BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Projekt Udenfor har startet nyt projekt om LGBT+hjemløshed
Selvom international forskning peger på, at LGBTQIA+ personer er stærkt overrepræsenterede i hjemløsestatistikkerne, findes der ingen nationale data, der redegør for LGBTQIA+ personers hjemløshed i Danmark, og heller ingen tilbud, som er målrettet målgruppen.
Projekt Udenfor har pr. 1. oktober søsat et nyt projekt, som skal kombinere socialt arbejde med indsamling og formidling af viden om hjemløshed blandt personer med en identitet, der bryder med normer inden for køn og seksualitet. Projektet er i første omgang et et-årigt initiativ, som skal kortlægge problematikken, skabe mere og bedre viden på området og medvirke til at kvalificere hjælpen til målgruppen.
Vi er i den sammenhæng glade for at kunne byde velkommen til to nye medarbejdere, der sammen skal udvikle og drive projektet: Storm, der skal stå for projektets socialfaglige indsats og Nor, der er projektets vidensmedarbejder.
Vi har spurgt Storm og Nor, hvorfor de tænker, det er vigtigt med et projekt, der sætter fokus på LGBTQIA+ personers hjemløshed.
Storm:
”Jeg har et indtryk af, at LGBT+ personer er særligt udsatte i hjemløsemiljøer. Og så er der ikke så meget viden om området her i Danmark, selvom forskning fra andre lande peger på at LGBT+ personer har en øget risiko for at havne i hjemløshed på forskellige tidspunkter i deres liv.
Generelt er trivslen blandt LGBT+ personer i Danmark dårligere end i baggrundsbefolkningen. LGBT+personer er overrepræsenterede i alle mulige statistikker i forhold til psykiske sygdomme, depression, selvmordsforsøg og ensomhed. Så derfor tænker jeg, at det er en gruppe, som jeg gerne vil være med til at sætte fokus på. Sådan at vi kan forsøge at forbedre livsvilkårene for de her mennesker – og de kommende generationer af LGBT+ personer.”
Nor:
“Jeg kan huske en oplevelse, hvor jeg besøgte et herberg i forbindelse med en anden undersøgelse, jeg lavede, hvor jeg tænkte ‘gad vide, hvordan det er at skulle være her som LGBT+person’ – fx med hensyn til den måde, tingene var indrettet på, som jo ikke nødvendigvis passer til alle.
Og ja, vi ved fra udenlandske undersøgelser, at der er flere og flere LGBT+ personer, der bliver hjemløse, og måske har der altid været det. I Danmark ved vi, at LGBT+ personer er udsatte på alle mulige områder og er disponeret for dårligere helbred, altså både psykisk og fysisk. I det hele taget har vi mere prekære vilkår, både i forhold til fx arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Og vi ved, at der ofte er særlige udfordringer for LGBT+ personer i kontakten med forskellige systemer. Så det er der selvfølgelig også, når det kommer til hjemløseområdet. Så jeg tænker, at det er en relevant problematik, vi dykker ned i.”
Læs mere om projektet ‘LGBT+Hjemløshed’ her
Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.