Viden om…
Dark design

Skrå varmeriste. Armstøtter på bænke. Metal barre og hegn under trapper. Automatisk lys og høj musik. Det er noget af det hjemløsefjendtlige design, vores gadeplansmedarbejdere observerer i byens rum.
Dark Design – også kendt som ’defensive design’ eller ’hostile architecture’ – forhindrer mennesker i at tage hvile og ophold i byen. Det forringer i forvejen dårlige vilkår for hjemløse borgere og gør samtidig det opsøgende gadeplansarbejde sværere at udføre.
Konsekvenserne er alvorlige
Det er barskt og uværdigt at sove på gaden. De gadesovere, vi møder i vores arbejde, er i alvorlig krise. Det kan være stressende at skulle finde et tørt, lunt og trygt sted at sove for natten, hvis man oveni er udmattet, bange og sulten. Endnu sværere bliver det, når steder, der før kunne give læ og varme, bliver gjort utilgængelige gennem Dark Design.
Vi ser ofte Dark Design blive installeret på steder, der før har været oplagte opholds- eller sovesteder. Varmen fra en rist eller en tør og lun parkeringskælder er ikke blot behagelig, den kan være altafgørende i årets koldeste måneder. Det samme kan bænke, der giver mulighed for at sove løftet fra den kolde jord. Her installeres marchmusik, gitrer og andre forhindringer, så man ikke kan tage ophold- og hvile netop dér.


Sammen med zone- og lejrforbuddet skubber Dark Design hjemløse gadesovere længere ud af byen. Det betyder, at de i stigende grad lægger sig til at sove alene og på afsidesliggende steder, hvor Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere har svært ved at finde dem og dermed tilbyde dem hjælp. Det gør dem mere udsat, hvis de bliver syge, overfaldet eller ramt af ensomhed. Samtidig er det med til at usynliggøre problemer med gadehjemløshed i Danmark.
Dark Design og lovgivning, der i effekt kriminaliserer hjemløses adfærd, komplicerer også Projekt Udenfors skadesreducerende indsats. Skadesreduktion er eksempelvis, når vi giver en sovepose, et liggeunderlag og et måltid mad. Det er det også, når vi råder gadesovere til at sove flere sammen og at finde tørre, varme steder at sove, der er hævet fra jorden. Det er gennem skadesreducerende indsatser, vi kan reducere de sociale, psykiske og sundhedsmæssige skader, som kan følge med hjemløshed.

Opgør med Dark Design – fra ord til handling
Den 18. maj 2020 besluttede et bredt politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation, at Dark Design i det københavnske byrum skal fjernes. Det er en vigtig beslutning, som vi i Projekt Udenfor vil følge tæt. Processen kan nemlig både blive kompliceret og kalde på innovative løsninger.
Det skyldes, at det langt fra er al Dark Design, der er kommunalt opsat. Faktisk er en stor del af det, vi i Projekt Udenfor observerer, privat. Dialog mellem Kommunen og private aktører om en overordnet strategi for at gøre byen inkluderende for alle borgere i København kan derfor blive nødvendig.
Det kan et nyt forskningsprojekt hjælpe med. Forskningsprojektet ”Dark Design: Social eksklusion i byens rum” skal med støtte fra VELUXFonden de næste fire år blandt andet sikre bedre værktøjer til dialogskabelse mellem hjemløse borgere, NGO’er, kommuner, ejendomsbesiddere og myndigheder – og forhåbentlig derigennem bidrage til udviklingen af et mere inkluderende byrum.
Projekt Udenfor er partner i projektet og skal bidrage med vores erfaringer fra det opsøgende gadeplansarbejde. Du kan læse mere om forskningsprojektet her.
Vil du vide mere?
Vil du, din skole eller arbejdsplads se eksempler på Dark Design i København? Så kan du bestille en byvandring eller et oplæg ved at skrive til Projekt Udenfors kommunikations- og formidlingsmedarbejder på ksa@udenfor.dk.
En byvandring for 10-15 mennesker varer ca. halvanden time og koster 1.600 kr. Pengene går ubeskåret til Projekt Udenfors arbejde for at forbedre vilkårene for hjemløse gadesovere.
Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.