationale beslutningstagere ikke har valgt en anden tilgang til bosætterne i den flydende bebyggelse. For hvor skal de gå hen, hvis de ikke må gå hjem til Fredens Havn?
Der er behov for mangfoldige boliger
Der er sociale problemer blandt beboere i Fredens Havn, men vi løser dem ikke ved at hive tæppet væk under dem – eller ved at give dem yderligere problemer.
Københavns Kommune kunne have indledt med at stille sig selv det alvorlige spørgsmål: hvorfor er det netop i Fredens Havn, at disse borgere kan bo? Kan vi etablere sanitære faciliteter og sikre trygge rammer i det lille bådsamfund og dermed understøtte et sundt og positivt fællesskab, hvor mennesker kan leve og gro?
Hvis vi vil bekæmpe hjemløshed og herunder stoppe langtidshjemløshed, skal vi selvfølgelig, men ikke kun, sikre billige boliger. Vi skal også fortsat udvikle skæve boliger og bofællesskaber til borgere med ekstra støttebehov. Og vi skal turde understøtte anderledes måder at bo på.
Der er behov for, at vi eksperimenterer, når vi udvikler, investerer i og bygger kommende hjem. Og i den forbindelse skal vi omfavne alternative boformer såsom campingpladser, tiny houses, shelters i skoven og flydende hjem. Hvis et menneske kan holde sig ude af hjemløshed og finder den nødvendige livskvalitet ved at bo permanent i en campingvogn, gør vi ikke bare vedkommende men også hele samfundet en tjeneste ved at sikre en fleksibel boliglov, der muliggør dette, når behovet opstår.
Det må være velfærdssamfundets opgave at sørge for værdige alternativer til de mennesker, der ikke kan bo som andre.
Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.