I Danmark, og særligt i København, lever en gruppe mennesker i en gråzone mellem stærke politiske signaler og velfærdsidealer. Hjemløse EU-borgere møder sjældent et sammenhængende sikkerhedsnet, men et kludetæppe af løsninger båret af frivillige, NGO’er og begrænsede, ofte kortvarige, offentlige indsatser. Deres situation udfordrer ikke blot vores velfærdsmodel men også hjælpeapparatets kerneværdi: Kan vi som samfund og sektor acceptere, at den mest basale hjælp ikke er lige for alle?