Om vores arbejde

Netværk og fortaler

IMG_5958bw-web

Som et led i Projekt Udenfors arbejde for at forhindre udstødelse til hjemløshed og sikre bedre forhold for mennesker, som allerede er udstødte, er organisationen engageret i flere nationale og internationale netværk og aktiviteter. Vores arbejde her har dels til formål at formidle og udveksle erfaringer, metoder og viden på tværs af organisationer og landegrænser, og dels at søge politisk indflydelse på nationalt og europæisk niveau.

På denne side kan du se, hvilke nationale og internationale netværk, vi blandt andet er en del af.

Projekt Udenfor er bl.a. medlem af FEANTSA, en europæisk paraplyorganisation, der arbejder for at bekæmpe hjemløshed. De anslår, at 700.000 borgere i Europa er hjemløse.
FEANTSA og Foundation Abbé Pierre
hjemløsedagen

NATIONALT

 

Det nationale partnerskab mod hjemløshed
Partnerskabet består af aktører fra staten, kommuner, forskning, civilsamfund og fonde. Det har til formål at følge den omlægning på hjemløseområdet, som blev vedtaget med aftalen  ’Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed’, der skal implementere Housing First til bekæmpelse af hjemløshed i Danmark. Medlemmerne deler erfaringer og giver feedback til det politiske niveau. En af Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere sidder sammen med organisationens direktør i partnerskabet og bidrager med praksis­nære erfaringer og pointer.

 

Foreningen Hjemløsedagen
Foreningen består af hjemløseorganisationer, foreninger og tilbud i København, der i fællesskab arrangerer Hjemløsedagen i Danmark. Hjemløsedagen afholdes hvert år d. 17. oktober på Københavns Rådhusplads i anledning af FNs internationale dag for udryddelse af fattigdom.

 

Kvindenetværket
Lokalt netværk af praktikere, der arbejder med kvinder i hjemløshed. Deltagerne repræsenterer organisationer og tilbud beliggende i København. I netværket deles erfaringer og viden om arbejdet med kvinder i hjemløshed, og der iværksættes samarbejder på tværs for at styrke indsatsen for målgruppen. Kvindenetværket blev startet i 2018 af Projekt Udenfor med henblik på at styrke arbejdet for hjemløse kvinder. Det blev etableret i forlængelse af et forskningsprojekt om kvinders erfaringer med hjemløshed og et efterfølgende skærpet fokus på kvinder og køn i vores gadeplansarbejde.

 

Netværk for udsatte kvinder, der oplever vold og voldtægt
Det regionale netværk udspringer af videns- og erfaringsdelingen i Kvindenetværket, som så et behov for et forum, der specifikt arbejder med denne problematik for udsatte kvinder. Netværket består af fagpersoner, der arbejder med målgruppen i København, og arbejder for at sikre bedre hjælp og krisehjælp til udsatte kvinder, der udsættes for voldtægt og seksuel vold.

 

Hjem-til-alle alliancen
Hjem til Alle er en alliance af partnere, der har forpligtet sig på at arbejde sammen om at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark. Alliancen arbejder på tværs af sektorer med at skabe opmærksomhed, mobilisere opbakning og ressourcer samt udvikle ny viden og konkrete løsninger. Læs mere om alliancen her.

080720Udenfor15104web

Københavns Kommunes Udsatteråd
Rådet består af fagpersoner fra tilbud og organisationer på udsatteområdet i København. Det kvalificerer initiativer og sætter fokus på problemstillinger, der vedrører personer i socialt udsatte positioner. Udsatterådet er en erfarings- og vidensressource for beslutningstagere i Københavns Kommune, og rådet søger derigennem at påvirke det politiske niveau.

 

Det LGBT+ faglige netværk
Et videns- og erfaringsudvekslende netværk faciliteret og igangsat af organisationen WeShelter. Medlemmerne af netværket kommer fra forskellige faglige baggrunde og har forskellig viden om udsathed, hjemløshed og LGBT+ identitet. De kommer fra organisationer og tilbud fra hele landet. Netværket har bl.a. til formål at opkvalificere det sociale arbejde med LGBT+ personer i udsatte positioner.

 

Migrantnetværket
Migrantnetværket samler medarbejdere fra NGO’er, Københavns Kommune og Region Hovedstaden, som arbejder med migranter, der lever i hjemløshed eller i udsatte positioner i København. Netværket mødes 4-5 gange årligt, hvor deltagerne udveksler viden, tendenser, udfordringer og god praksis i arbejdet med målgruppen.

 

Region Hovedstadens Udsatteråd
Rådet er sammensat af regionale aktører og organisationer, der repræsenterer eller arbejder for socialt udsatte borgere, og hvis virke er forankret i Region Hovedstaden. Rådets vision er, at udsatte borgere skal opleve lighed i sundhed. Rådet arbejder derfor for at styrke udsatte-faglighed på tværs af sundhedsvæsnet, undersøge og igangsætte initiativer for bedre adgang til udredning og behandling, sammenhængende indsatser på tværs af region og kommuner og for viden og dokumentation af problemstillinger og hjælp til gruppen.

203156116_4178617942227600_5311053286724226505_n
19Internationalt

INTERNATIONALT

 

FEANTSA – The European Federation of National Organisations working with the Homeless
FEANTSA er en europæisk paraplyorganisation med over 130 medlemsorganisationer fra 30 lande, som arbejder for at bekæmpe hjemløshed. FEANTSA er en central aktør, når det kommer til at gå i dialog med og lægge pres på beslutningstagere på nationalt og særligt europæisk niveau. Organisationen udgør samtidig en vigtig platform for vidensdeling, samarbejde og udbredelse af aktuel forskning i hjemløshed på tværs af medlemslandene. Projekt Udenfor har været medlem siden 2004, og deltager aktivt på seminarer og konferencer, bidrager med viden på hjemløshedsområdet fra en dansk kontekst, ligesom vi jævnligt har artikler i organisationens elektroniske magasin Homeless in Europe.

 

Erasmus+ Projekter
Projekt Udenfor deltager løbende i Erasmus+ projekter – et EU-program under Europa Kommissionen. Senest har vi været en del af projektet ’HOOD – Homeless’s open dialogue’, hvor vi sammen fem partnere fra fire forskellige lande har tilpasset metoden ’Enabling Coplanning’, inspireret af ’Open Dialogue and Dialogic Practices’, til det sociale arbejde med mennesker i hjemløshed. Formålet med Erasmus+ projekterne er vidensdeling, metodeudvikling og netværksopbygning med andre hjemløseorganisationer på tværs af Europa.