Til minde om Preben Brandt – Dit livsværk består

Man må overgive sig til den tid, det tager – den tid, som personen har behov for. Og man må væbne sig med tålmodighed, ikke presse egne forventninger ned over hovedet på folk. Et afslag behøver ikke være et afslag, hvis man har tålmodigheden til at vente.

– Frit fra Preben Brandt i ‘Mødet med det hjemløse menneske’

 

Tid og tålmodighed. To ord, som desværre ikke definerer det danske velfærdssystem, hvor hurtige løsninger, omkostningseffektivitet og målbare resultater ofte prioriteres og belønnes.

Måske netop derfor har de to ord været centrale i det gadeplansarbejde med mennesker i hjemløshed, som Preben Brandt, Projekt Udenfors grundlægger, definerede og søsatte i organisationens første år. De beskriver en forståelse og en tilgang, der fortsat guider Projekt Udenfors arbejde på gaden og ved skrivebordet.

Den 13. juli 2026 døde Preben Brandt.

Efter længere tids sygdom tog han herfra, roligt og med sine døtre, Louise og Sofie, ved sin side. Siden da er mange flotte ord blevet skrevet om ham. Med rette – for Preben var et ikon. Med hans karakteristiske skikkelse, sprogblomstrende talegaver, eftertænksomhed og forstand, og ikke mindst hans insisteren på, at tingene kunne være anderledes, hvis blot vi ville det, har han sat varige spor i dansk socialpolitik og velfærdshistorie.

Fra gaden til de bonede gulve, fra herberger på Langeland til dem i Holstebro, fra fine råd til forsamlingshuse, fra velfærdsstuderende til de færdiguddannede, fra fagfæller i Danmark til de udenlandske har Preben Brandts navn vakt genkendelse, varme og respekt.

For han tog sig tid og tålmodighed. Til mødet og til samtalen.

Så hvad skriver den organisation, der skylder ham hele vores fundament, for at ære hans minde? Hvor kan vi starte blandt bedrifterne af en person, der med sit faglige virke har været med til at hæve standarder for både diskurs og praksis omkring Danmarks udsatte borgere? Hvordan kan vi sætte ord på ordene fra et menneske, der har forfattet og udgivet et hav af artikler og bøger helt til det sidste for at hylde hans lærdom?

Måske er det passende at fremhæve den seneste større socialpolitiske aftale for de allermest udsatte borgere i Danmark: Værdighedsreformen. Reformen bebuder en anerkendelse af og respekt for de mennesker, som alt for længe har været forvist til udkanten af det demokratiske fællesskab. Den har ambitioner om en hjælp, der tager udgangspunkt i individet og dets aktuelle behov.

Om aftalen skrev Preben for nylig i et debatindlæg: “reformen handler om det simple, forståelige og værdige møde med et andet menneske, og at tilbyde dette menneske noget, som vedkommende har brug for her og nu“. Preben var, meget vel opløftet, ramt af den ånd, han læste i aftalen, som ikke moraliserer eller vil normalisere men derimod, på papiret, vil sikre ressourcer til dem, der lever anderledes.

I sit arbejde var Preben drevet af et ønske om at handle på den smerte, han så på gaden blandt mennesker i hjemløshed, og af en indignation over den uret, der blev begået, når samfundet vendte blikket bort. Han ville ikke blot hjælpe, han ville samtidig vise omverdenen, at der findes løsninger. De består ikke i at formane og forlange, at det enkelte menneske skal ændre sig, så det passer ind i hjælpesystemet. Nej, de består i at forandre selve præmisserne for velfærden.

Prebens projekt var derfor også en kontinuerlig gøren opmærksom på og kamp mod samfundets udstødende faktorer, der skaber og fastholder udsathed og hjemløshed. Mod de mange benspænd, som står i vejen for hjælpen.

Han havde en helt særlig evne til at forstå udsatte borgeres perspektiv, ikke mindst fordi han talte med dem og lyttede. Han forstod kompleksitet og nuancer, men når han talte, stod budskabet knivskarpt: mennesker i udsatte livssituationer er først og fremmest mennesker. Mennesker med viden, erfaring, drømme og ønsker.

Værdighedsreformen bygger på værdier, som Preben kæmpede for gennem hele sit arbejdsliv. Den er skabt og båret frem af mange menneskers indsats og engagement, men der ville i vores optik ikke have været en værdighedsreform uden en Preben Brandt.

Preben var unik, men han var ikke alene om at gøre en forskel. Og hans genistreg med Projekt Udenfor var netop, at han skabte en organisation, som består uden og ud over ham. Som bevarer sin relevans på tværs af tid, tendenser og globalitet. Projekt Udenfor er Prebens livsværk. Det eksisterer på grund af hans vision og vilje til at reagere. Det består, fordi han lærte os, ja han krævede af os, at vi ikke lod stå til.

Så tak, Preben.

Tak for din urokkelige tro på menneskers værdighed. Tak for dit mod til at gå forrest. Tak for den organisation, du skabte, og for at stå så stejlt, for samfundets absolut udstødte – også når det var vanskeligt.

Vi bærer dit livsværk videre. Nænsomt men stædigt og med den tid og tålmodighed, det kræver. Det lover vi.